Forfatter: Claus

Folketingets Europaudvalg: sådan behandler Folketinget EU-sager

Sådan arbejder Folketingets Europaudvalg med EU-sager: forhandlingsmandat til ministeren, samlenotater, nærhedstjek og kontrol med regeringen.

Folketingets Europaudvalg er det udvalg, der koordinerer Folketingets arbejde med EU-sager. Udvalget giver regeringen forhandlingsmandat, før ministrene forhandler i EU, og det følger med i nye forslag fra EU-Kommissionen. Denne artikel er en uafhængig forklaring af, hvordan ordningen fungerer. Det autoritative materiale findes på Folketingets egen hjemmeside, ft.dk.

Hvorfor Folketinget har et særligt udvalg for EU

Når Danmark er medlem af EU, bliver mange regler vedtaget i Bruxelles af Rådet og Europa-Parlamentet. Det er regeringens ministre, der repræsenterer Danmark i Rådet. Folketinget har derfor brug for en måde at påvirke og kontrollere, hvad ministrene siger ja og nej til.

Det sker primært gennem Europaudvalget. Udvalget blev oprettet i forbindelse med Danmarks indtræden i EF i begyndelsen af 1970’erne, oprindeligt under et andet navn. Læs mere om baggrunden i artiklen om hvordan Danmark kom med i EF.

Europaudvalget består af folketingsmedlemmer fra de forskellige partier. Sammensætningen afspejler i store træk styrkeforholdet i Folketinget, og udvalget vælger selv en formand.

Forhandlingsmandat til ministeren

Det mest kendte træk ved den danske model er forhandlingsmandatet. Før en minister skal forhandle om en vigtig sag i Rådet, forelægger ministeren sit forhandlingsoplæg for Europaudvalget. Det sker typisk mundtligt på et møde i udvalget.

Mandatet anses for givet, medmindre et flertal i udvalget udtaler sig imod det. Flertallet opgøres efter, hvor mange mandater partierne har i Folketinget. Hvis der er flertal imod, må ministeren ændre sit oplæg og komme tilbage til udvalget.

Hvad mandatet betyder i praksis

Mandatet sætter rammen for, hvad ministeren kan acceptere i forhandlingerne. Hvis forhandlingerne bevæger sig uden for rammen, skal ministeren som udgangspunkt vende tilbage til udvalget for at få et nyt mandat. Ordningen omtales ofte som en af de mere vidtgående former for parlamentarisk kontrol med EU-politik blandt medlemslandene.

Ordningen har både fortalere og kritikere. Fortalerne fremhæver, at den sikrer en tæt demokratisk forankring af de danske holdninger, og at regeringen ikke kan gå længere, end et flertal i Folketinget kan acceptere. Kritikere peger på, at et stramt mandat kan gøre det sværere for ministeren at indgå kompromiser i forhandlingerne, og at meget af arbejdet foregår hurtigt og med begrænset offentlig debat.

Når regeringen er i mindretal

Mandatordningen har særlig betydning, når regeringen ikke selv har flertal i Folketinget. Så skal ministeren typisk finde støtte hos andre partier, før et forhandlingsoplæg kan gå igennem i udvalget. Det kan give oppositionen reel indflydelse på Danmarks holdning i EU.

Samlenotater og grundnotater

For at Europaudvalget kan tage stilling, får udvalget skriftligt materiale fra regeringen. De to mest kendte typer er grundnotater og samlenotater.

  • Grundnotat: Et notat, som regeringen sender til Folketinget, når EU-Kommissionen har fremsat et nyt forslag. Det beskriver forslagets indhold, konsekvenser for Danmark og regeringens foreløbige holdning.
  • Samlenotat: Et notat, der sendes forud for et rådsmøde. Det samler de sager, der skal behandles på mødet, og beskriver status og den danske holdning.

Notaterne er offentlige i de fleste tilfælde og kan findes på ft.dk. De er en god kilde, hvis man vil følge en bestemt EU-sag fra forslag til vedtagelse. Hvis du vil forstå, hvor sagerne ender, kan du læse om EU’s beslutningsproces.

Nærhedstjek af nye EU-forslag

Nærhedstjek er en anden vigtig opgave. Nærhedsprincippet betyder, at EU kun skal handle, når et mål bedre kan nås på EU-plan end i de enkelte lande. Med Lissabon-traktaten fik de nationale parlamenter en formel rolle i at vurdere, om nye forslag lever op til princippet.

Folketinget kan inden for en fastsat frist sende en begrundet udtalelse til EU’s institutioner, hvis det mener, at et forslag strider mod nærhedsprincippet. Hvis tilstrækkeligt mange nationale parlamenter gør det samme, skal Kommissionen genoverveje forslaget. Det kaldes ofte et gult kort. De præcise frister og tærskler fremgår af traktatens protokol om nærhedsprincippet, som kan findes på EUR-Lex.

Folketingets øvrige rolle i EU-sager

Europaudvalget står ikke alene. Folketingets fagudvalg behandler også EU-sager inden for deres områder, og de kan afgive bidrag til Europaudvalget. Desuden skal EU-direktiver gennemføres i dansk lovgivning, og det sker gennem den almindelige lovgivningsproces i Folketinget.

Ved større ændringer, der indebærer afgivelse af suverænitet, kan grundlovens paragraf 20 komme i spil. Den fastsætter særlige krav til flertal eller folkeafstemning. Læs mere i artiklen om grundlovens paragraf 20.

Ofte stillede spørgsmål

Hvem sidder i Europaudvalget

Udvalget består af folketingsmedlemmer fra partierne i Folketinget, fordelt efter partiernes størrelse. Den aktuelle liste over medlemmer og formand findes på ft.dk under Europaudvalget. Sammensætningen ændrer sig ved valg og ved partiernes egne udskiftninger.

Er møderne i Europaudvalget offentlige

Dele af udvalgets møder er åbne, og mange dokumenter offentliggøres. Visse forhandlinger om mandater kan foregå for lukkede døre, for eksempel af hensyn til Danmarks forhandlingsposition. Reglerne for åbenhed kan ændre sig, så tjek ft.dk for den aktuelle praksis.

Kan Europaudvalget stoppe en EU-lov

Udvalget kan ikke selv stoppe en EU-lov, fordi lovene vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet. Udvalget kan derimod begrænse, hvad den danske minister må acceptere. Om det påvirker resultatet, afhænger af, hvordan stemmerne fordeler sig blandt de øvrige lande.

Næste skridt

Vil du følge en konkret EU-sag eller se dagsordener, notater og referater, kan du gå til Europaudvalgets side på ft.dk. Her ligger Folketingets eget materiale om behandlingen af EU-sager.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s tre søjler: sådan var søjlestrukturen opbygget

Hvad var EU’s tre søjler? Få søjlestrukturen fra Maastricht-traktaten forklaret, og se hvorfor søjlerne blev afskaffet med Lissabontraktaten.

EU’s tre søjler var den måde, samarbejdet blev organiseret på fra Maastricht-traktaten i 1993 og frem til Lissabontraktaten i 2009. Den første søjle var det økonomiske fællesskab med overstatslige regler, mens den anden og tredje søjle dækkede udenrigspolitik og retligt samarbejde, som var mellemstatsligt. Søjlerne findes ikke længere, men de er stadig vigtige for at forstå EU’s udvikling og de danske forbehold.

Hvorfor fik EU tre søjler

Før Maastricht handlede samarbejdet især om økonomi og handel inden for De Europæiske Fællesskaber, EF. I begyndelsen af 1990’erne ønskede landene at udvide samarbejdet til udenrigspolitik og til retlige og indre anliggender. Mange lande var dog ikke klar til at give EU’s institutioner samme magt på disse følsomme områder som på det indre marked.

Løsningen blev en søjlestruktur. Den nye Europæiske Union blev beskrevet som en bygning, ofte tegnet som et græsk tempel, med et fælles tag og tre søjler under. Taget var de fælles mål og principper, og hver søjle havde sine egne regler for, hvordan beslutninger blev truffet. Læs mere om baggrunden i artiklen om EU’s historie.

De tre søjler i Maastricht-traktaten

Første søjle: De Europæiske Fællesskaber

Den første søjle omfattede det traditionelle fællesskabssamarbejde. Her lå det indre marked, toldunionen, landbrugspolitikken, konkurrencereglerne og den økonomiske og monetære union. Kommissionen havde eneret til at stille forslag, Europa-Parlamentet havde indflydelse på lovgivningen, og EU-Domstolen kunne afgøre tvister.

Anden søjle: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Den anden søjle handlede om udenrigs- og sikkerhedspolitik, ofte forkortet FUSP. Her samarbejdede landene om fælles holdninger og fælles aktioner over for resten af verden. Beslutninger blev som hovedregel truffet med enstemmighed, og Kommissionen, Parlamentet og Domstolen havde kun en begrænset rolle.

Tredje søjle: Retlige og indre anliggender

Den tredje søjle dækkede samarbejde om retlige og indre anliggender. Det omfattede blandt andet asyl, indvandring, grænsekontrol, politisamarbejde og samarbejde om kriminalsager. Også her var udgangspunktet enstemmighed og et samarbejde mellem regeringerne.

Overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde

Forskellen mellem søjlerne handlede om, hvor meget magt landene afgav. Det er to begreber, der stadig bruges i debatten om EU.

  • Overstatsligt samarbejde betyder, at landene overlader beslutningskompetence til fælles institutioner. Beslutninger kan ofte træffes med flertal, og reglerne er bindende for alle lande, også dem, der stemte imod. EU-Domstolen kan håndhæve reglerne.
  • Mellemstatsligt samarbejde betyder, at regeringerne samarbejder, men hvert land bevarer sin vetoret. Beslutninger kræver typisk enighed, og de fælles institutioner har en mindre rolle.

Første søjle var overstatslig, mens anden og tredje søjle var mellemstatslige. Det gav landene mulighed for at samarbejde på nye områder uden at give fuld kompetence fra sig. Samtidig betød det, at reglerne for, hvem der havde indflydelse, var forskellige fra søjle til søjle. For borgere og politikere kunne det være svært at overskue, hvilke regler der gjaldt hvor. Begreberne bruges stadig, når man diskuterer, hvordan beslutninger træffes i EU i dag.

Søjlerne ændrede sig over tid

Søjlestrukturen stod ikke stille. Med Amsterdamtraktaten, som trådte i kraft i 1999, blev en del af den tredje søjle flyttet over i den første søjle. Det gjaldt blandt andet asyl, indvandring, visum og civilretligt samarbejde. Disse områder blev dermed overstatslige.

Tilbage i den tredje søjle var politisamarbejde og strafferetligt samarbejde. Søjlen blev derfor ofte omtalt med et nyt navn, der lagde vægt på netop politi og kriminalsager.

For Danmark havde ændringerne betydning. Efter Edinburgh-afgørelsen havde Danmark et forbehold over for overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender. Da områder blev flyttet til første søjle, kom Danmark derfor til at stå uden for dem. Læs mere i artiklerne om Edinburgh-afgørelsen og de danske forbehold.

Hvorfor blev søjlerne afskaffet

Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009, afskaffede søjlestrukturen. EU fik status som én juridisk person, og betegnelsen EF forsvandt. Tilhængere af ændringen pegede på, at strukturen var blevet kompliceret og svær at forstå for borgerne.

Det meste af det tidligere samarbejde i tredje søjle om politi og strafferet blev lagt ind under de almindelige overstatslige regler. Beslutninger kan derfor nu ofte træffes med flertal, og Domstolen har fået større rolle. Kritikere så det som en betydelig overførsel af kompetence til EU, mens tilhængere så det som en mere effektiv kamp mod grænseoverskridende kriminalitet.

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken har dog bevaret mange særregler. Her er enstemmighed stadig hovedreglen, og samarbejdet har fortsat et tydeligt mellemstatsligt præg. Selvom søjlerne er væk, lever forskellen mellem overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde altså videre.

Ofte stillede spørgsmål

Findes EU’s tre søjler stadig

Nej. Søjlestrukturen blev afskaffet med Lissabontraktaten i 2009. Forskellen mellem overstatslige og mellemstatslige beslutningsregler findes dog stadig på enkelte områder, især udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Hvilken søjle var den vigtigste

Den første søjle var den største og mest omfattende, fordi den rummede det indre marked og de fleste fælles regler. Det var også her, EU’s institutioner havde mest magt.

Hvad betyder mellemstatsligt samarbejde

Det betyder, at landenes regeringer samarbejder, men hvert land bevarer retten til at sige nej. Beslutninger træffes typisk med enstemmighed, og de fælles institutioner spiller en mindre rolle end i overstatsligt samarbejde.

Næste skridt

Vil du læse mere om de traktater, der skabte og afskaffede søjlerne, er artiklen om Lissabontraktaten et godt sted at fortsætte. Traktaternes fulde tekster findes på EUR-Lex.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Europa-Parlamentet: Opgaver, valg og danske medlemmer

Hvad laver Europa-Parlamentet, hvordan foregår europaparlamentsvalget, hvor mange danske medlemmer er der, og hvordan bliver de aflønnet.

Europa-Parlamentet er EU’s direkte valgte forsamling, hvor borgerne i alle medlemslande vælger deres repræsentanter. Parlamentet vedtager EU-love sammen med Rådet, godkender EU’s budget og fører kontrol med Kommissionen. Her får du overblik over, hvad parlamentet laver, hvordan valget foregår, og hvor mange danske medlemmer der er.

Hvad er Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er den eneste EU-institution, som borgerne vælger direkte. Medlemmerne kaldes ofte MEP’er, efter det engelske Member of the European Parliament. De sidder i parlamentet for en periode på fem år.

Parlamentet har tre arbejdssteder. De store plenarmøder, hvor alle medlemmer stemmer, holdes typisk i Strasbourg i Frankrig. Udvalgsmøder og en del ekstra plenarmøder holdes i Bruxelles, mens dele af administrationen ligger i Luxembourg.

Efter valget i 2024 har parlamentet 720 medlemmer. Antallet af pladser pr. land afhænger af befolkningens størrelse, men små lande får flere pladser pr. indbygger end store lande.

Europa-Parlamentets opgaver

Europa-Parlamentet har fået mere magt gennem årene, især med de seneste traktatændringer. I dag har det tre hovedopgaver.

Lovgivning

Parlamentet vedtager de fleste EU-love sammen med Rådet, hvor medlemslandenes ministre sidder. Det sker efter den almindelige lovgivningsprocedure, hvor begge institutioner skal blive enige om den samme tekst. Parlamentet kan ikke selv fremsætte lovforslag. Det er Kommissionens opgave, men parlamentet kan opfordre Kommissionen til at komme med et forslag. Læs mere om processen i artiklen om EU’s beslutningsproces.

Budget

Parlamentet og Rådet vedtager sammen EU’s årlige budget. Parlamentet skal også give sin godkendelse til den flerårige finansielle ramme, som fastlægger de store linjer for udgifterne over flere år. Du kan læse mere i artiklen om EU’s budget.

Kontrol

Parlamentet vælger Kommissionens formand på forslag fra stats- og regeringscheferne. Det skal også godkende hele Kommissionen, før den kan tiltræde. Parlamentet kan desuden vedtage et mistillidsvotum, som tvinger Kommissionen til at gå af.

Sådan foregår europaparlamentsvalget

Europaparlamentsvalget holdes hvert femte år i alle EU-lande inden for de samme dage. Hvert land holder sit eget valg efter fælles grundregler, men med nationale forskelle i detaljerne.

Alle lande bruger en form for forholdstalsvalg. Det betyder, at partierne får pladser i forhold til deres andel af stemmerne. I Danmark er hele landet én valgkreds ved europaparlamentsvalg.

Hvem kan stemme i Danmark

Du kan som udgangspunkt stemme ved europaparlamentsvalget i Danmark, hvis du er dansk statsborger og har fast bopæl i Danmark og er fyldt 18 år. Borgere fra andre EU-lande, der bor i Danmark, kan også stemme her. Danskere, der bor i et andet EU-land, kan i mange tilfælde vælge at stemme i Danmark eller i bopælslandet, men ikke begge steder. De præcise regler står på borger.dk og kan ændre sig fra valg til valg.

Partigrupper i parlamentet

Når medlemmerne er valgt, sætter de sig ikke efter nationalitet. De samles i politiske grupper, hvor partier med beslægtede holdninger arbejder sammen. Danske partier er derfor fordelt på flere forskellige grupper.

Antal danske medlemmer

Danmark har 15 medlemmer af Europa-Parlamentet i valgperioden, der begyndte i 2024. Det er en plads mere end i perioden før. Antallet kan ændre sig ved fremtidige valg, når pladserne fordeles på ny efter befolkningstal.

Fordelingen af pladser mellem landene vedtages af EU-landene i fællesskab. Traktaten fastsætter et loft over det samlede antal medlemmer og et minimum og maksimum for hvert land. De danske medlemmer kan findes på Europa-Parlamentets hjemmeside, europarl.europa.eu.

Valgdeltagelse ved europaparlamentsvalg

Valgdeltagelsen ved europaparlamentsvalg er typisk lavere end ved folketingsvalg. Det gælder både i Danmark og i mange andre EU-lande.

I Danmark har valgdeltagelsen svinget fra valg til valg. Ved de seneste valg har over halvdelen af de stemmeberettigede danskere stemt, hvilket er højere end ved en del tidligere europaparlamentsvalg. Den nøjagtige valgdeltagelse for hvert valg kan findes hos Danmarks Statistik og på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Der er flere forklaringer på den lavere deltagelse. Nogle vælgere oplever EU-politik som fjern, og valgkampen får ofte mindre opmærksomhed end nationale valg. Andre peger på, at parlamentets betydning er vokset, og at det kan give vælgerne grund til at stemme.

MEP løn: Sådan aflønnes medlemmerne

Siden 2009 har alle medlemmer af Europa-Parlamentet fået samme grundløn, uanset hvilket land de kommer fra. Før det fik medlemmerne typisk samme løn som parlamentsmedlemmer i deres eget land.

Grundlønnen er fastsat som en bestemt procentdel af lønnen for en dommer ved EU-Domstolen. Lønnen betales over EU’s budget og beskattes med en særlig EU-skat. Medlemslandene kan desuden lægge national skat på lønnen. Hertil kommer godtgørelser til blandt andet kontorudgifter, rejser og ansættelse af medarbejdere, som er underlagt regler for dokumentation.

Det præcise beløb ændres løbende. Den aktuelle MEP løn og de gældende regler for godtgørelser offentliggøres på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange danske medlemmer er der i Europa-Parlamentet

Danmark har 15 medlemmer i perioden fra 2024. Antallet fastsættes forud for hvert valg og kan derfor ændre sig. Den gældende fordeling kan ses på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Hvor ofte er der europaparlamentsvalg

Der er europaparlamentsvalg hvert femte år. Valget holdes over nogle få dage i alle EU-lande, og i Danmark foregår det på én valgdag, typisk en søndag.

Kan Europa-Parlamentet selv foreslå nye love

Nej, ikke formelt. Det er Kommissionen, der har retten til at fremsætte lovforslag. Parlamentet kan dog bede Kommissionen om at komme med et forslag, og det kan ændre forslagene undervejs i behandlingen.

Næste skridt

Vil du følge, hvad de danske medlemmer stemmer, kan du søge dem frem på europarl.europa.eu. For at forstå, hvordan parlamentet spiller sammen med de andre institutioner, kan du læse artiklen om hvad EU er.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Euroafstemningen 2000: da danskerne sagde nej til euroen

Euroafstemningen 2000 forklaret: hvad danskerne stemte om den 28. september 2000, kampagnen, nej til euroen og følgerne for kronen.

Euroafstemningen 2000 var den folkeafstemning, hvor danskerne skulle tage stilling til, om Danmark skulle indføre euroen. Afstemningen blev holdt den 28. september 2000, og et flertal stemte nej. Resultatet betød, at Danmark beholdt kronen og euroforbeholdet, og sådan er det fortsat i dag.

Hvad blev der stemt om ved euroafstemningen 2000

Spørgsmålet handlede om Danmarks euroforbehold, som var en af de undtagelser, Danmark fik i forbindelse med Maastricht-traktaten. Forbeholdet betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at deltage i den fælles valuta. Du kan læse mere om baggrunden i artiklen om de danske EU-forbehold.

Et ja ville have betydet, at forbeholdet blev ophævet, og at Danmark skulle deltage fuldt ud i Den Økonomiske og Monetære Union. Kronen ville så på sigt være blevet erstattet af euroen. Et nej betød, at forbeholdet blev bevaret.

Euroen var indført som regnevaluta i en række EU-lande fra begyndelsen af 1999. Sedler og mønter kom først i omløb nogle år senere. Danmark stod altså over for valget, mens den fælles valuta var ved at blive bygget op.

Kampagnen i hovedtræk

Folkeafstemningen om euroen blev en af de mest omtalte valgkampe i Danmark i årene omkring årtusindskiftet. Debatten fyldte meget i medierne, og mange borgere deltog i møder og diskussioner.

Ja-siden

Den daværende regering anbefalede et ja, og det samme gjorde flere af de store partier i Folketinget. Ja-siden lagde typisk vægt på økonomisk stabilitet, lavere renter og øget indflydelse i de beslutninger, der påvirker den danske økonomi. Et ofte brugt argument var, at Danmark i forvejen fulgte euroen tæt gennem fastkurspolitikken uden at have stemmeret.

Nej-siden

Nej-siden bestod af partier fra både højre og venstre side af det politiske spektrum samt EU-kritiske bevægelser. Nej-siden lagde typisk vægt på national selvbestemmelse, demokratisk kontrol med pengepolitikken og bekymring for den danske velfærdsmodel. Mange pegede også på, at kronen var et symbol på dansk selvstændighed.

Økonomiske analyser og ekspertrapporter

Før afstemningen blev der udgivet en række analyser af, hvad euroen ville betyde for dansk økonomi. Både offentlige instanser og uafhængige økonomer bidrog. Vurderingerne pegede ikke entydigt i én retning, og begge sider brugte dele af analyserne i deres argumentation.

Resultatet af afstemningen

Den 28. september 2000 stemte et flertal på lidt over halvdelen af vælgerne nej til euroen. Valgdeltagelsen var meget høj sammenlignet med mange andre afstemninger. De præcise tal kan findes hos Danmarks Statistik og i Folketingets oversigter over folkeafstemninger.

Resultatet blev bredt fortolket som et tegn på, at mange danskere ønskede at bevare en vis afstand til det økonomiske samarbejde i EU. Det blev samtidig set som en markant forskel mellem vælgerne og et flertal af partierne i Folketinget. Du kan se, hvordan afstemningen passer ind i rækken af danske afstemninger, i artiklen om folkeafstemninger om EU.

Følgerne for kronen

Nejet betød, at Danmark beholdt kronen som national valuta. Danmark fortsatte samtidig med fastkurspolitikken, hvor kronen er knyttet til euroen gennem valutakurssamarbejdet ERM2. Det betyder, at kronens værdi holdes meget stabil over for euroen.

I praksis har Danmarks Nationalbank siden afstemningen brugt renten og andre værktøjer til at holde kronen stabil. Danmark har ikke en plads i de beslutninger, som Den Europæiske Centralbank træffer om renten i euroområdet. Læs mere om, hvordan det fungerer, i artiklen om Danmark og euroen.

Har der været nye afstemninger om euroen

Der har ikke været en ny folkeafstemning om euroen siden 2000. Spørgsmålet dukker af og til op i den politiske debat, især i perioder med uro på de finansielle markeder eller ændringer i EU-samarbejdet.

Danmark har siden haft andre afstemninger om forbeholdene. Retsforbeholdet blev sat til afstemning i 2015, og forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved en afstemning i 2022. Euroforbeholdet står dog uændret.

Danmark er ikke det eneste EU-land, hvor vælgerne har sagt nej til euroen. I Sverige blev der holdt en folkeafstemning om euroen i 2003, og også her stemte et flertal nej. Forskellen er, at Sverige ikke har et formelt forbehold som Danmark, men i praksis har valgt at blive uden for ERM2.

Debatten om euroen handler i dag ofte om de samme temaer som i 2000. Det gælder blandt andet indflydelse, økonomisk stabilitet og national selvbestemmelse. Hvordan vælgerne vil se på spørgsmålet ved en eventuel ny afstemning, er umuligt at forudsige.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår var euroafstemningen

Euroafstemningen blev holdt torsdag den 28. september 2000. Det var en landsdækkende folkeafstemning, og alle stemmeberettigede til folketingsvalg kunne deltage.

Hvorfor stemte danskerne nej til euroen

Der er ikke ét svar, fordi vælgerne havde forskellige grunde. Undersøgelser og debatter fra perioden peger på, at hensynet til national selvbestemmelse, kronen som symbol og skepsis over for mere EU-samarbejde spillede en rolle for mange. Andre var usikre på de økonomiske fordele.

Kan Danmark stadig indføre euroen

Ja, Danmark kan indføre euroen, hvis euroforbeholdet ophæves. Det kræver efter den politiske praksis en ny folkeafstemning med et flertal for. Herefter skal Danmark opfylde EU’s økonomiske krav for at blive en del af euroområdet.

Næste skridt

Vil du se de officielle tal og baggrundsmateriale fra afstemningen, kan du finde Folketingets oversigt over folkeafstemninger på ft.dk og valgresultaterne hos Danmarks Statistik på dst.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU-udvidelse: Sådan bliver et land medlem af EU

Forstå EU-udvidelse trin for trin: Københavnskriterierne, forhandlingerne, kandidatlandene og de store udvidelser i 2004, 2007 og 2013.

En EU-udvidelse sker, når et nyt land bliver optaget som medlem. Vejen dertil er lang og består af en ansøgning, en række krav og ofte mange års forhandlinger. Her kan du læse, hvad Københavnskriterierne er, hvordan optagelse i EU foregår, og hvordan EU er vokset siden 2004.

Hvad betyder EU-udvidelse

Ordet EU-udvidelse bruges om den proces, hvor EU optager nye medlemslande. Fællesskabet startede med seks lande og har i dag 27. Hver udvidelse har ændret EU’s størrelse, økonomi og måde at arbejde på.

Grundlaget står i artikel 49 i Traktaten om Den Europæiske Union. Ifølge den kan ethvert europæisk land søge om medlemskab, hvis det respekterer EU’s grundlæggende værdier. Det drejer sig blandt andet om demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder.

En ansøgning giver dog ingen garanti for optagelse. Alle eksisterende medlemslande skal være enige, før et nyt land kan blive medlem.

Københavnskriterierne

Københavnskriterierne er de grundlæggende krav, et land skal opfylde for at blive medlem af EU. De blev vedtaget på et topmøde i København i 1993, og de bruges stadig som pejlemærke i dag. Kriterierne kan deles i tre hovedgrupper.

Politiske krav

Landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati og retsstat. Det skal også respektere menneskerettigheder og beskytte mindretal.

Økonomiske krav

Landet skal have en fungerende markedsøkonomi. Økonomien skal desuden kunne klare konkurrencen på EU’s indre marked.

Evnen til at påtage sig forpligtelserne

Landet skal kunne overtage og gennemføre EU’s samlede regelsæt. Det gælder alt fra miljøregler og fødevaresikkerhed til konkurrenceregler og domstolenes uafhængighed. Det kræver ofte store ændringer i landets lovgivning og administration.

Ud over landets egne forhold ser EU også på, om fællesskabet selv er klar til at optage nye medlemmer. Det handler blandt andet om, hvorvidt institutionerne og budgettet kan fungere med flere lande.

Fra ansøgning til optagelse i EU

Optagelse i EU sker i flere trin. Forløbet kan i hovedtræk beskrives sådan:

  1. Ansøgning: Landet sender en ansøgning om medlemskab til Rådet.
  2. Vurdering: Kommissionen vurderer, hvor tæt landet er på at opfylde kravene.
  3. Kandidatstatus: Medlemslandene kan enstemmigt give landet status som kandidatland.
  4. Forhandlinger: Når alle er enige, åbnes forhandlinger. EU’s regelsæt er delt op i en lang række kapitler, som forhandles hver for sig.
  5. Tiltrædelsestraktat: Når alle kapitler er afsluttet, udarbejdes en tiltrædelsestraktat. Europa-Parlamentet skal give sit samtykke.
  6. Ratifikation: Traktaten skal godkendes i alle medlemslande og i det nye land, før medlemskabet træder i kraft.

I Danmark skal Folketinget godkende en tiltrædelsestraktat, før Danmark kan ratificere den. Regeringen drøfter også EU-sager med Folketingets Europaudvalg undervejs. Du kan læse mere om den rolle i artiklen om Folketingets Europaudvalg.

Kandidatlande i dag

Et kandidatland er et land, som EU officielt har anerkendt som mulig ny medlemsstat. Status som kandidatland betyder ikke, at forhandlingerne er i gang, og slet ikke at et medlemskab er tæt på.

De seneste år har listen over kandidatlande blandt andet omfattet flere lande på Vestbalkan, som Montenegro, Serbien, Albanien og Nordmakedonien. Ukraine, Moldova og Tyrkiet har også status som kandidatlande. Forhandlingerne med Tyrkiet har dog i praksis stået stille i flere år.

Listen ændrer sig, og landene er nået meget forskelligt i processen. Den aktuelle status for hvert land fremgår af EU-Kommissionens hjemmeside om udvidelsespolitikken. Kommissionen udgiver også årlige rapporter om, hvordan det går i de enkelte lande.

De store udvidelser i 2004 og senere

Den største EU-udvidelse fandt sted den 1. maj 2004. Ti lande blev medlemmer på samme tid: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta. Flere af landene havde indtil omkring 1990 været en del af østblokken.

I 2007 fulgte Bulgarien og Rumænien. I 2013 blev Kroatien optaget som det foreløbig seneste land. En samlet oversigt over medlemmerne finder du i artiklen om EU-lande.

Arbejdskraft og overgangsregler

Udvidelsen i 2004 satte gang i en debat om arbejdskraft fra de nye medlemslande. De gamle medlemslande fik mulighed for at indføre overgangsregler, så den fri bevægelighed for arbejdstagere ikke gjaldt fuldt fra første dag. Reglerne kunne højst gælde i syv år.

Danmark var blandt de lande, der i en periode brugte overgangsregler. I dag har borgere fra alle EU-lande samme ret til at arbejde i andre medlemslande. Læs mere om reglerne i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Argumenter for og imod flere udvidelser

Spørgsmålet om nye medlemmer deler ofte vandene. Tilhængere peger på, at udvidelser kan styrke fred, stabilitet og demokrati i Europa. De nævner også et større indre marked og en stærkere fælles stemme udadtil.

Skeptikere peger på, at flere medlemmer kan gøre det sværere at træffe beslutninger. De rejser også spørgsmål om udgifter i EU’s budget, om retsstaten i nye lande og om pres på løn og arbejdsvilkår. Begge synspunkter fylder i debatten i mange medlemslande.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid tager det at blive medlem af EU?

Det varierer meget fra land til land. Forløbet fra ansøgning til medlemskab har typisk taget mange år og nogle gange mere end ti. Tempoet afhænger af landets reformer og af den politiske situation i EU.

Kan et land blive afvist?

Ja, optagelse kræver enighed blandt alle medlemslande. Et enkelt land kan derfor blokere for åbning af forhandlinger eller for en tiltrædelsestraktat. Forhandlinger kan også blive sat i bero, hvis et kandidatland ikke lever op til kravene.

Hvad er forskellen på et kandidatland og et potentielt kandidatland?

Et kandidatland har fået officiel status af medlemslandene. Et potentielt kandidatland har udsigt til at kunne søge eller blive kandidat på et senere tidspunkt. Kommissionen oplyser, hvilke lande der har hvilken status.

Næste skridt

Vil du følge et bestemt kandidatland, er EU-Kommissionens side om udvidelsespolitikken det bedste sted at starte. Her finder du de årlige landerapporter og den aktuelle status for forhandlingerne.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU traktater: overblik fra Romtraktaten til Lissabon

Få overblik over EU traktater: Romtraktaten, Maastricht og Lissabon, forskellen på TEU og TEUF, chartret og hvad en traktatændring kræver.

EU traktater er de aftaler mellem medlemslandene, som hele EU-samarbejdet bygger på. De fastlægger, hvilke opgaver EU må tage sig af, hvordan institutionerne arbejder, og hvilke rettigheder borgere og virksomheder har. I dag er de to vigtigste traktater TEU og TEUF, og ved siden af dem står chartret om grundlæggende rettigheder.

Hvad er EU traktater

En traktat er en bindende aftale mellem stater. I EU fungerer traktaterne lidt som en grundlov for samarbejdet. EU kan kun handle på de områder, hvor medlemslandene i traktaterne har givet EU kompetence til det. Det kaldes princippet om tildelte kompetencer.

Al anden EU-lovgivning skal have hjemmel i traktaterne. Jurister kalder traktaterne for primærretten, mens de regler, der vedtages på grundlag af dem, kaldes sekundærretten. Det gælder for eksempel forordninger og direktiver, som du kan læse mere om i artiklen om forskellen på direktiv og forordning.

EU’s traktater gennem tiden

Traktaterne er blevet ændret mange gange, efterhånden som samarbejdet er vokset. En ny traktat har typisk ændret de eksisterende i stedet for at erstatte dem helt. Derfor bærer dagens tekster præg af flere lag af ændringer.

Parisertraktaten og Romtraktaten

Det første skridt var Parisertraktaten fra 1951, som oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Romtraktaten blev underskrevet i 1957 og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab med et fælles marked som mål. Samtidig blev Euratom-traktaten om samarbejde på atomenergiområdet underskrevet. Euratom-traktaten gælder stadig som en selvstændig traktat.

Den Europæiske Fælles Akt

Den Europæiske Fælles Akt fra 1986 var den første større ændring af Romtraktaten. Den skulle især gøre det lettere at gennemføre det indre marked, blandt andet ved at udvide brugen af flertalsafgørelser i Rådet.

Maastricht, Amsterdam og Nice

Maastrichttraktaten trådte i kraft i 1993 og skabte Den Europæiske Union. Den indførte unionsborgerskabet og planen for den økonomiske og monetære union. Amsterdamtraktaten og Nicetraktaten justerede siden samarbejdet, blandt andet for at gøre institutionerne klar til flere medlemslande.

Lissabontraktaten

Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009 og er den seneste store traktatændring. Den kom efter, at forfatningstraktaten var blevet forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene. Baggrunden og indholdet er beskrevet i artiklen om Lissabontraktaten.

TEU og TEUF: forskellen på de to traktater

Efter Lissabontraktaten består EU’s grundlag af to hovedtraktater med samme juridiske værdi. De omtales næsten altid ved deres forkortelser.

  • TEU er Traktaten om Den Europæiske Union. Den indeholder de overordnede principper, EU’s værdier, reglerne om institutionerne, udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt reglerne for optagelse og udtræden.
  • TEUF er Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det er den lange og detaljerede traktat, der beskriver, hvordan EU arbejder på de enkelte politikområder, fra det indre marked til konkurrence, landbrug og miljø.

TEUF er i virkeligheden Romtraktaten i en kraftigt ændret udgave. Den hed tidligere EF-traktaten. Derfor møder man i ældre dokumenter andre artikelnumre end dem, der bruges i dag. Når man læser gamle domme eller lærebøger, kan det være nødvendigt at bruge en sammenligningstabel.

Etableringsret og de andre friheder i TEUF

En stor del af TEUF handler om det indre marked og de fire friheder: fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Etableringsretten giver borgere og virksomheder ret til at starte og drive selvstændig virksomhed i et andet EU-land på samme vilkår som landets egne borgere.

Reglerne om etableringsret står i et særskilt kapitel i TEUF. Her fremgår det også, at selskaber, der er stiftet efter et EU-lands lovgivning og har hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed i EU, som udgangspunkt skal behandles som fysiske personer. Det betyder blandt andet, at en virksomhed kan oprette en filial eller et datterselskab i et andet medlemsland. Læs mere om fri bevægelighed i EU.

Chartret om grundlæggende rettigheder

Chartret om grundlæggende rettigheder samler de borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som gælder i EU. Det blev proklameret i 2000, men blev først juridisk bindende med Lissabontraktaten. I dag har chartret samme juridiske værdi som traktaterne.

Chartret retter sig mod EU’s institutioner og mod medlemslandene, når de gennemfører EU-ret. Det gælder altså ikke i alle sager i et medlemsland, men kun når EU-retten er i spil. Chartret må ikke forveksles med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som hører under Europarådet og ikke under EU.

Hvad kræver en traktatændring

Traktaterne kan kun ændres, hvis alle medlemslande er enige. Den almindelige procedure starter med et forslag fra en regering, Europa-Parlamentet eller Kommissionen. Ofte nedsættes et konvent, og derefter forhandler landenes regeringer teksten på plads på en regeringskonference.

Når teksten er færdig, skal den ratificeres i alle medlemslande efter deres egne forfatningsmæssige regler. Det kan ske i parlamentet, ved en folkeafstemning eller begge dele. Hvis bare ét land ikke ratificerer, kan ændringen ikke træde i kraft.

Traktaterne indeholder også forenklede procedurer til visse ændringer, hvor der ikke er brug for en regeringskonference. Enstemmighed mellem landene kræves dog stadig.

I Danmark afgør grundlovens paragraf 20, om en traktatændring overlader suverænitet, og om der derfor kræves et særligt flertal i Folketinget eller en folkeafstemning. Læs mere i artiklen om grundloven og EU.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor finder jeg den gældende tekst til EU’s traktater?

De konsoliderede traktater kan findes gratis på EUR-Lex, som er EU’s officielle database for lovgivning. Teksterne ligger på alle officielle EU-sprog, også dansk. Konsolideret betyder, at alle senere ændringer er indarbejdet i teksten.

Er Romtraktaten stadig gældende?

Ja, men i ændret form. Romtraktaten er gennem årene blevet ændret flere gange og hedder i dag Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, TEUF. Mange af de oprindelige grundprincipper findes stadig i teksten.

Hvad er forskellen på en traktat og en forordning?

En traktat er en aftale mellem medlemslandene og udgør EU’s grundlag. En forordning er en regel, som EU’s institutioner vedtager på grundlag af traktaterne. Traktaterne kan kun ændres af landene i enighed, mens forordninger vedtages efter EU’s lovgivningsprocedurer.

Vil du læse en bestemt bestemmelse, er det oplagte næste skridt at slå den konsoliderede udgave af TEU eller TEUF op på EUR-Lex. Har du spørgsmål om, hvordan reglerne gælder i netop din situation, er Your Europe eller borger.dk et godt sted at starte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU leksikon: ordbog over centrale EU-begreber

EU leksikon med centrale EU-begreber forklaret kort og enkelt, fra acquis og ERM2 til kvalificeret flertal, subsidiaritet og trilog.

EU’s sprog er fyldt med fagord, forkortelser og latinske udtryk. Dette EU leksikon forklarer de mest brugte EU-begreber kort og i almindeligt sprog. Begreberne står i alfabetisk rækkefølge, så du hurtigt kan finde ud af, hvad et ord betyder.

Sådan bruger du dette EU leksikon

Hvert begreb er forklaret i én til tre sætninger. Forklaringerne er forenklede og erstatter ikke de officielle definitioner, som du kan finde hos EU’s institutioner og på EUR-Lex.

A

Acquis

Acquis er den samlede mængde af EU’s regler, domme og aftaler. Et land, der vil være medlem, skal som udgangspunkt overtage hele acquis.

Afgørelse

En afgørelse er en EU-retsakt, der kun binder dem, den er rettet til, for eksempel et land eller en virksomhed.

Artikel 50

Artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union beskriver, hvordan et medlemsland kan træde ud af EU.

B

Borgerinitiativ

Et borgerinitiativ giver EU-borgere mulighed for at opfordre Kommissionen til at foreslå ny lovgivning. Det kræver mindst en million underskrifter fra borgere i et betydeligt antal medlemslande.

C

Coreper

Coreper er komitéen af medlemslandenes faste repræsentanter i Bruxelles. Den forbereder møderne i Rådet.

D

Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne, rådets formand og Kommissionens formand. Det fastlægger EU’s overordnede retning, men vedtager ikke love.

Direktiv

Et direktiv er en EU-regel, der fastsætter et mål, som landene selv skal gennemføre i national lovgivning. Læs mere om forskellen på direktiv og forordning.

E

ERM2

ERM2 er EU’s fastkurssamarbejde, hvor en national valuta knyttes til euroen. Den danske krone deltager med et snævert udsvingsbånd på 2,25 procent til hver side. Læs mere om Danmark og euroen.

Europarådet

Europarådet er en selvstændig international organisation og ikke en del af EU. Den står blandt andet bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

EØS

EØS står for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det udvider EU’s indre marked til Norge, Island og Liechtenstein.

F

Forbehold

Et forbehold betyder, at et land står uden for et bestemt samarbejde i EU. Danmark har forbehold på blandt andet euroen og retlige og indre anliggender. Se mere om de danske forbehold.

Flerårig finansiel ramme

Den flerårige finansielle ramme er EU’s langsigtede budget. Den fastlægger lofterne for EU’s udgifter over typisk syv år.

Formandskab

Formandskabet for Rådet går på skift mellem medlemslandene hvert halve år. Formandslandet leder møderne og forhandlingerne i Rådet.

Forordning

En forordning er en EU-regel, der gælder direkte og ens i alle medlemslande uden at skulle omsættes til national lov.

G

Generaladvokat

En generaladvokat ved EU-Domstolen giver et uafhængigt forslag til, hvordan en sag bør afgøres. Dommerne er ikke bundet af forslaget.

Gult kort

Gult kort er en ordning, hvor nationale parlamenter kan protestere mod et lovforslag, som de mener strider mod nærhedsprincippet. Står mindst en tredjedel bag, skal forslaget tages op til fornyet overvejelse.

H

Højtstående repræsentant

Unionens højtstående repræsentant leder EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Personen er også næstformand i Kommissionen.

I

Indre marked

Det indre marked er EU’s fælles marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.

K

Kommissionen

Kommissionen er EU’s udøvende organ med en kommissær fra hvert land. Den foreslår ny lovgivning og holder øje med, at landene overholder reglerne.

Komitologi

Komitologi er de udvalg af eksperter fra medlemslandene, som fører kontrol med Kommissionen, når den vedtager gennemførelsesregler.

Kvalificeret flertal

Kvalificeret flertal er den mest brugte afstemningsregel i Rådet. Et forslag vedtages, når mindst 55 procent af landene stemmer for, og de repræsenterer mindst 65 procent af EU’s befolkning.

Københavnskriterierne

Københavnskriterierne er de politiske og økonomiske krav, et land skal opfylde for at blive medlem af EU. De blev fastlagt på et topmøde i København i 1993.

O

OLT

OLT står for oversøiske lande og territorier. Det er områder med særlig tilknytning til et EU-land, men som ikke er en del af EU, for eksempel Grønland.

P

Proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet betyder, at EU ikke må gå videre, end det er nødvendigt for at nå målene i traktaterne.

Præjudiciel forelæggelse

En præjudiciel forelæggelse er, når en national domstol beder EU-Domstolen om at fortolke en EU-regel. Svaret bruges derefter i den nationale sag.

R

Rådet

Rådet består af ministre fra medlemslandene og kaldes også Ministerrådet. Det vedtager love sammen med Europa-Parlamentet.

S

Schengen

Schengen er samarbejdet om at afskaffe den faste personkontrol ved de indre grænser mellem de deltagende lande. Læs mere om Schengen-samarbejdet.

Subsidiaritet

Subsidiaritet, også kaldet nærhedsprincippet, betyder, at EU kun skal handle, når et mål bedre kan nås i fællesskab end af landene hver for sig.

Søjlestrukturen

Søjlestrukturen var den opdeling af EU-samarbejdet i tre søjler, som Maastrichttraktaten indførte. Den blev afskaffet med Lissabontraktaten.

T

Traktatbrudssag

En traktatbrudssag er en sag, som Kommissionen kan anlægge ved EU-Domstolen, hvis et land ikke overholder EU-reglerne.

Trilog

En trilog er uformelle forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om et lovforslag. Formålet er at nå et kompromis, som begge lovgivere kan godkende.

U

Unionsborgerskab

Alle statsborgere i et EU-land er også unionsborgere. Unionsborgerskabet supplerer det nationale statsborgerskab og giver blandt andet ret til at rejse og opholde sig i andre EU-lande.

Ø

ØMU

ØMU står for Den Økonomiske og Monetære Union. Den omfatter koordinering af den økonomiske politik og for de deltagende lande den fælles valuta, euroen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på Det Europæiske Råd, Rådet og Europarådet?

Det Europæiske Råd er stats- og regeringschefernes topmøder i EU. Rådet er ministrenes forum, hvor love vedtages. Europarådet er en helt anden organisation uden for EU.

Hvad betyder acquis communautaire?

Udtrykket er fransk og betyder groft sagt det, som fællesskabet har opnået. Det dækker over alle EU’s gældende regler og domme.

Hvor finder jeg officielle definitioner af EU-begreber?

EU’s institutioner har ordlister på deres hjemmesider, og EUR-Lex har en oversigt over juridiske begreber. Til danske forhold er Folketingets hjemmeside ft.dk en god kilde.

Mangler du et begreb, er næste skridt at slå det op i ordlisten på EUR-Lex, hvor de juridiske definitioner står på dansk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU-nummerplade: hvad betyder feltet, og skal du have DK-skilt?

Hvad betyder det blå felt på en EU-nummerplade, og skal du stadig have et DK-skilt på bilen, når du kører i udlandet? Få overblikket her.

En EU-nummerplade er en almindelig dansk nummerplade med et blåt felt yderst til venstre. Feltet viser EU’s stjerner og bogstaverne DK, og det fortæller, hvilket land bilen er indregistreret i. Kører du i andre EU-lande med sådan en plade, er det som udgangspunkt ikke nødvendigt med et separat DK-skilt. Uden for EU kan reglerne være anderledes.

Hvad er en EU-nummerplade?

Når man taler om en EU-nummerplade, mener man typisk en nummerplade med det fælles europæiske landefelt. Selve registreringsnummeret er stadig dansk, og pladen udstedes af de danske myndigheder. Det er kun det blå felt i venstre side, der er fælles for EU-landene.

Danske nummerplader med EU-flag findes i flere udgaver, alt efter hvilken type køretøj der er tale om. Feltet ser dog grundlæggende ens ud, uanset om det sidder på en personbil, en varebil eller en motorcykel. Formålet er det samme hele vejen rundt, nemlig at vise bilens hjemland på en ensartet måde.

Hvad betyder det blå felt?

Det blå felt har to elementer. Øverst sidder en cirkel af gule stjerner, som er EU’s symbol. Nederst står landekoden med hvide bogstaver, for Danmark altså DK.

Landekoden er den vigtige del i trafikken. Den fungerer som et nationalitetsmærke, så politi, parkeringsvagter og andre trafikanter kan se, hvor køretøjet hører hjemme. Stjernerne viser blot, at landet er medlem af EU, og har ingen betydning for bilens tilladelser eller forsikring.

Er feltet et krav?

Om en dansk nummerplade skal have EU-felt, afhænger af de regler, der gælder på det tidspunkt, pladen udstedes. Ældre plader uden felt kan stadig være gyldige. Er du i tvivl om din egen plade, kan Motorstyrelsen eller din synshal give et præcist svar.

Hvornår fik danske nummerplader EU-feltet?

EU-landene har gennem årene indført det blå landefelt på forskellige tidspunkter. I Danmark er overgangen sket gradvist, fordi eksisterende plader ikke skulle udskiftes på én gang. Derfor kører der stadig biler rundt med både nye og ældre pladetyper.

Det præcise tidspunkt for, hvornår feltet blev standard på nye danske plader, bør du tjekke hos Motorstyrelsen. Reglerne om nummerpladernes udseende er fastsat i dansk lovgivning, og de kan ændres over tid. Det gælder også farver, typer og særlige plader til fx veteranbiler eller køretøjer på prøvenummer.

Skal du stadig have nationalitetsmærke i udlandet?

Det klassiske nationalitetsmærke er det hvide, ovale DK-skilt, som mange kender fra bagenden af ældre biler. Det blev brugt, fordi landet ikke fremgik af selve nummerpladen. Med en EU-nummerplade er landekoden allerede på pladen.

Kørsel i andre EU-lande

Inden for EU anerkender landene som udgangspunkt landefeltet på nummerpladen som nationalitetsmærke. Har din bil en EU-nummerplade, behøver du derfor normalt ikke et ekstra DK-skilt, når du kører i fx Tyskland, Sverige eller Frankrig. Har bilen derimod en ældre plade uden feltet, skal du typisk bruge det ovale skilt.

Kørsel uden for EU

Uden for EU er billedet mere blandet. Nogle lande accepterer landefeltet, mens andre forlanger et separat nationalitetsmærke. Reglerne afhænger blandt andet af internationale aftaler om vejtrafik og af det enkelte lands egne krav.

Skal du til et land uden for EU, er det en god idé at undersøge kravene, før du kører. Det kan fx gælde lande på Balkan, i Østeuropa eller i Nordafrika. Et DK-skilt fylder ikke meget og kan sættes på, hvis der er tvivl.

Praktiske råd før turen

En bilferie i Europa kræver lidt mere end en gyldig nummerplade. Det kan betale sig at tjekke nogle få ting, inden du tager af sted:

  • Kontrollér, om din nummerplade har EU-felt, og om du skal bruge DK-skilt i de lande, du kører igennem.
  • Medbring kørekort, registreringsattest og forsikringsbevis.
  • Undersøg, om landene kræver vejafgift, miljømærke eller særligt udstyr som refleksvest og advarselstrekant.
  • Tjek, hvilke regler der gælder for grænsepassage, hvis turen går uden for Schengen.

Du kan læse mere om grænser og pas i artiklen om Schengen-samarbejdet og få flere generelle råd i guiden til at rejse i EU. Officielle oplysninger om kørsel i andre EU-lande findes også på Your Europe, som er EU-Kommissionens portal for borgere.

Hvorfor har EU fælles regler for nummerplader?

De fælles regler hænger sammen med den frie bevægelighed i EU. Når biler krydser grænser hver dag, giver det mening, at landekoden vises på samme måde i alle medlemslande. Det gør det lettere for myndigheder og trafikanter at genkende køretøjer fra andre lande.

Samtidig bestemmer hvert land stadig selv over sine nummerplader. Farver, skrifttyper, nummersystemer og regler for udstedelse er nationale. EU-feltet er altså en fælles ramme, ikke en fælles nummerplade. Læs mere om baggrunden i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Ofte stillede spørgsmål

Er en EU-nummerplade gyldig i hele verden?

Nummerpladen er gyldig, fordi bilen er lovligt indregistreret i Danmark. Spørgsmålet er snarere, om landefeltet accepteres som nationalitetsmærke. Inden for EU er det typisk tilfældet, mens lande uden for EU kan have andre krav.

Kan jeg få bøde for at mangle DK-skilt?

Det kan ske i lande, der kræver et separat nationalitetsmærke, hvis din plade ikke opfylder deres regler. Størrelsen på en eventuel bøde afhænger af det enkelte land. Undersøg derfor kravene, før du kører uden for EU.

Kan jeg selv sætte et EU-felt på min gamle nummerplade?

Nej, du bør ikke selv ændre på en nummerplade. Nummerplader udstedes efter bestemte regler, og egne ændringer kan gøre pladen ulovlig. Ønsker du en ny plade, skal du gå gennem de officielle kanaler.

Næste skridt

Skal du snart køre i udlandet, så kig på din nummerplade og tjek, om den har det blå EU-felt med DK. Undersøg derefter reglerne for de lande, du skal igennem, hos Your Europe eller det enkelte lands myndigheder, og læg et DK-skilt i handskerummet, hvis turen går uden for EU.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU-lande: Oversigt over alle 27 medlemslande

Se alle 27 EU-lande med optagelsesår, hovedstad og valuta i én tabel, og læs hvordan EU voksede fra seks lande, og hvorfor Storbritannien forlod EU.

EU består i dag af 27 medlemslande med tilsammen omkring 450 millioner indbyggere. Her finder du alle EU-lande samlet i én tabel med det år, de blev medlem, deres hovedstad og deres valuta. Du kan også læse, hvordan fællesskabet er vokset i flere bølger, og hvorfor Storbritannien ikke længere er med.

Hvor mange lande er med i EU

Der er 27 medlemslande i EU. Tallet har været det samme, siden Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020. Indtil da var der 28 lande.

Medlemslandene er meget forskellige i størrelse. Tyskland har flest indbyggere, mens Malta er det mindste land både i areal og befolkning. Alle lande har dog en plads i Rådet, en kommissær i Kommissionen og en dommer ved EU-Domstolen.

Det samlede indbyggertal i EU ændrer sig hvert år på grund af fødsler, dødsfald og flytninger. Eurostat, som er EU’s statistikkontor, offentliggør de nyeste befolkningstal for hvert enkelt land.

Alle EU-lande i en tabel

Tabellen viser de 27 medlemslande i EU i alfabetisk rækkefølge. Året angiver, hvornår landet blev medlem af det fællesskab, der senere blev til EU.

Land Medlem siden Hovedstad Valuta
Belgien 1958 Bruxelles Euro
Bulgarien 2007 Sofia Euro
Cypern 2004 Nicosia Euro
Danmark 1973 København Dansk krone
Estland 2004 Tallinn Euro
Finland 1995 Helsinki Euro
Frankrig 1958 Paris Euro
Grækenland 1981 Athen Euro
Irland 1973 Dublin Euro
Italien 1958 Rom Euro
Kroatien 2013 Zagreb Euro
Letland 2004 Riga Euro
Litauen 2004 Vilnius Euro
Luxembourg 1958 Luxembourg Euro
Malta 2004 Valletta Euro
Nederlandene 1958 Amsterdam Euro
Polen 2004 Warszawa Zloty
Portugal 1986 Lissabon Euro
Rumænien 2007 Bukarest Leu
Slovakiet 2004 Bratislava Euro
Slovenien 2004 Ljubljana Euro
Spanien 1986 Madrid Euro
Sverige 1995 Stockholm Svensk krone
Tjekkiet 2004 Prag Tjekkisk koruna
Tyskland 1958 Berlin Euro
Ungarn 2004 Budapest Forint
Østrig 1995 Wien Euro

De seks grundlæggende lande samarbejdede allerede fra 1952 i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Årstallet 1958 i tabellen er det år, hvor Det Europæiske Økonomiske Fællesskab trådte i kraft. Tyskland var med som Vesttyskland, og det tidligere Østtyskland blev en del af fællesskabet ved genforeningen i 1990.

Hvornår kom landene med i EU

EU er vokset fra seks til 27 lande gennem en række udvidelser. Her er de vigtigste bølger i hovedtræk:

  • 1958: Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland grundlægger fællesskabet.
  • 1973: Danmark, Irland og Storbritannien bliver medlemmer.
  • 1981: Grækenland kommer med.
  • 1986: Spanien og Portugal bliver optaget.
  • 1995: Finland, Sverige og Østrig bliver medlemmer.
  • 2004: Ti lande kommer med på én gang, primært fra Central- og Østeuropa samt Cypern og Malta.
  • 2007: Bulgarien og Rumænien bliver optaget.
  • 2013: Kroatien bliver det foreløbig seneste nye medlemsland.

Udvidelsen i 2004 er den største i EU’s historie. Den bragte en række lande, der tidligere havde hørt til østblokken, ind i det europæiske samarbejde. Du kan læse mere om kravene til nye medlemmer i artiklen om EU-udvidelse og optagelse i EU.

Valuta: euro eller egen mønt

De fleste EU-lande bruger euroen som fælles valuta. Seks lande har deres egen valuta: Danmark, Sverige, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien. Bulgarien gik over til euroen fra årsskiftet 2025 til 2026.

Danmark har et forbehold, der betyder, at landet ikke er forpligtet til at indføre euroen. Kronen er dog bundet tæt til euroen gennem fastkurspolitikken. Læs mere i artiklen om Danmark og euroen.

De øvrige lande uden euro er i princippet forpligtet til at indføre den på et tidspunkt. Det sker først, når et land opfylder en række økonomiske krav, og tidspunktet afhænger også af landets egen politiske beslutning.

Storbritanniens udtræden

Storbritannien blev medlem i 1973 sammen med Danmark og Irland. Ved en folkeafstemning i 2016 stemte et flertal af briterne for at forlade EU. Landet trådte formelt ud den 31. januar 2020, og derefter fulgte en overgangsperiode til udgangen af 2020.

Udtrædelsen skete efter reglerne i artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union. Det var første gang, et medlemsland forlod EU efter den bestemmelse. Du kan læse om forløbet i artiklen om artikel 50 og udmeldelse af EU.

EU-lande, EØS-lande og Schengen er ikke det samme

Det er let at blande EU sammen med andre europæiske samarbejder. Norge, Island og Liechtenstein er ikke medlemmer af EU, men deltager i det indre marked gennem EØS-aftalen. Schweiz har sin egen række aftaler med EU.

Flere af disse lande deltager også i Schengen-samarbejdet om grænsekontrol. Omvendt er ikke alle EU-lande fuldt med i Schengen. Se mere om forskellene i artiklen om EØS-lande.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange lande er med i EU?

Der er 27 medlemslande i EU. Antallet faldt fra 28 til 27, da Storbritannien forlod EU i begyndelsen af 2020. Flere lande har søgt om medlemskab, men optagelse kræver lange forhandlinger og enighed blandt alle medlemslande.

Hvilket land er senest blevet medlem af EU?

Kroatien er det seneste land, der er blevet optaget. Landet blev medlem i 2013. Siden da er der ikke kommet nye medlemslande til.

Er Norge med i EU?

Nej, Norge er ikke medlem af EU. Nordmændene har to gange stemt nej til medlemskab ved folkeafstemninger. Norge er dog tæt knyttet til EU gennem EØS-aftalen og Schengen-samarbejdet.

Næste skridt

Har du brug for aktuelle befolkningstal eller andre nøgletal for de enkelte EU-lande, kan du slå dem op hos Eurostat. Statistikkontoret opdaterer tallene løbende og gør det muligt at sammenligne landene direkte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s landbrugspolitik: sådan fungerer den fælles politik

Forstå EU’s landbrugspolitik: formålet, de to søjler, hvordan landbrugsstøtte fungerer, og hvordan politikken er blevet reformeret over tid.

EU’s landbrugspolitik, også kaldet den fælles landbrugspolitik eller CAP, er et af EU’s ældste og største politikområder. Den skal sikre stabil fødevareforsyning, rimelige indkomster for landmænd og en bæredygtig udvikling af landdistrikterne. Politikken er bygget op om to søjler og er blevet reformeret mange gange siden starten.

Hvad er EU’s landbrugspolitik

Den fælles landbrugspolitik blev indført i begyndelsen af 1960’erne. Dengang var erindringen om fødevaremangel efter Anden Verdenskrig stadig tydelig, og de første medlemslande ønskede at sikre, at Europa kunne brødføde sig selv.

Forkortelsen CAP kommer fra den engelske betegnelse Common Agricultural Policy. Det særlige ved politikken er, at den i høj grad er fælles. Reglerne og en stor del af pengene kommer fra EU, mens medlemslandene står for at administrere ordningerne og udbetale støtten.

Landbrugspolitikken har altid fyldt meget i EU’s budget. Andelen er faldet over tid, men den er stadig en af de største udgiftsposter. Du kan læse mere om, hvordan budgettet er sammensat, i artiklen om EU’s budget.

Formålet med den fælles landbrugspolitik

Formålene står i EU’s traktater og har i grundtræk været de samme siden starten. De handler blandt andet om at:

  • Øge produktiviteten i landbruget
  • Sikre landbrugets befolkning en rimelig levestandard
  • Stabilisere markederne
  • Sikre forsyningen af fødevarer
  • Sikre forbrugerne rimelige priser

Med tiden er der kommet flere hensyn til, især miljø, klima, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og livet i landdistrikterne. I dag skal politikken både støtte landbruget økonomisk og bidrage til EU’s mål for klima og natur, som du kan læse om i artiklen om EU’s klimapolitik.

De to søjler i landbrugspolitikken

Landbrugspolitikken er opdelt i to dele, der ofte kaldes søjler. De finansieres fra hver sin landbrugsfond.

Første søjle: direkte støtte og markedsordninger

Første søjle er den største. Den omfatter direkte betalinger til landmænd, som typisk gives pr. hektar jord. Støtten er med til at stabilisere landmændenes indkomst, som kan svinge meget på grund af vejr, sygdomme og priser på verdensmarkedet.

Første søjle omfatter også markedsordninger. Det er redskaber, EU kan bruge, når markederne er i ubalance, fx offentlige opkøb, støtte til privat oplagring eller særlige tiltag i en krise. Første søjle finansieres fuldt ud af EU.

Anden søjle: udvikling af landdistrikterne

Anden søjle handler om landdistriktsudvikling. Her kan der gives støtte til fx investeringer i landbrug, unge landmænd, økologi, miljø- og klimatiltag, skovbrug og lokale projekter i landdistrikterne.

Anden søjle er som hovedregel medfinansieret. Det betyder, at medlemslandet selv skal lægge penge oveni EU’s bidrag. Det giver landene mulighed for at tilpasse indsatsen til egne behov.

Landbrugsstøtte i praksis

Landbrugsstøtte udbetales ikke automatisk. Landmanden skal søge støtten og opfylde en række betingelser. De handler blandt andet om miljø, klima, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og god landbrugsmæssig praksis. Overholdes reglerne ikke, kan støtten blive nedsat.

En del af den direkte støtte er knyttet til frivillige ordninger for klima og miljø. Landmænd, der lever op til særlige krav, kan få ekstra betaling. Ordningerne og satserne varierer fra land til land og ændrer sig over tid.

I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der administrerer støtteordningerne. Har du spørgsmål om ansøgning, satser eller frister, er det den, du skal kontakte. Oplysninger om, hvem der modtager landbrugsstøtte, offentliggøres også.

Reformer af landbrugspolitikken

Landbrugspolitikken er blevet reformeret mange gange. Retningen har overordnet været at bevæge sig væk fra støtte til produktionen og hen imod støtte til landmanden og til miljø og landdistrikter.

Fra produktionsstøtte til direkte betalinger

I de første årtier var støtten knyttet til garanterede priser og produktion. Det førte til overproduktion, som i offentligheden blev kendt som smørbjerge og vinsøer. En større reform i begyndelsen af 1990’erne sænkede de garanterede priser og indførte direkte betalinger i stedet.

Afkobling og grøn omstilling

Ved en reform i begyndelsen af 2000’erne blev det meste af støtten afkoblet fra produktionen. Det betyder, at landmanden får støtte uanset, hvad og hvor meget der produceres, så længe betingelserne er opfyldt. Senere reformer har lagt mere vægt på miljø og klima.

Den nyeste model

Med den seneste reform skal hvert land udarbejde en national strategisk plan for, hvordan det vil bruge pengene inden for EU’s fælles rammer. Planen godkendes af Europa-Kommissionen. Formålet er at give landene mere fleksibilitet og samtidig fokusere på resultater.

Debatten

Landbrugspolitikken er ofte til debat. Tilhængere fremhæver, at den sikrer fødevareforsyning, stabile indkomster og levende landdistrikter. Kritikere peger på, at den koster mange penge, at støtten især går til store bedrifter, og at den ikke i tilstrækkelig grad fremmer klima og natur. Andre igen mener, at kravene er blevet for mange og bureaukratiske for landmændene.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad står CAP for

CAP står for Common Agricultural Policy, som på dansk hedder den fælles landbrugspolitik. Den omfatter EU’s regler og støtteordninger for landbrug og landdistrikter.

Hvem kan få landbrugsstøtte

Landbrugsstøtte kan som udgangspunkt søges af aktive landmænd, der dyrker jord og opfylder de fastsatte betingelser. Reglerne for, hvem der kan søge, og hvor meget der kan udbetales, fastsættes inden for EU’s rammer og den nationale plan. I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der kan svare på konkrete spørgsmål.

Hvorfor gælder landbrugspolitikken ikke for Norge

Norge er ikke medlem af EU, og landbrug ligger uden for EØS-aftalen. Norge fører derfor sin egen landbrugspolitik. Læs mere om EØS-lande og forskellen på EØS og EU-medlemskab.

Næste skridt

Vil du se de aktuelle regler og støtteordninger, så find EU-Kommissionens sider om den fælles landbrugspolitik, eller kontakt Landbrugsstyrelsen, hvis du har en konkret sag om dansk landbrugsstøtte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.