Kategori: EU-institutioner

Europa-Parlamentet er EU’s direkte valgte forsamling, hvor borgerne i alle medlemslande vælger deres repræsentanter. Parlamentet vedtager EU-love sammen med Rådet, godkender EU’s budget og fører kontrol med Kommissionen. Her får du overblik over, hvad parlamentet laver, hvordan valget foregår, og hvor mange danske medlemmer der er.

Hvad er Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er den eneste EU-institution, som borgerne vælger direkte. Medlemmerne kaldes ofte MEP’er, efter det engelske Member of the European Parliament. De sidder i parlamentet for en periode på fem år.

Parlamentet har tre arbejdssteder. De store plenarmøder, hvor alle medlemmer stemmer, holdes typisk i Strasbourg i Frankrig. Udvalgsmøder og en del ekstra plenarmøder holdes i Bruxelles, mens dele af administrationen ligger i Luxembourg.

Efter valget i 2024 har parlamentet 720 medlemmer. Antallet af pladser pr. land afhænger af befolkningens størrelse, men små lande får flere pladser pr. indbygger end store lande.

Europa-Parlamentets opgaver

Europa-Parlamentet har fået mere magt gennem årene, især med de seneste traktatændringer. I dag har det tre hovedopgaver.

Lovgivning

Parlamentet vedtager de fleste EU-love sammen med Rådet, hvor medlemslandenes ministre sidder. Det sker efter den almindelige lovgivningsprocedure, hvor begge institutioner skal blive enige om den samme tekst. Parlamentet kan ikke selv fremsætte lovforslag. Det er Kommissionens opgave, men parlamentet kan opfordre Kommissionen til at komme med et forslag. Læs mere om processen i artiklen om EU’s beslutningsproces.

Budget

Parlamentet og Rådet vedtager sammen EU’s årlige budget. Parlamentet skal også give sin godkendelse til den flerårige finansielle ramme, som fastlægger de store linjer for udgifterne over flere år. Du kan læse mere i artiklen om EU’s budget.

Kontrol

Parlamentet vælger Kommissionens formand på forslag fra stats- og regeringscheferne. Det skal også godkende hele Kommissionen, før den kan tiltræde. Parlamentet kan desuden vedtage et mistillidsvotum, som tvinger Kommissionen til at gå af.

Sådan foregår europaparlamentsvalget

Europaparlamentsvalget holdes hvert femte år i alle EU-lande inden for de samme dage. Hvert land holder sit eget valg efter fælles grundregler, men med nationale forskelle i detaljerne.

Alle lande bruger en form for forholdstalsvalg. Det betyder, at partierne får pladser i forhold til deres andel af stemmerne. I Danmark er hele landet én valgkreds ved europaparlamentsvalg.

Hvem kan stemme i Danmark

Du kan som udgangspunkt stemme ved europaparlamentsvalget i Danmark, hvis du er dansk statsborger og har fast bopæl i Danmark og er fyldt 18 år. Borgere fra andre EU-lande, der bor i Danmark, kan også stemme her. Danskere, der bor i et andet EU-land, kan i mange tilfælde vælge at stemme i Danmark eller i bopælslandet, men ikke begge steder. De præcise regler står på borger.dk og kan ændre sig fra valg til valg.

Partigrupper i parlamentet

Når medlemmerne er valgt, sætter de sig ikke efter nationalitet. De samles i politiske grupper, hvor partier med beslægtede holdninger arbejder sammen. Danske partier er derfor fordelt på flere forskellige grupper.

Antal danske medlemmer

Danmark har 15 medlemmer af Europa-Parlamentet i valgperioden, der begyndte i 2024. Det er en plads mere end i perioden før. Antallet kan ændre sig ved fremtidige valg, når pladserne fordeles på ny efter befolkningstal.

Fordelingen af pladser mellem landene vedtages af EU-landene i fællesskab. Traktaten fastsætter et loft over det samlede antal medlemmer og et minimum og maksimum for hvert land. De danske medlemmer kan findes på Europa-Parlamentets hjemmeside, europarl.europa.eu.

Valgdeltagelse ved europaparlamentsvalg

Valgdeltagelsen ved europaparlamentsvalg er typisk lavere end ved folketingsvalg. Det gælder både i Danmark og i mange andre EU-lande.

I Danmark har valgdeltagelsen svinget fra valg til valg. Ved de seneste valg har over halvdelen af de stemmeberettigede danskere stemt, hvilket er højere end ved en del tidligere europaparlamentsvalg. Den nøjagtige valgdeltagelse for hvert valg kan findes hos Danmarks Statistik og på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Der er flere forklaringer på den lavere deltagelse. Nogle vælgere oplever EU-politik som fjern, og valgkampen får ofte mindre opmærksomhed end nationale valg. Andre peger på, at parlamentets betydning er vokset, og at det kan give vælgerne grund til at stemme.

MEP løn: Sådan aflønnes medlemmerne

Siden 2009 har alle medlemmer af Europa-Parlamentet fået samme grundløn, uanset hvilket land de kommer fra. Før det fik medlemmerne typisk samme løn som parlamentsmedlemmer i deres eget land.

Grundlønnen er fastsat som en bestemt procentdel af lønnen for en dommer ved EU-Domstolen. Lønnen betales over EU’s budget og beskattes med en særlig EU-skat. Medlemslandene kan desuden lægge national skat på lønnen. Hertil kommer godtgørelser til blandt andet kontorudgifter, rejser og ansættelse af medarbejdere, som er underlagt regler for dokumentation.

Det præcise beløb ændres løbende. Den aktuelle MEP løn og de gældende regler for godtgørelser offentliggøres på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange danske medlemmer er der i Europa-Parlamentet

Danmark har 15 medlemmer i perioden fra 2024. Antallet fastsættes forud for hvert valg og kan derfor ændre sig. Den gældende fordeling kan ses på Europa-Parlamentets hjemmeside.

Hvor ofte er der europaparlamentsvalg

Der er europaparlamentsvalg hvert femte år. Valget holdes over nogle få dage i alle EU-lande, og i Danmark foregår det på én valgdag, typisk en søndag.

Kan Europa-Parlamentet selv foreslå nye love

Nej, ikke formelt. Det er Kommissionen, der har retten til at fremsætte lovforslag. Parlamentet kan dog bede Kommissionen om at komme med et forslag, og det kan ændre forslagene undervejs i behandlingen.

Næste skridt

Vil du følge, hvad de danske medlemmer stemmer, kan du søge dem frem på europarl.europa.eu. For at forstå, hvordan parlamentet spiller sammen med de andre institutioner, kan du læse artiklen om hvad EU er.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU-Domstolen er EU’s domstol og ligger i Luxembourg. Dens vigtigste opgave er at sikre, at EU-retten bliver fortolket og anvendt ens i alle medlemslande. Den gør det blandt andet ved at besvare spørgsmål fra nationale domstole og ved at afgøre sager om, hvorvidt et land har overholdt sine forpligtelser.

Hvad er EU-Domstolen

EU-Domstolen er det samlede navn for EU’s domstolssystem. Det officielle navn er Den Europæiske Unions Domstol. Systemet består i dag af to dele.

• Domstolen er den øverste instans. Den behandler blandt andet spørgsmål fra nationale domstole og sager mod medlemslande.
• Retten behandler i første instans en stor del af de sager, som virksomheder og borgere anlægger mod EU’s institutioner, for eksempel om konkurrence eller statsstøtte. Rettens afgørelser kan i visse tilfælde ankes til Domstolen.

EU-Domstolen må ikke forveksles med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Den hører under Europarådet og behandler sager efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De to domstole har forskellige opgaver og forskellige medlemslande.

Sammensætning og arbejdsform

Domstolen har én dommer fra hvert medlemsland. Dommerne bistås af generaladvokater, som afgiver et uafhængigt forslag til afgørelse i mange sager. Forslaget er ikke bindende, men Domstolen følger det ofte.

Retten har to dommere fra hvert medlemsland. Dommerne i begge dele af systemet udnævnes efter fælles aftale mellem medlemslandenes regeringer for en periode på seks år, og de kan genudnævnes. Et særligt udvalg vurderer kandidaternes egnethed, før de udnævnes.

Dommerne skal være uafhængige og repræsenterer ikke deres land. Afgørelserne træffes i fællesskab, og der offentliggøres ikke dissenser, altså afvigende synspunkter fra enkelte dommere. Sagerne kan behandles på alle EU’s officielle sprog, men domstolens interne arbejdssprog er traditionelt fransk.

Præjudiciel forelæggelse

Præjudiciel forelæggelse er en af EU-Domstolens vigtigste sagstyper. Den gør det muligt for en national domstol at spørge EU-Domstolen, hvordan en EU-regel skal forstås.

Ordningen står i artikel 267 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, ofte forkortet TEUF. Når en dansk domstol er i tvivl om fortolkningen af en EU-regel i en konkret sag, kan den stille et spørgsmål til EU-Domstolen. Er der tale om en domstol, hvis afgørelser ikke kan ankes, er den som udgangspunkt forpligtet til at spørge.

Sådan forløber en præjudiciel sag

1. En sag kører ved en national domstol, for eksempel en dansk byret, landsret eller Højesteret.
2. Domstolen sender et eller flere spørgsmål om fortolkningen af EU-retten til Luxembourg.
3. EU-Domstolen besvarer spørgsmålene i en dom eller kendelse.
4. Sagen vender tilbage til den nationale domstol, som afgør selve sagen ud fra svaret.

EU-Domstolen afgør altså ikke den konkrete sag. Den fortolker EU-retten, og den nationale domstol anvender fortolkningen. Svaret får betydning for alle medlemslande, fordi det viser, hvordan reglen skal forstås overalt i EU.

Traktatbrudssager

En traktatbrudssag handler om, hvorvidt et medlemsland har overtrådt sine forpligtelser efter EU-retten. Det kan for eksempel være, hvis et land ikke har gennemført et direktiv til tiden eller har regler, der strider mod EU-retten.

Det er normalt Europa-Kommissionen, der anlægger sagen. Før det sker, gennemgår Kommissionen en administrativ fase, hvor landet får mulighed for at forklare sig og rette op på forholdet. Mange sager løses i denne fase uden at nå domstolen.

Hvis EU-Domstolen når frem til, at landet har brudt sine forpligtelser, skal landet bringe forholdet i orden. Følger landet ikke dommen, kan Kommissionen anlægge en ny sag, hvor domstolen kan pålægge landet økonomiske sanktioner. Et medlemsland kan også selv anlægge sag mod et andet land, men det sker sjældent.

Andre sagstyper

Ud over præjudicielle sager og traktatbrudssager behandler EU-Domstolen blandt andet:

• Annullationssøgsmål, hvor der påstås, at en EU-retsakt er ugyldig.
• Passivitetssøgsmål, hvor en EU-institution har undladt at handle, selv om den var forpligtet til det.
• Erstatningssager mod EU’s institutioner.
• Appelsager over afgørelser fra Retten.

EU-Domstolen og Danmark

EU-Domstolen og Danmark hænger sammen på flere måder. Danske domstole stiller jævnligt præjudicielle spørgsmål, og svarene får betydning for, hvordan danske regler skal forstås. Danmark kan også blive part i en traktatbrudssag, ligesom alle andre medlemslande.

Den danske regering kan desuden afgive indlæg i sager fra andre lande, hvis sagen har betydning for Danmark. Det er en almindelig måde for medlemslandene at påvirke fortolkningen af EU-retten på.

EU-retten har som udgangspunkt forrang for national ret. Højesteret har dog i Maastricht-dommen og senere praksis fastslået, at forrangen bygger på den danske tiltrædelseslov og grundloven. Danske domstole har dermed efter dansk opfattelse det sidste ord om grænserne for den kompetence, Danmark har overladt til EU. Du kan læse mere i artiklen om grundlovens paragraf 20.

Forholdet har i enkelte sager skabt spænding, hvor Højesteret ikke har fulgt en fortolkning fra EU-Domstolen fuldt ud. Sådanne sager er sjældne, men de har givet anledning til debat blandt jurister og politikere.

Ofte stillede spørgsmål

Kan en borger selv gå til EU-Domstolen

Det er kun muligt i begrænset omfang. Borgere og virksomheder kan anlægge sag ved Retten mod EU-retsakter, der berører dem direkte og individuelt. I de fleste tilfælde kommer borgerens sag i stedet til EU-Domstolen via en præjudiciel forelæggelse fra en national domstol.

Hvor lang tid tager en sag ved EU-Domstolen

Sagsbehandlingstiden varierer efter sagstype og kompleksitet. Præjudicielle sager tager ofte over et år, men hastesager kan behandles hurtigere. EU-Domstolen offentliggør statistik over sagsbehandlingstider i sine årsrapporter.

Hvor kan man læse EU-Domstolens domme

Domme og forslag til afgørelse kan findes på domstolens hjemmeside, curia.europa.eu, og i EUR-Lex. Mange afgørelser findes også på dansk.

Næste skridt

Vil du finde en konkret dom eller følge en verserende sag, kan du søge på curia.europa.eu med sagens nummer eller et emneord. Står du selv i en konkret retssag med EU-spørgsmål, bør du søge rådgivning hos en advokat.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s budget er den fælles kasse, som finansierer landbrugsstøtte, regionalstøtte, forskning og en række andre fælles opgaver. Målt i forhold til medlemslandenes samlede økonomi er EU budget ret lille, typisk omkring én procent af landenes samlede bruttonationalindkomst. Her får du et overblik over indtægter, udgifter, den flerårige ramme og forskellen på nettobidragydere og nettomodtagere.

Hvor stort er EU budget i forhold til landenes økonomi

Når man hører om EU’s budget, lyder beløbene store, fordi de opgøres i milliarder af euro. Sammenlignet med de nationale budgetter er EU-budgettet dog beskedent. Medlemslandenes egne offentlige budgetter udgør tilsammen en langt større del af økonomien end EU’s fælles budget.

Forklaringen er, at de fleste offentlige opgaver stadig løses nationalt. Sundhed, uddannelse, pensioner og forsvar betales i høj grad over de nationale budgetter. EU-budgettet dækker især områder, hvor landene har valgt at handle i fællesskab, eller hvor pengene flyttes mellem regioner for at mindske forskelle.

Et særligt træk er, at EU’s årlige budget skal balancere. Udgifterne må ikke overstige indtægterne, og EU kan som hovedregel ikke finansiere sit årlige driftsbudget med lån på samme måde som et land.

Den flerårige finansielle ramme

EU planlægger sine udgifter i lange perioder, typisk syv år ad gangen. Planen kaldes den flerårige finansielle ramme. Den fastsætter lofter for, hvor meget EU højst må bruge i alt og på de enkelte hovedområder.

Den nuværende ramme gælder fra 2021 til 2027. Forhandlingerne om den næste ramme, som skal gælde fra 2028, er typisk lange og vanskelige, fordi landene har forskellige ønsker til både størrelse og prioriteringer.

Rammen vedtages af Rådet med enstemmighed efter godkendelse fra Europa-Parlamentet. Inden for rammen vedtages et årligt budget, hvor Parlamentet og Rådet sammen er budgetmyndighed. Du kan læse mere om, hvordan de to institutioner arbejder sammen, i artiklen om EU’s beslutningsproces.

EU-budgettets indtægter

EU-budgettets indtægter kaldes egne indtægter. Det betyder ikke, at EU opkræver skat direkte hos borgerne. Pengene kommer gennem medlemslandene efter regler, som alle lande har godkendt.

De vigtigste indtægtskilder

• Told: Told på varer, der importeres fra lande uden for EU, går til EU-budgettet. Medlemslandene beholder en del til at dække udgifterne ved opkrævningen.
• Momsbaseret bidrag: Hvert land betaler et lille bidrag, der beregnes ud fra en fælles momsberegning.
• Plastikbidrag: Siden 2021 betaler landene et bidrag beregnet på mængden af plastemballageaffald, der ikke genanvendes.
• BNI-baseret bidrag: Den største indtægtskilde. Hvert land betaler en andel, der afhænger af landets bruttonationalindkomst. Bidraget udfylder hullet mellem de øvrige indtægter og de vedtagne udgifter.

Reglerne om egne indtægter kræver enstemmighed og godkendelse i hvert medlemsland. Derudover blev genopretningsfonden efter coronakrisen, kaldet NextGenerationEU, finansieret ved fælles låntagning. Det var en særlig ordning ved siden af det almindelige budget.

Hvad bruges pengene til

Udgiftssiden har ændret sig over tid, men to områder har længe fyldt mest: landbrugspolitikken og samhørighedspolitikken. Landbrugsstøtten gives blandt andet som direkte betalinger til landbrugere og støtte til udvikling af landdistrikter. Samhørighedspolitikken støtter projekter i fattigere regioner, fx infrastruktur og erhvervsudvikling. Læs mere i artiklen om EU’s landbrugspolitik.

Andre udgifter går blandt andet til:

• Forskning og innovation
• Klima- og miljøindsatser
• Grænsekontrol, migration og sikkerhed
• Bistand og samarbejde med lande uden for EU
• Administration af institutionerne

Administrationen udgør kun en mindre del af det samlede budget. Langt de fleste penge går videre til modtagere i medlemslandene eller uden for EU.

Nettobidragydere og nettomodtagere

En nettobidragyder er et land, der betaler mere ind til EU-budgettet, end det får tilbage i form af støtte og projekter. En nettomodtager er et land, der får mere tilbage, end det betaler.

De rigeste lande målt pr. indbygger er typisk nettobidragydere. Det gælder fx Tyskland, Nederlandene, Sverige og Danmark. Mange af de lande, der kom med i udvidelserne fra 2004 og frem, er nettomodtagere, fordi de modtager meget regionalstøtte. Polen har i mange år været blandt de største modtagere målt i beløb.

Opgørelsen er dog omdiskuteret. Den tæller ikke de økonomiske fordele ved fx det indre marked, som er svære at sætte tal på. Et land kan derfor godt være nettobidragyder og samtidig have stor gavn af medlemskabet. Omvendt peger nogle på, at det er rimeligt at se på, hvad hvert land konkret betaler.

Hvad betaler Danmark til EU

Danmark er nettobidragyder. Det danske bidrag består især af den BNI-baserede andel, momsbidraget, plastikbidraget og den told, der opkræves ved Danmarks grænser. Danmark får til gengæld penge tilbage, især gennem landbrugsstøtten og forskningsmidler.

I forhandlingerne om den nuværende ramme fik Danmark sammen med enkelte andre nettobidragydere en rabat på sit bidrag. Størrelsen på Danmarks bidrag varierer fra år til år. De aktuelle tal offentliggøres af Finansministeriet og EU-Kommissionen, og Folketinget behandler løbende sager om budgettet. Se også artiklen om Danmark og EU for et bredere overblik.

Ofte stillede spørgsmål

Hvem bestemmer over EU budget

Den flerårige ramme vedtages af Rådet med enstemmighed og kræver Europa-Parlamentets godkendelse. Det årlige budget vedtages af Parlamentet og Rådet i fællesskab på grundlag af et forslag fra Kommissionen. Revisionsretten kontrollerer bagefter, om pengene er brugt korrekt.

Kan EU opkræve skat direkte hos borgerne

Nej, ikke i dag. EU’s indtægter kommer gennem medlemslandene, og nye indtægtskilder kræver enstemmighed og godkendelse i alle lande. Der er dog løbende diskussioner om nye egne indtægter.

Hvorfor er nogle lande nettomodtagere

Budgettet er bygget sådan, at en stor del af pengene går til fattigere regioner og til landbrug. Lande med lavere indkomst pr. indbygger og store landbrugssektorer får derfor typisk flere penge tilbage, end de betaler ind.

Næste skridt

Vil du se de aktuelle tal for EU budget og Danmarks bidrag, kan du slå op på EU-Kommissionens budgetsider eller på Finansministeriets hjemmeside, hvor de nyeste opgørelser offentliggøres.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s beslutningsproces starter som regel med et forslag fra Europa-Kommissionen. Derefter skal både Rådet, hvor medlemslandenes ministre sidder, og Europa-Parlamentet godkende forslaget, før det bliver til en EU-lov. Her kan du følge vejen fra forslag til vedtagelse og se, hvordan stemmereglerne og de nationale parlamenter spiller ind.

De tre institutioner i EU’s beslutningsproces

Tre institutioner spiller hovedrollen, når EU vedtager love. De har hver deres opgave, og ingen af dem kan vedtage en lov alene.

• Europa-Kommissionen fremsætter forslagene. Den har som hovedregel eneret til at tage initiativ til ny lovgivning.
• Rådet, også kaldet Ministerrådet, består af en minister fra hvert medlemsland. Hvilke ministre der mødes, afhænger af emnet, for eksempel landbrugsministre eller finansministre.
• Europa-Parlamentet består af medlemmer valgt direkte af borgerne i EU-landene. Læs mere i artiklen om Europa-Parlamentet.

Rådet må ikke forveksles med Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne mødes. Det Europæiske Råd fastlægger de overordnede politiske linjer, men vedtager ikke love.

Formandskabet for Rådet går på skift mellem medlemslandene for et halvt år ad gangen. Det land, der har formandskabet, leder møderne og forsøger at skabe enighed.

Den almindelige lovgivningsprocedure

Den almindelige lovgivningsprocedure er den mest brugte måde at vedtage EU-love på. Her er Rådet og Europa-Parlamentet ligeværdige lovgivere, og begge skal sige ja til den samme tekst.

Trin for trin

1. Forslag: Kommissionen udarbejder et forslag efter høringer af blandt andet borgere, organisationer og eksperter.
2. Første behandling: Parlamentet vedtager sin holdning og kan foreslå ændringer. Rådet tager derefter stilling.
3. Anden behandling: Hvis Rådet og Parlamentet ikke er enige, sendes forslaget frem og tilbage i en ny runde.
4. Forlig: Er der stadig uenighed, nedsættes et forligsudvalg med repræsentanter fra begge institutioner, som forsøger at finde et kompromis.
5. Vedtagelse: Når begge parter har godkendt den samme tekst, offentliggøres loven i EU-Tidende.

I praksis bliver mange love aftalt allerede ved første behandling. Det sker gennem uformelle forhandlinger mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som ofte kaldes trilogmøder.

Resultatet er typisk en forordning eller et direktiv. Forskellen mellem de to er beskrevet i artiklen om direktiv og forordning.

Særlige lovgivningsprocedurer

På nogle områder bruges særlige procedurer. Her har Rådet ofte det afgørende ord, mens Parlamentet kun skal høres eller give sin godkendelse. Det gælder blandt andet visse spørgsmål om skat.

Kvalificeret flertal og enstemmighed i Rådet

Når Rådet stemmer, bruges forskellige regler afhængigt af emnet. De to vigtigste er kvalificeret flertal og enstemmighed.

Kvalificeret flertal

Kvalificeret flertal er den mest almindelige afstemningsform i Rådet. Siden Lissabontraktaten bygger det på et dobbelt flertal.

• Mindst 55 procent af medlemslandene skal stemme for.
• De lande, der stemmer for, skal tilsammen repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning.

Et forslag kan blokeres af et mindretal, men et blokerende mindretal skal bestå af mindst fire lande. Reglen skal forhindre, at få store lande alene kan stoppe en beslutning. Læs mere om traktaten i artiklen om Lissabontraktaten.

Enstemmighed

På visse følsomme områder kræver beslutninger enstemmighed. Det betyder, at hvert land reelt har vetoret. Det gælder blandt andet ændringer af traktaterne, optagelse af nye medlemslande, store dele af udenrigs- og sikkerhedspolitikken og visse skattespørgsmål.

Der er forskellige holdninger til enstemmighed. Nogle mener, at vetoretten beskytter de mindre landes interesser og den nationale selvbestemmelse. Andre mener, at kravet gør det svært for EU at handle hurtigt. Der foregår løbende en debat om, hvorvidt flere områder skal overgå til kvalificeret flertal.

I praksis forsøger Rådet ofte at nå enighed, selv når kvalificeret flertal er nok. Mange beslutninger vedtages derfor uden, at nogen stemmer imod.

Subsidiaritetsprincippet

Subsidiaritetsprincippet betyder, at EU kun skal handle, når et mål bedre kan nås i fællesskab end af landene hver for sig. Princippet gælder på de områder, hvor EU deler kompetencen med medlemslandene.

Hertil kommer proportionalitetsprincippet. Det betyder, at EU’s tiltag ikke må gå videre end nødvendigt for at nå målet. Begge principper står i Traktaten om Den Europæiske Union.

Kommissionen skal begrunde, hvorfor et forslag overholder subsidiaritetsprincippet. Spørgsmålet kan i sidste ende afgøres af EU-Domstolen.

De nationale parlamenters rolle

De nationale parlamenter har to vigtige roller i EU’s beslutningsproces. De kan reagere direkte over for EU, og de kan styre deres egen regering.

Det gule og det orange kort

Alle nationale parlamenter modtager Kommissionens forslag. De har en frist på otte uger til at sende en begrundet udtalelse, hvis de mener, at et forslag strider mod subsidiaritetsprincippet.

Hvis en vis andel af de nationale parlamenter gør indsigelse, skal Kommissionen genoverveje forslaget. Det kaldes et gult kort. Ved en større andel af indsigelser under den almindelige lovgivningsprocedure taler man om et orange kort, som giver Rådet og Parlamentet mulighed for at stoppe forslaget. Ordningen har kun været i brug i få tilfælde.

Folketinget og regeringen

I Danmark spiller Folketingets Europaudvalg en central rolle. Før regeringen tager stilling til vigtige sager i Rådet, forelægger den sit forhandlingsoplæg for udvalget. Regeringen kan ikke gå videre, hvis et flertal i udvalget er imod. Læs mere i artiklen om Folketingets Europaudvalg.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid tager det at vedtage en EU-lov

Det varierer meget. Nogle love vedtages på omkring et år, mens større og mere omstridte forslag kan tage flere år. Hastesager kan behandles hurtigere, hvis institutionerne er enige.

Kan Danmark stoppe en EU-lov

Det afhænger af afstemningsreglen. Hvor der kræves enstemmighed, kan Danmark nedlægge veto. Ved kvalificeret flertal kan Danmark kun blokere en lov sammen med andre lande, der tilsammen udgør et blokerende mindretal.

Hvad er forskellen på Rådet og Ministerrådet

Der er ingen forskel. Ministerrådet er en almindelig betegnelse for Rådet for Den Europæiske Union, hvor ministrene fra medlemslandene mødes. Det skal ikke forveksles med Det Europæiske Råd eller Europarådet.

Næste skridt

Vil du følge et konkret lovforslag fra start til slut, kan du søge det frem i EUR-Lex eller i Europa-Parlamentets lovgivningsoversigt. Her kan du se, hvor langt forslaget er nået, og hvad institutionerne har vedtaget undervejs.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.