Kategori: EU-viden

Artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union giver ethvert medlemsland ret til at forlade EU. Bestemmelsen beskriver, hvordan landet giver besked, og hvordan udtrædelsen forhandles. Her får du forklaret reglerne i et enkelt sprog, med Brexit som det hidtil eneste eksempel på brugen af artikel 50.

Hvad er artikel 50

Artikel 50 er den bestemmelse i EU’s traktater, der handler om udtrædelse af EU. Den blev indført med Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009. Før da var der ingen klar regel om, hvordan et land kunne forlade samarbejdet.

Bestemmelsen slår fast, at et land kan træffe beslutning om at udtræde efter sine egne forfatningsmæssige regler. Det er altså op til landet selv, om beslutningen skal tages af parlamentet, ved en folkeafstemning eller på anden måde. Læs mere om baggrunden i artiklen om Lissabontraktaten.

Selve bestemmelsen er kort, men den har stor betydning. Den gør det tydeligt, at medlemskabet bygger på frivillighed, og den giver både landet og EU en fælles ramme at forhandle inden for. Indtil Brexit var reglerne aldrig blevet afprøvet i praksis, så mange spørgsmål om fortolkningen blev først afklaret undervejs.

Kan et land melde sig ud af EU

Ja, et land kan melde sig ud af EU. Det kræver ikke de andre landes tilladelse. Retten til at udtræde er ensidig, men betingelserne for udtrædelsen skal forhandles.

Formålet med forhandlingerne er at undgå et brat og kaotisk brud. Et medlemsland er dybt integreret i EU gennem handel, regler, fælles institutioner og borgernes rettigheder. Derfor skal mange praktiske spørgsmål afklares, før landet står helt uden for.

Sådan foregår en udtrædelse af EU

Artikel 50 beskriver forløbet i nogle få trin. Det kan i hovedtræk opsummeres sådan:

1. Meddelelse: Landet giver Det Europæiske Råd besked om, at det ønsker at udtræde.
2. Retningslinjer: Det Europæiske Råd fastlægger rammerne for EU’s forhandlinger.
3. Forhandlinger: EU og landet forhandler en udtrædelsesaftale. Aftalen skal tage hensyn til rammerne for det fremtidige forhold.
4. Godkendelse: Europa-Parlamentet skal give sit samtykke, og Rådet indgår aftalen med kvalificeret flertal.
5. Udtræden: Traktaterne ophører med at gælde for landet, når aftalen træder i kraft.

Hvis der ikke er en aftale inden for to år efter meddelelsen, ophører medlemskabet automatisk. Fristen kan dog forlænges, hvis Det Europæiske Råd og det pågældende land er enige om det.

Det land, der vil udtræde, deltager ikke i EU’s interne drøftelser om sin egen udtrædelse. Det er fortsat medlem med de samme rettigheder og pligter, indtil udtrædelsen er en realitet.

Brexit som eksempel

Storbritannien er det første og hidtil eneste land, der har forladt EU efter artikel 50. Forløbet viser, hvor kompliceret en udtrædelse af EU kan være i praksis.

Folkeafstemningen

Den 23. juni 2016 holdt Storbritannien en folkeafstemning om medlemskabet. Knap 52 procent af vælgerne stemte for at forlade EU. Den britiske regering sendte sin meddelelse efter artikel 50 i marts 2017.

Forhandlinger og udsættelser

Forhandlingerne handlede blandt andet om borgernes rettigheder, Storbritanniens økonomiske forpligtelser over for EU og grænsen mellem Irland og Nordirland. Det britiske parlament havde svært ved at samle flertal for en aftale. Fristen blev derfor forlænget flere gange.

Udtræden og ny aftale

Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020. Herefter fulgte en overgangsperiode til udgangen af 2020, hvor de fleste EU-regler stadig gjaldt. I den periode forhandlede parterne en handels- og samarbejdsaftale om det fremtidige forhold.

Brexit er stadig et omdiskuteret emne. Tilhængere fremhæver, at landet har fået mere selvbestemmelse over love, handel og grænser. Modstandere peger på nye handelsbarrierer, mere bureaukrati og ringere adgang til EU’s indre marked.

Hvad sker der med borgere og virksomheder

Når et land forlader EU, gælder reglerne om fri bevægelighed ikke længere mellem landet og EU. Det kan påvirke retten til at bo, arbejde og studere i hinandens lande. Det kan også betyde told, grænsekontrol og nye krav til varer.

Ved Brexit fik borgere, der allerede boede i et andet land før overgangsperiodens udløb, som udgangspunkt beskyttet deres ophold gennem udtrædelsesaftalen. Reglerne er detaljerede og kan ændre sig. Har du en konkret sag, bør du søge oplysninger hos de officielle myndigheder, fx på borger.dk eller hos den britiske regering.

Ofte stillede spørgsmål

Kan et land fortryde en udmeldelse?

EU-Domstolen har slået fast, at et land kan trække sin meddelelse tilbage, så længe udtrædelsen ikke er trådt i kraft. Det skal ske i overensstemmelse med landets egne forfatningsmæssige regler. Landet fortsætter så som medlem på uændrede vilkår.

Kan et land, der har forladt EU, komme tilbage?

Ja, men det skal søge om medlemskab på ny som ethvert andet land. Det betyder, at landet skal igennem den almindelige optagelsesprocedure. Den kan du læse om i artiklen om EU-udvidelse.

Har andre end Storbritannien forladt EU?

Intet andet medlemsland har brugt artikel 50. Grønland forlod dog Det Europæiske Fællesskab i 1985 efter en folkeafstemning, men Grønland er en del af Rigsfællesskabet og ikke et selvstændigt medlemsland. Danmark er fortsat et af de 27 EU-lande.

Næste skridt

Vil du læse selve ordlyden af artikel 50, kan du finde Traktaten om Den Europæiske Union på EUR-Lex. Her kan du også se de andre traktatbestemmelser, som udtrædelsesreglen hænger sammen med.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en international aftale, der beskytter grundlæggende rettigheder som retten til liv, ytringsfrihed og en retfærdig rettergang. Den hører under Europarådet og ikke under EU, selv om de to ofte blandes sammen. Her får du overblik over, hvad konventionen indeholder, hvordan Menneskerettighedsdomstolen arbejder, og hvordan konventionen spiller sammen med EU og dansk ret.

Hvad er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Konventionen forkortes ofte EMRK. Den blev underskrevet i Rom i 1950 og trådte i kraft i 1953. Baggrunden var erfaringerne fra Anden Verdenskrig og ønsket om at sikre, at staterne i Europa respekterer en fælles kerne af rettigheder.

Konventionen er siden blevet udbygget med en række tillægsprotokoller. De tilføjer flere rettigheder eller ændrer, hvordan systemet fungerer. Ikke alle lande har tiltrådt alle protokoller, så den præcise beskyttelse kan variere lidt fra land til land.

Eksempler på rettigheder i konventionen

• Retten til liv
• Forbud mod tortur og nedværdigende behandling
• Forbud mod slaveri og tvangsarbejde
• Retten til frihed og sikkerhed
• Retten til en retfærdig rettergang
• Retten til respekt for privatliv og familieliv
• Tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed
• Ytringsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed
• Forbud mod diskrimination ved udøvelsen af rettighederne

Mange af rettighederne er ikke absolutte. Staterne kan i visse tilfælde begrænse dem, fx af hensyn til den offentlige orden eller andres rettigheder, men begrænsningerne skal have hjemmel i lov og være nødvendige.

Europarådet er ikke EU

Europarådet blev oprettet i 1949 og er en selvstændig international organisation med hovedsæde i Strasbourg. Det arbejder med menneskerettigheder, demokrati og retsstat. Europarådet har langt flere medlemslande end EU, fordi også lande uden for EU er med.

Forvekslingen opstår ofte, fordi navnene ligner hinanden. Europarådet må ikke forveksles med Det Europæiske Råd, som er EU’s møde mellem stats- og regeringscheferne, eller med Rådet, hvor EU-landenes ministre mødes. Hvis du vil vide mere om EU’s egne institutioner og medlemslande, kan du læse om hvad EU er.

Et land kan altså være med i Europarådet og bundet af konventionen uden at være medlem af EU. Det gælder fx Norge, Storbritannien og Schweiz.

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er konventionens domstol. Den ligger i Strasbourg og har én dommer for hvert land, der har tiltrådt konventionen. Domstolen tager stilling til, om et land har krænket de rettigheder, der står i konventionen.

Både enkeltpersoner, organisationer og stater kan klage til domstolen. Det kræver som udgangspunkt, at klageren først har prøvet sagen ved de nationale domstole. Der gælder også en frist for at klage, efter den endelige nationale afgørelse foreligger, og mange klager afvises allerede af formelle grunde.

Hvad sker der, når et land bliver dømt

Domstolen kan fastslå, at et land har krænket konventionen, og i nogle sager tilkende erstatning. Den kan ikke selv ophæve nationale love eller domme. Det er Europarådets Ministerkomité, der overvåger, at landene følger dommene. I praksis ændrer lande ofte lovgivning eller praksis efter en dom.

Domstolen er ikke det samme som EU-Domstolen i Luxembourg, der fortolker EU-retten.

Forholdet mellem konventionen og EU

EU er ikke selv part i konventionen, men alle EU-lande har tiltrådt den. Lissabontraktaten indeholder en forpligtelse til, at EU skal tiltræde konventionen. Forhandlingerne har dog været langvarige, og EU-Domstolen har tidligere fundet et udkast til aftale uforeneligt med EU-retten. Det præcise stade kan følges hos Europarådet og EU-Kommissionen.

EU har sit eget katalog over rettigheder, Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Chartret blev juridisk bindende med Lissabontraktaten og gælder for EU’s institutioner og for medlemslandene, når de gennemfører EU-ret. Mange af rettighederne i chartret svarer til dem i konventionen, og de skal fortolkes i overensstemmelse med hinanden. Du kan læse mere om traktaten i artiklen om Lissabontraktaten.

Konventionen i dansk ret

Danmark var blandt de lande, der tiltrådte konventionen tidligt. I 1992 blev konventionen inkorporeret i dansk ret ved lov. Det betyder, at danske domstole og myndigheder anvender konventionen direkte, og at borgere kan påberåbe sig den i danske retssager.

Domstolens afgørelser har haft betydning for dansk lovgivning og praksis på flere områder, fx inden for udlændingeret, strafferet og ytringsfrihed. Der har også været politisk debat om konventionen. Nogle mener, at domstolen fortolker konventionen for bredt og begrænser folkevalgte politikeres handlerum. Andre mener, at en uafhængig international domstol er en vigtig sikkerhed for borgernes rettigheder. Debatten handler både om konkrete sager og om, hvordan konventionen skal fortolkes i fremtiden.

Konventionen står ikke over grundloven, men Danmark er folkeretligt forpligtet til at overholde den. Hvis du vil vide mere om, hvordan Danmark afgiver kompetence til internationale organisationer, kan artiklen om grundlovens paragraf 20 give baggrund.

Ofte stillede spørgsmål

Er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention en del af EU

Nej. Konventionen hører under Europarådet, som er en selvstændig organisation. Alle EU-lande har tiltrådt den, men EU som organisation er ikke part i den. EU har i stedet sit eget charter om grundlæggende rettigheder.

Kan en dansker klage til Menneskerettighedsdomstolen

Ja, enkeltpersoner kan klage, hvis de mener, at Danmark har krænket deres rettigheder efter konventionen. Som udgangspunkt skal sagen først være prøvet ved de danske domstole, og der gælder en klagefrist. Det kan være en god idé at søge juridisk rådgivning, før man klager.

Hvad er forskellen på EMRK og EU’s charter

EMRK gælder for alle stater i Europarådet og håndhæves af domstolen i Strasbourg. EU’s charter gælder for EU’s institutioner og for medlemslandene, når de anvender EU-ret, og det fortolkes af EU-Domstolen. Indholdet overlapper i høj grad, men de to systemer har hver sin domstol.

Næste skridt

Hvis du har en konkret sag eller vil læse konventionens fulde tekst, så find den på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols hjemmeside, hvor der også er vejledning om, hvordan man klager.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Lissabontraktaten er den traktat, som siden 2009 har dannet rammen om EU’s samarbejde. Den blev til, efter at forfatningstraktaten var blevet stemt ned i Frankrig og Nederlandene, og den videreførte mange af dens ændringer i en anden form. I Danmark blev Lissabontraktaten godkendt af Folketinget i 2008 uden en folkeafstemning.

Fra forfatningstraktat til Lissabontraktaten

I begyndelsen af 2000’erne ville EU’s ledere forenkle traktaterne og gøre EU bedre i stand til at fungere med mange flere medlemslande. Et konvent med deltagere fra regeringer, parlamenter og EU’s institutioner udarbejdede et udkast. Det blev til traktaten om en forfatning for Europa, som blev underskrevet i 2004.

Forfatningstraktaten skulle erstatte de eksisterende traktater med én samlet tekst. I 2005 stemte vælgerne i Frankrig og Nederlandene imod den ved folkeafstemninger. Dermed kunne den ikke træde i kraft, fordi alle medlemslande skal ratificere en traktat. Flere lande, herunder Danmark, udskød derefter deres planlagte afstemninger.

Efter en tænkepause blev landene i 2007 enige om at opgive forfatningsprojektet og i stedet ændre de eksisterende traktater. Resultatet blev Lissabontraktaten, som i starten ofte blev kaldt reformtraktaten. Den blev underskrevet i Lissabon i december 2007.

Hvorfor det ikke bare blev forfatningen igen

Lissabontraktaten indeholder mange af de samme institutionelle ændringer som forfatningstraktaten. Forskellen ligger især i formen. I stedet for en ny samlet tekst ændrer Lissabontraktaten de to eksisterende hovedtraktater, som i dag hedder TEU og TEUF.

Ordet forfatning blev droppet, og symboler som flag og hymne blev ikke skrevet ind i traktatteksten. Tilhængere så det som en fornuftig måde at redde reformerne på. Kritikere mente, at indholdet i det væsentlige var det samme, og at vælgerne derfor burde være blevet spurgt. Du kan få overblik over de forskellige traktater i artiklen om EU traktater.

De vigtigste ændringer i Lissabontraktaten

Lissabontraktaten ændrede både institutionerne og måden, EU træffer beslutninger på. Blandt de vigtigste ændringer er disse:

• Fast formand for Det Europæiske Råd. Stats- og regeringscheferne fik en formand, der vælges for to et halvt år ad gangen, i stedet for at formandskabet på topmøderne skiftede hvert halve år.
• Højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Posten blev styrket og kombineret med en post som næstformand i Kommissionen. Samtidig blev en fælles udenrigstjeneste oprettet.
• Mere indflydelse til Europa-Parlamentet. Den fælles beslutningsprocedure blev til den almindelige lovgivningsprocedure og udvidet til flere områder.
• Ny afstemningsregel i Rådet. Kvalificeret flertal blev defineret som et dobbelt flertal, der tager højde for både antallet af lande og deres befolkning.
• Søjlestrukturen forsvandt. EU fik status som juridisk person, og den tidligere opdeling i tre søjler blev afskaffet.
• Chartret om grundlæggende rettigheder blev bindende. Det fik samme juridiske værdi som traktaterne.
• Regler for udtræden. For første gang blev det skrevet ind i traktaterne, hvordan et land kan forlade EU. Reglen kendes i dag som artikel 50.
• Nationale parlamenter og borgere. De nationale parlamenter fik en formel rolle i at kontrollere nærhedsprincippet, og borgerinitiativet blev indført.

Lissabontraktaten og Danmark

I Danmark var det centrale spørgsmål, om Lissabontraktaten overlod suverænitet efter grundlovens paragraf 20. Hvis det var tilfældet, skulle traktaten enten vedtages af fem sjettedele af Folketingets medlemmer eller sendes til folkeafstemning.

Justitsministeriet vurderede spørgsmålet for regeringen. Vurderingen var, at traktaten ikke indebar suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand. Derfor blev Lissabontraktaten behandlet som et almindeligt lovforslag i Folketinget.

Folketinget vedtog loven i foråret 2008 med et klart flertal, og der blev ikke afholdt en folkeafstemning. Reglerne bag den vurdering er beskrevet i artiklen om grundloven og EU.

Debatten om en folkeafstemning

Beslutningen var omdiskuteret. Nogle partier og bevægelser mente, at traktaten var så vigtig, at vælgerne burde stemme om den, uanset den juridiske vurdering. Andre lagde vægt på, at grundloven ikke krævede en afstemning, og at det var naturligt at følge Justitsministeriets vurdering. Spørgsmålet om Lissabontraktaten og Danmark fyldte derfor meget i den offentlige debat i 2008.

Forbeholdene og Lissabontraktaten

De danske forbehold fortsatte med Lissabontraktaten. Til traktaten hører en protokol om Danmarks stilling, som gav mulighed for at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Med en sådan ordning ville Danmark kunne vælge at deltage i enkelte retsakter. I Danmark er ændringer af forbeholdene blevet sendt til folkeafstemning, og ved afstemningen i december 2015 stemte et flertal nej til tilvalgsordningen. Læs mere om de danske forbehold.

Hvad betyder Lissabontraktaten i dag

Lissabontraktaten er ikke en selvstændig tekst, man slår op i dag. Den ændrede TEU og TEUF, og det er de konsoliderede udgaver af dem, der gælder. Når man taler om Lissabontraktaten, mener man derfor ofte det regelsæt, som EU har arbejdet efter siden 2009.

Traktatens regler har haft stor praktisk betydning. Da Storbritannien forlod EU, var det reglerne om udtræden fra Lissabontraktaten, der blev brugt for første gang. Der har siden været drøftelser om nye traktatændringer, men det er stadig Lissabontraktatens struktur, der danner grundlaget.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår trådte Lissabontraktaten i kraft?

Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Den blev underskrevet i december 2007, men skulle først ratificeres i alle medlemslande. Irland godkendte den ved en ny folkeafstemning i 2009, efter at vælgerne havde sagt nej i 2008.

Hvad er forskellen på forfatningstraktaten og Lissabontraktaten?

Forfatningstraktaten skulle erstatte de eksisterende traktater med én samlet tekst og havde forfatningslignende træk. Lissabontraktaten ændrede i stedet de eksisterende traktater. Indholdsmæssigt overtog den mange af de institutionelle reformer.

Hvorfor var der ikke folkeafstemning om Lissabontraktaten i Danmark?

Justitsministeriet vurderede, at traktaten ikke overlod suverænitet efter grundlovens paragraf 20. Derfor kunne Folketinget vedtage den med almindeligt flertal. Beslutningen var politisk omdiskuteret, og flere mente, at vælgerne burde have haft det sidste ord.

Vil du se, hvordan Folketinget behandlede Lissabontraktaten, er næste skridt at finde lovforslaget og debatterne på ft.dk. Selve traktatteksten i konsolideret form ligger på EUR-Lex.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU, Den Europæiske Union, er et politisk og økonomisk samarbejde mellem 27 europæiske lande. Landene har aftalt at løse visse opgaver i fællesskab, fx handel, miljø og forbrugerbeskyttelse, mens andre opgaver forbliver nationale. Hvis du spørger “hvad er EU”, er det korte svar altså: et forpligtende samarbejde, hvor landene deler en del af deres beslutningskraft.

Hvad er EU, og hvorfor blev det skabt

EU udsprang af ønsket om at sikre fred i Europa efter Anden Verdenskrig. Tanken var, at lande, der er økonomisk tæt forbundne, har mindre grund til at gå i krig mod hinanden. Samarbejdet begyndte med kul og stål i 1950’erne og er siden vokset til at omfatte mange flere områder.

I dag har EU flere formål. Det handler om fred og stabilitet, et fælles marked med fri handel, fælles regler for miljø og forbrugere og en stærkere stemme over for resten af verden. Hvordan samarbejdet har udviklet sig, kan du læse om i artiklen om EU’s historie.

Medlemslandene

EU har 27 medlemslande. Danmark blev medlem i 1973, dengang samarbejdet hed EF. Storbritannien var også medlem, men forlod EU i 2020.

Medlemslandene er meget forskellige i størrelse, økonomi og historie. Nogle har været med fra begyndelsen, mens andre kom til efter den kolde krigs afslutning. Lande kan søge om optagelse, hvis de lever op til en række krav om demokrati, retsstat og en fungerende markedsøkonomi. Flere lande står i dag på listen som kandidatlande. Se den fulde liste over medlemmer i artiklen om EU-lande, og læs om optagelsesprocessen i artiklen om EU’s udvidelse.

Nogle lande uden for EU er alligevel tæt knyttet til samarbejdet. Norge, Island og Liechtenstein deltager fx i det indre marked gennem EØS-aftalen.

EU’s institutioner

EU har en række institutioner, som hver har sin rolle. De vigtigste er:

• Europa-Kommissionen: Foreslår nye love og holder øje med, at landene overholder reglerne. Hvert land har én kommissær.
• Rådet (Ministerrådet): Her mødes ministre fra medlemslandene og vedtager love sammen med Parlamentet.
• Europa-Parlamentet: Vælges direkte af borgerne i alle medlemslande. Læs mere i artiklen om Europa-Parlamentet.
• Det Europæiske Råd: Stats- og regeringscheferne mødes og fastlægger de overordnede politiske linjer.
• EU-Domstolen: Fortolker EU-retten og afgør tvister. Læs mere om EU-Domstolen.
• Den Europæiske Centralbank: Styrer pengepolitikken for de lande, der har euroen.
• Revisionsretten: Kontrollerer, at EU’s penge bruges korrekt.

Hvordan institutionerne arbejder sammen om at vedtage love, er forklaret i artiklen om EU’s beslutningsproces.

Hvad laver EU, og hvad bestemmer EU over

EU må kun handle på de områder, som medlemslandene har givet EU kompetence til i traktaterne. Man skelner typisk mellem tre slags områder.

Områder, hvor EU alene bestemmer

På enkelte områder er det kun EU, der kan vedtage regler. Det gælder blandt andet toldunionen, konkurrencereglerne for det indre marked, handelspolitikken over for andre lande og pengepolitikken for eurolandene.

Områder, hvor EU og landene deler kompetence

På mange områder kan både EU og landene lovgive. Det gælder fx det indre marked, miljø, forbrugerbeskyttelse, landbrug, transport og energi. Når EU har vedtaget regler, skal landene følge dem.

Områder, hvor landene selv bestemmer

Landene bestemmer selv over store dele af skattepolitikken, uddannelse, sundhedsvæsenet og den sociale sikring. Her kan EU højst støtte eller koordinere. Det er derfor typisk de nationale politikere, der bestemmer over fx skolereformer, hospitaler og pensioner.

EU’s regler vedtages som forordninger, der gælder direkte, eller som direktiver, som landene selv skal skrive ind i deres lovgivning. Forskellen er forklaret i artiklen om direktiv og forordning.

Danmark i EU

Danmark deltager i det meste af samarbejdet, men har særlige undtagelser på enkelte områder. De vigtigste af de danske forbehold i dag gælder euroen og dele af det retlige samarbejde. Forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved en folkeafstemning i 2022. Du kan læse mere i artiklerne om Danmark og EU og de danske forbehold.

Folketinget har en særlig rolle, fordi regeringen skal have et mandat fra Folketingets Europaudvalg, før den forhandler om vigtige sager i Rådet. Holdningerne til EU er delte i Danmark. Nogle lægger vægt på fordelene ved samarbejde og handel, mens andre lægger vægt på national selvbestemmelse.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på EU og Europa

Europa er et kontinent med omkring 50 lande, mens EU er et samarbejde mellem 27 af dem. Lande som Norge, Schweiz og Storbritannien ligger i Europa, men er ikke medlemmer af EU.

Hvad laver EU i hverdagen for almindelige borgere

EU-regler påvirker blandt andet forbrugerrettigheder, mærkning af fødevarer, miljøkrav og retten til at arbejde og bo i andre EU-lande. Mange af reglerne mærker man ikke direkte, fordi de er indarbejdet i dansk lovgivning.

Er EU det samme som euroen

Nej. Euroen er den fælles valuta, som en del af EU-landene bruger. Danmark er medlem af EU, men har ikke euroen og bruger stadig kroner.

Næste skridt

Vil du forstå EU for begyndere trin for trin, er et godt næste skridt at læse om, hvordan Kommissionen, Rådet og Parlamentet sammen vedtager nye regler. Har du et konkret spørgsmål om dine rettigheder, kan du finde officiel vejledning på borger.dk eller EU’s portal Your Europe.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s tre søjler var den måde, samarbejdet blev organiseret på fra Maastricht-traktaten i 1993 og frem til Lissabontraktaten i 2009. Den første søjle var det økonomiske fællesskab med overstatslige regler, mens den anden og tredje søjle dækkede udenrigspolitik og retligt samarbejde, som var mellemstatsligt. Søjlerne findes ikke længere, men de er stadig vigtige for at forstå EU’s udvikling og de danske forbehold.

Hvorfor fik EU tre søjler

Før Maastricht handlede samarbejdet især om økonomi og handel inden for De Europæiske Fællesskaber, EF. I begyndelsen af 1990’erne ønskede landene at udvide samarbejdet til udenrigspolitik og til retlige og indre anliggender. Mange lande var dog ikke klar til at give EU’s institutioner samme magt på disse følsomme områder som på det indre marked.

Løsningen blev en søjlestruktur. Den nye Europæiske Union blev beskrevet som en bygning, ofte tegnet som et græsk tempel, med et fælles tag og tre søjler under. Taget var de fælles mål og principper, og hver søjle havde sine egne regler for, hvordan beslutninger blev truffet. Læs mere om baggrunden i artiklen om EU’s historie.

De tre søjler i Maastricht-traktaten

Første søjle: De Europæiske Fællesskaber

Den første søjle omfattede det traditionelle fællesskabssamarbejde. Her lå det indre marked, toldunionen, landbrugspolitikken, konkurrencereglerne og den økonomiske og monetære union. Kommissionen havde eneret til at stille forslag, Europa-Parlamentet havde indflydelse på lovgivningen, og EU-Domstolen kunne afgøre tvister.

Anden søjle: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Den anden søjle handlede om udenrigs- og sikkerhedspolitik, ofte forkortet FUSP. Her samarbejdede landene om fælles holdninger og fælles aktioner over for resten af verden. Beslutninger blev som hovedregel truffet med enstemmighed, og Kommissionen, Parlamentet og Domstolen havde kun en begrænset rolle.

Tredje søjle: Retlige og indre anliggender

Den tredje søjle dækkede samarbejde om retlige og indre anliggender. Det omfattede blandt andet asyl, indvandring, grænsekontrol, politisamarbejde og samarbejde om kriminalsager. Også her var udgangspunktet enstemmighed og et samarbejde mellem regeringerne.

Overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde

Forskellen mellem søjlerne handlede om, hvor meget magt landene afgav. Det er to begreber, der stadig bruges i debatten om EU.

• Overstatsligt samarbejde betyder, at landene overlader beslutningskompetence til fælles institutioner. Beslutninger kan ofte træffes med flertal, og reglerne er bindende for alle lande, også dem, der stemte imod. EU-Domstolen kan håndhæve reglerne.
• Mellemstatsligt samarbejde betyder, at regeringerne samarbejder, men hvert land bevarer sin vetoret. Beslutninger kræver typisk enighed, og de fælles institutioner har en mindre rolle.

Første søjle var overstatslig, mens anden og tredje søjle var mellemstatslige. Det gav landene mulighed for at samarbejde på nye områder uden at give fuld kompetence fra sig. Samtidig betød det, at reglerne for, hvem der havde indflydelse, var forskellige fra søjle til søjle. For borgere og politikere kunne det være svært at overskue, hvilke regler der gjaldt hvor. Begreberne bruges stadig, når man diskuterer, hvordan beslutninger træffes i EU i dag.

Søjlerne ændrede sig over tid

Søjlestrukturen stod ikke stille. Med Amsterdamtraktaten, som trådte i kraft i 1999, blev en del af den tredje søjle flyttet over i den første søjle. Det gjaldt blandt andet asyl, indvandring, visum og civilretligt samarbejde. Disse områder blev dermed overstatslige.

Tilbage i den tredje søjle var politisamarbejde og strafferetligt samarbejde. Søjlen blev derfor ofte omtalt med et nyt navn, der lagde vægt på netop politi og kriminalsager.

For Danmark havde ændringerne betydning. Efter Edinburgh-afgørelsen havde Danmark et forbehold over for overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender. Da områder blev flyttet til første søjle, kom Danmark derfor til at stå uden for dem. Læs mere i artiklerne om Edinburgh-afgørelsen og de danske forbehold.

Hvorfor blev søjlerne afskaffet

Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009, afskaffede søjlestrukturen. EU fik status som én juridisk person, og betegnelsen EF forsvandt. Tilhængere af ændringen pegede på, at strukturen var blevet kompliceret og svær at forstå for borgerne.

Det meste af det tidligere samarbejde i tredje søjle om politi og strafferet blev lagt ind under de almindelige overstatslige regler. Beslutninger kan derfor nu ofte træffes med flertal, og Domstolen har fået større rolle. Kritikere så det som en betydelig overførsel af kompetence til EU, mens tilhængere så det som en mere effektiv kamp mod grænseoverskridende kriminalitet.

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken har dog bevaret mange særregler. Her er enstemmighed stadig hovedreglen, og samarbejdet har fortsat et tydeligt mellemstatsligt præg. Selvom søjlerne er væk, lever forskellen mellem overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde altså videre.

Ofte stillede spørgsmål

Findes EU’s tre søjler stadig

Nej. Søjlestrukturen blev afskaffet med Lissabontraktaten i 2009. Forskellen mellem overstatslige og mellemstatslige beslutningsregler findes dog stadig på enkelte områder, især udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Hvilken søjle var den vigtigste

Den første søjle var den største og mest omfattende, fordi den rummede det indre marked og de fleste fælles regler. Det var også her, EU’s institutioner havde mest magt.

Hvad betyder mellemstatsligt samarbejde

Det betyder, at landenes regeringer samarbejder, men hvert land bevarer retten til at sige nej. Beslutninger træffes typisk med enstemmighed, og de fælles institutioner spiller en mindre rolle end i overstatsligt samarbejde.

Næste skridt

Vil du læse mere om de traktater, der skabte og afskaffede søjlerne, er artiklen om Lissabontraktaten et godt sted at fortsætte. Traktaternes fulde tekster findes på EUR-Lex.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

En EU-udvidelse sker, når et nyt land bliver optaget som medlem. Vejen dertil er lang og består af en ansøgning, en række krav og ofte mange års forhandlinger. Her kan du læse, hvad Københavnskriterierne er, hvordan optagelse i EU foregår, og hvordan EU er vokset siden 2004.

Hvad betyder EU-udvidelse

Ordet EU-udvidelse bruges om den proces, hvor EU optager nye medlemslande. Fællesskabet startede med seks lande og har i dag 27. Hver udvidelse har ændret EU’s størrelse, økonomi og måde at arbejde på.

Grundlaget står i artikel 49 i Traktaten om Den Europæiske Union. Ifølge den kan ethvert europæisk land søge om medlemskab, hvis det respekterer EU’s grundlæggende værdier. Det drejer sig blandt andet om demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder.

En ansøgning giver dog ingen garanti for optagelse. Alle eksisterende medlemslande skal være enige, før et nyt land kan blive medlem.

Københavnskriterierne

Københavnskriterierne er de grundlæggende krav, et land skal opfylde for at blive medlem af EU. De blev vedtaget på et topmøde i København i 1993, og de bruges stadig som pejlemærke i dag. Kriterierne kan deles i tre hovedgrupper.

Politiske krav

Landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati og retsstat. Det skal også respektere menneskerettigheder og beskytte mindretal.

Økonomiske krav

Landet skal have en fungerende markedsøkonomi. Økonomien skal desuden kunne klare konkurrencen på EU’s indre marked.

Evnen til at påtage sig forpligtelserne

Landet skal kunne overtage og gennemføre EU’s samlede regelsæt. Det gælder alt fra miljøregler og fødevaresikkerhed til konkurrenceregler og domstolenes uafhængighed. Det kræver ofte store ændringer i landets lovgivning og administration.

Ud over landets egne forhold ser EU også på, om fællesskabet selv er klar til at optage nye medlemmer. Det handler blandt andet om, hvorvidt institutionerne og budgettet kan fungere med flere lande.

Fra ansøgning til optagelse i EU

Optagelse i EU sker i flere trin. Forløbet kan i hovedtræk beskrives sådan:

1. Ansøgning: Landet sender en ansøgning om medlemskab til Rådet.
2. Vurdering: Kommissionen vurderer, hvor tæt landet er på at opfylde kravene.
3. Kandidatstatus: Medlemslandene kan enstemmigt give landet status som kandidatland.
4. Forhandlinger: Når alle er enige, åbnes forhandlinger. EU’s regelsæt er delt op i en lang række kapitler, som forhandles hver for sig.
5. Tiltrædelsestraktat: Når alle kapitler er afsluttet, udarbejdes en tiltrædelsestraktat. Europa-Parlamentet skal give sit samtykke.
6. Ratifikation: Traktaten skal godkendes i alle medlemslande og i det nye land, før medlemskabet træder i kraft.

I Danmark skal Folketinget godkende en tiltrædelsestraktat, før Danmark kan ratificere den. Regeringen drøfter også EU-sager med Folketingets Europaudvalg undervejs. Du kan læse mere om den rolle i artiklen om Folketingets Europaudvalg.

Kandidatlande i dag

Et kandidatland er et land, som EU officielt har anerkendt som mulig ny medlemsstat. Status som kandidatland betyder ikke, at forhandlingerne er i gang, og slet ikke at et medlemskab er tæt på.

De seneste år har listen over kandidatlande blandt andet omfattet flere lande på Vestbalkan, som Montenegro, Serbien, Albanien og Nordmakedonien. Ukraine, Moldova og Tyrkiet har også status som kandidatlande. Forhandlingerne med Tyrkiet har dog i praksis stået stille i flere år.

Listen ændrer sig, og landene er nået meget forskelligt i processen. Den aktuelle status for hvert land fremgår af EU-Kommissionens hjemmeside om udvidelsespolitikken. Kommissionen udgiver også årlige rapporter om, hvordan det går i de enkelte lande.

De store udvidelser i 2004 og senere

Den største EU-udvidelse fandt sted den 1. maj 2004. Ti lande blev medlemmer på samme tid: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta. Flere af landene havde indtil omkring 1990 været en del af østblokken.

I 2007 fulgte Bulgarien og Rumænien. I 2013 blev Kroatien optaget som det foreløbig seneste land. En samlet oversigt over medlemmerne finder du i artiklen om EU-lande.

Arbejdskraft og overgangsregler

Udvidelsen i 2004 satte gang i en debat om arbejdskraft fra de nye medlemslande. De gamle medlemslande fik mulighed for at indføre overgangsregler, så den fri bevægelighed for arbejdstagere ikke gjaldt fuldt fra første dag. Reglerne kunne højst gælde i syv år.

Danmark var blandt de lande, der i en periode brugte overgangsregler. I dag har borgere fra alle EU-lande samme ret til at arbejde i andre medlemslande. Læs mere om reglerne i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Argumenter for og imod flere udvidelser

Spørgsmålet om nye medlemmer deler ofte vandene. Tilhængere peger på, at udvidelser kan styrke fred, stabilitet og demokrati i Europa. De nævner også et større indre marked og en stærkere fælles stemme udadtil.

Skeptikere peger på, at flere medlemmer kan gøre det sværere at træffe beslutninger. De rejser også spørgsmål om udgifter i EU’s budget, om retsstaten i nye lande og om pres på løn og arbejdsvilkår. Begge synspunkter fylder i debatten i mange medlemslande.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid tager det at blive medlem af EU?

Det varierer meget fra land til land. Forløbet fra ansøgning til medlemskab har typisk taget mange år og nogle gange mere end ti. Tempoet afhænger af landets reformer og af den politiske situation i EU.

Kan et land blive afvist?

Ja, optagelse kræver enighed blandt alle medlemslande. Et enkelt land kan derfor blokere for åbning af forhandlinger eller for en tiltrædelsestraktat. Forhandlinger kan også blive sat i bero, hvis et kandidatland ikke lever op til kravene.

Hvad er forskellen på et kandidatland og et potentielt kandidatland?

Et kandidatland har fået officiel status af medlemslandene. Et potentielt kandidatland har udsigt til at kunne søge eller blive kandidat på et senere tidspunkt. Kommissionen oplyser, hvilke lande der har hvilken status.

Næste skridt

Vil du følge et bestemt kandidatland, er EU-Kommissionens side om udvidelsespolitikken det bedste sted at starte. Her finder du de årlige landerapporter og den aktuelle status for forhandlingerne.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU traktater er de aftaler mellem medlemslandene, som hele EU-samarbejdet bygger på. De fastlægger, hvilke opgaver EU må tage sig af, hvordan institutionerne arbejder, og hvilke rettigheder borgere og virksomheder har. I dag er de to vigtigste traktater TEU og TEUF, og ved siden af dem står chartret om grundlæggende rettigheder.

Hvad er EU traktater

En traktat er en bindende aftale mellem stater. I EU fungerer traktaterne lidt som en grundlov for samarbejdet. EU kan kun handle på de områder, hvor medlemslandene i traktaterne har givet EU kompetence til det. Det kaldes princippet om tildelte kompetencer.

Al anden EU-lovgivning skal have hjemmel i traktaterne. Jurister kalder traktaterne for primærretten, mens de regler, der vedtages på grundlag af dem, kaldes sekundærretten. Det gælder for eksempel forordninger og direktiver, som du kan læse mere om i artiklen om forskellen på direktiv og forordning.

EU’s traktater gennem tiden

Traktaterne er blevet ændret mange gange, efterhånden som samarbejdet er vokset. En ny traktat har typisk ændret de eksisterende i stedet for at erstatte dem helt. Derfor bærer dagens tekster præg af flere lag af ændringer.

Parisertraktaten og Romtraktaten

Det første skridt var Parisertraktaten fra 1951, som oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Romtraktaten blev underskrevet i 1957 og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab med et fælles marked som mål. Samtidig blev Euratom-traktaten om samarbejde på atomenergiområdet underskrevet. Euratom-traktaten gælder stadig som en selvstændig traktat.

Den Europæiske Fælles Akt

Den Europæiske Fælles Akt fra 1986 var den første større ændring af Romtraktaten. Den skulle især gøre det lettere at gennemføre det indre marked, blandt andet ved at udvide brugen af flertalsafgørelser i Rådet.

Maastricht, Amsterdam og Nice

Maastrichttraktaten trådte i kraft i 1993 og skabte Den Europæiske Union. Den indførte unionsborgerskabet og planen for den økonomiske og monetære union. Amsterdamtraktaten og Nicetraktaten justerede siden samarbejdet, blandt andet for at gøre institutionerne klar til flere medlemslande.

Lissabontraktaten

Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009 og er den seneste store traktatændring. Den kom efter, at forfatningstraktaten var blevet forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene. Baggrunden og indholdet er beskrevet i artiklen om Lissabontraktaten.

TEU og TEUF: forskellen på de to traktater

Efter Lissabontraktaten består EU’s grundlag af to hovedtraktater med samme juridiske værdi. De omtales næsten altid ved deres forkortelser.

• TEU er Traktaten om Den Europæiske Union. Den indeholder de overordnede principper, EU’s værdier, reglerne om institutionerne, udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt reglerne for optagelse og udtræden.
• TEUF er Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det er den lange og detaljerede traktat, der beskriver, hvordan EU arbejder på de enkelte politikområder, fra det indre marked til konkurrence, landbrug og miljø.

TEUF er i virkeligheden Romtraktaten i en kraftigt ændret udgave. Den hed tidligere EF-traktaten. Derfor møder man i ældre dokumenter andre artikelnumre end dem, der bruges i dag. Når man læser gamle domme eller lærebøger, kan det være nødvendigt at bruge en sammenligningstabel.

Etableringsret og de andre friheder i TEUF

En stor del af TEUF handler om det indre marked og de fire friheder: fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Etableringsretten giver borgere og virksomheder ret til at starte og drive selvstændig virksomhed i et andet EU-land på samme vilkår som landets egne borgere.

Reglerne om etableringsret står i et særskilt kapitel i TEUF. Her fremgår det også, at selskaber, der er stiftet efter et EU-lands lovgivning og har hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed i EU, som udgangspunkt skal behandles som fysiske personer. Det betyder blandt andet, at en virksomhed kan oprette en filial eller et datterselskab i et andet medlemsland. Læs mere om fri bevægelighed i EU.

Chartret om grundlæggende rettigheder

Chartret om grundlæggende rettigheder samler de borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som gælder i EU. Det blev proklameret i 2000, men blev først juridisk bindende med Lissabontraktaten. I dag har chartret samme juridiske værdi som traktaterne.

Chartret retter sig mod EU’s institutioner og mod medlemslandene, når de gennemfører EU-ret. Det gælder altså ikke i alle sager i et medlemsland, men kun når EU-retten er i spil. Chartret må ikke forveksles med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som hører under Europarådet og ikke under EU.

Hvad kræver en traktatændring

Traktaterne kan kun ændres, hvis alle medlemslande er enige. Den almindelige procedure starter med et forslag fra en regering, Europa-Parlamentet eller Kommissionen. Ofte nedsættes et konvent, og derefter forhandler landenes regeringer teksten på plads på en regeringskonference.

Når teksten er færdig, skal den ratificeres i alle medlemslande efter deres egne forfatningsmæssige regler. Det kan ske i parlamentet, ved en folkeafstemning eller begge dele. Hvis bare ét land ikke ratificerer, kan ændringen ikke træde i kraft.

Traktaterne indeholder også forenklede procedurer til visse ændringer, hvor der ikke er brug for en regeringskonference. Enstemmighed mellem landene kræves dog stadig.

I Danmark afgør grundlovens paragraf 20, om en traktatændring overlader suverænitet, og om der derfor kræves et særligt flertal i Folketinget eller en folkeafstemning. Læs mere i artiklen om grundloven og EU.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor finder jeg den gældende tekst til EU’s traktater?

De konsoliderede traktater kan findes gratis på EUR-Lex, som er EU’s officielle database for lovgivning. Teksterne ligger på alle officielle EU-sprog, også dansk. Konsolideret betyder, at alle senere ændringer er indarbejdet i teksten.

Er Romtraktaten stadig gældende?

Ja, men i ændret form. Romtraktaten er gennem årene blevet ændret flere gange og hedder i dag Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, TEUF. Mange af de oprindelige grundprincipper findes stadig i teksten.

Hvad er forskellen på en traktat og en forordning?

En traktat er en aftale mellem medlemslandene og udgør EU’s grundlag. En forordning er en regel, som EU’s institutioner vedtager på grundlag af traktaterne. Traktaterne kan kun ændres af landene i enighed, mens forordninger vedtages efter EU’s lovgivningsprocedurer.

Vil du læse en bestemt bestemmelse, er det oplagte næste skridt at slå den konsoliderede udgave af TEU eller TEUF op på EUR-Lex. Har du spørgsmål om, hvordan reglerne gælder i netop din situation, er Your Europe eller borger.dk et godt sted at starte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s sprog er fyldt med fagord, forkortelser og latinske udtryk. Dette EU leksikon forklarer de mest brugte EU-begreber kort og i almindeligt sprog. Begreberne står i alfabetisk rækkefølge, så du hurtigt kan finde ud af, hvad et ord betyder.

Sådan bruger du dette EU leksikon

Hvert begreb er forklaret i én til tre sætninger. Forklaringerne er forenklede og erstatter ikke de officielle definitioner, som du kan finde hos EU’s institutioner og på EUR-Lex.

A

Acquis

Acquis er den samlede mængde af EU’s regler, domme og aftaler. Et land, der vil være medlem, skal som udgangspunkt overtage hele acquis.

Afgørelse

En afgørelse er en EU-retsakt, der kun binder dem, den er rettet til, for eksempel et land eller en virksomhed.

Artikel 50

Artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union beskriver, hvordan et medlemsland kan træde ud af EU.

B

Borgerinitiativ

Et borgerinitiativ giver EU-borgere mulighed for at opfordre Kommissionen til at foreslå ny lovgivning. Det kræver mindst en million underskrifter fra borgere i et betydeligt antal medlemslande.

C

Coreper

Coreper er komitéen af medlemslandenes faste repræsentanter i Bruxelles. Den forbereder møderne i Rådet.

D

Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne, rådets formand og Kommissionens formand. Det fastlægger EU’s overordnede retning, men vedtager ikke love.

Direktiv

Et direktiv er en EU-regel, der fastsætter et mål, som landene selv skal gennemføre i national lovgivning. Læs mere om forskellen på direktiv og forordning.

E

ERM2

ERM2 er EU’s fastkurssamarbejde, hvor en national valuta knyttes til euroen. Den danske krone deltager med et snævert udsvingsbånd på 2,25 procent til hver side. Læs mere om Danmark og euroen.

Europarådet

Europarådet er en selvstændig international organisation og ikke en del af EU. Den står blandt andet bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

EØS

EØS står for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det udvider EU’s indre marked til Norge, Island og Liechtenstein.

F

Forbehold

Et forbehold betyder, at et land står uden for et bestemt samarbejde i EU. Danmark har forbehold på blandt andet euroen og retlige og indre anliggender. Se mere om de danske forbehold.

Flerårig finansiel ramme

Den flerårige finansielle ramme er EU’s langsigtede budget. Den fastlægger lofterne for EU’s udgifter over typisk syv år.

Formandskab

Formandskabet for Rådet går på skift mellem medlemslandene hvert halve år. Formandslandet leder møderne og forhandlingerne i Rådet.

Forordning

En forordning er en EU-regel, der gælder direkte og ens i alle medlemslande uden at skulle omsættes til national lov.

G

Generaladvokat

En generaladvokat ved EU-Domstolen giver et uafhængigt forslag til, hvordan en sag bør afgøres. Dommerne er ikke bundet af forslaget.

Gult kort

Gult kort er en ordning, hvor nationale parlamenter kan protestere mod et lovforslag, som de mener strider mod nærhedsprincippet. Står mindst en tredjedel bag, skal forslaget tages op til fornyet overvejelse.

H

Højtstående repræsentant

Unionens højtstående repræsentant leder EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Personen er også næstformand i Kommissionen.

I

Indre marked

Det indre marked er EU’s fælles marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.

K

Kommissionen

Kommissionen er EU’s udøvende organ med en kommissær fra hvert land. Den foreslår ny lovgivning og holder øje med, at landene overholder reglerne.

Komitologi

Komitologi er de udvalg af eksperter fra medlemslandene, som fører kontrol med Kommissionen, når den vedtager gennemførelsesregler.

Kvalificeret flertal

Kvalificeret flertal er den mest brugte afstemningsregel i Rådet. Et forslag vedtages, når mindst 55 procent af landene stemmer for, og de repræsenterer mindst 65 procent af EU’s befolkning.

Københavnskriterierne

Københavnskriterierne er de politiske og økonomiske krav, et land skal opfylde for at blive medlem af EU. De blev fastlagt på et topmøde i København i 1993.

O

OLT

OLT står for oversøiske lande og territorier. Det er områder med særlig tilknytning til et EU-land, men som ikke er en del af EU, for eksempel Grønland.

P

Proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet betyder, at EU ikke må gå videre, end det er nødvendigt for at nå målene i traktaterne.

Præjudiciel forelæggelse

En præjudiciel forelæggelse er, når en national domstol beder EU-Domstolen om at fortolke en EU-regel. Svaret bruges derefter i den nationale sag.

R

Rådet

Rådet består af ministre fra medlemslandene og kaldes også Ministerrådet. Det vedtager love sammen med Europa-Parlamentet.

S

Schengen

Schengen er samarbejdet om at afskaffe den faste personkontrol ved de indre grænser mellem de deltagende lande. Læs mere om Schengen-samarbejdet.

Subsidiaritet

Subsidiaritet, også kaldet nærhedsprincippet, betyder, at EU kun skal handle, når et mål bedre kan nås i fællesskab end af landene hver for sig.

Søjlestrukturen

Søjlestrukturen var den opdeling af EU-samarbejdet i tre søjler, som Maastrichttraktaten indførte. Den blev afskaffet med Lissabontraktaten.

T

Traktatbrudssag

En traktatbrudssag er en sag, som Kommissionen kan anlægge ved EU-Domstolen, hvis et land ikke overholder EU-reglerne.

Trilog

En trilog er uformelle forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om et lovforslag. Formålet er at nå et kompromis, som begge lovgivere kan godkende.

U

Unionsborgerskab

Alle statsborgere i et EU-land er også unionsborgere. Unionsborgerskabet supplerer det nationale statsborgerskab og giver blandt andet ret til at rejse og opholde sig i andre EU-lande.

Ø

ØMU

ØMU står for Den Økonomiske og Monetære Union. Den omfatter koordinering af den økonomiske politik og for de deltagende lande den fælles valuta, euroen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på Det Europæiske Råd, Rådet og Europarådet?

Det Europæiske Råd er stats- og regeringschefernes topmøder i EU. Rådet er ministrenes forum, hvor love vedtages. Europarådet er en helt anden organisation uden for EU.

Hvad betyder acquis communautaire?

Udtrykket er fransk og betyder groft sagt det, som fællesskabet har opnået. Det dækker over alle EU’s gældende regler og domme.

Hvor finder jeg officielle definitioner af EU-begreber?

EU’s institutioner har ordlister på deres hjemmesider, og EUR-Lex har en oversigt over juridiske begreber. Til danske forhold er Folketingets hjemmeside ft.dk en god kilde.

Mangler du et begreb, er næste skridt at slå det op i ordlisten på EUR-Lex, hvor de juridiske definitioner står på dansk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU består i dag af 27 medlemslande med tilsammen omkring 450 millioner indbyggere. Her finder du alle EU-lande samlet i én tabel med det år, de blev medlem, deres hovedstad og deres valuta. Du kan også læse, hvordan fællesskabet er vokset i flere bølger, og hvorfor Storbritannien ikke længere er med.

Hvor mange lande er med i EU

Der er 27 medlemslande i EU. Tallet har været det samme, siden Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020. Indtil da var der 28 lande.

Medlemslandene er meget forskellige i størrelse. Tyskland har flest indbyggere, mens Malta er det mindste land både i areal og befolkning. Alle lande har dog en plads i Rådet, en kommissær i Kommissionen og en dommer ved EU-Domstolen.

Det samlede indbyggertal i EU ændrer sig hvert år på grund af fødsler, dødsfald og flytninger. Eurostat, som er EU’s statistikkontor, offentliggør de nyeste befolkningstal for hvert enkelt land.

Alle EU-lande i en tabel

Tabellen viser de 27 medlemslande i EU i alfabetisk rækkefølge. Året angiver, hvornår landet blev medlem af det fællesskab, der senere blev til EU.

Land	Medlem siden	Hovedstad	Valuta
Belgien	1958	Bruxelles	Euro
Bulgarien	2007	Sofia	Euro
Cypern	2004	Nicosia	Euro
Danmark	1973	København	Dansk krone
Estland	2004	Tallinn	Euro
Finland	1995	Helsinki	Euro
Frankrig	1958	Paris	Euro
Grækenland	1981	Athen	Euro
Irland	1973	Dublin	Euro
Italien	1958	Rom	Euro
Kroatien	2013	Zagreb	Euro
Letland	2004	Riga	Euro
Litauen	2004	Vilnius	Euro
Luxembourg	1958	Luxembourg	Euro
Malta	2004	Valletta	Euro
Nederlandene	1958	Amsterdam	Euro
Polen	2004	Warszawa	Zloty
Portugal	1986	Lissabon	Euro
Rumænien	2007	Bukarest	Leu
Slovakiet	2004	Bratislava	Euro
Slovenien	2004	Ljubljana	Euro
Spanien	1986	Madrid	Euro
Sverige	1995	Stockholm	Svensk krone
Tjekkiet	2004	Prag	Tjekkisk koruna
Tyskland	1958	Berlin	Euro
Ungarn	2004	Budapest	Forint
Østrig	1995	Wien	Euro

De seks grundlæggende lande samarbejdede allerede fra 1952 i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Årstallet 1958 i tabellen er det år, hvor Det Europæiske Økonomiske Fællesskab trådte i kraft. Tyskland var med som Vesttyskland, og det tidligere Østtyskland blev en del af fællesskabet ved genforeningen i 1990.

Hvornår kom landene med i EU

EU er vokset fra seks til 27 lande gennem en række udvidelser. Her er de vigtigste bølger i hovedtræk:

• 1958: Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland grundlægger fællesskabet.
• 1973: Danmark, Irland og Storbritannien bliver medlemmer.
• 1981: Grækenland kommer med.
• 1986: Spanien og Portugal bliver optaget.
• 1995: Finland, Sverige og Østrig bliver medlemmer.
• 2004: Ti lande kommer med på én gang, primært fra Central- og Østeuropa samt Cypern og Malta.
• 2007: Bulgarien og Rumænien bliver optaget.
• 2013: Kroatien bliver det foreløbig seneste nye medlemsland.

Udvidelsen i 2004 er den største i EU’s historie. Den bragte en række lande, der tidligere havde hørt til østblokken, ind i det europæiske samarbejde. Du kan læse mere om kravene til nye medlemmer i artiklen om EU-udvidelse og optagelse i EU.

Valuta: euro eller egen mønt

De fleste EU-lande bruger euroen som fælles valuta. Seks lande har deres egen valuta: Danmark, Sverige, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien. Bulgarien gik over til euroen fra årsskiftet 2025 til 2026.

Danmark har et forbehold, der betyder, at landet ikke er forpligtet til at indføre euroen. Kronen er dog bundet tæt til euroen gennem fastkurspolitikken. Læs mere i artiklen om Danmark og euroen.

De øvrige lande uden euro er i princippet forpligtet til at indføre den på et tidspunkt. Det sker først, når et land opfylder en række økonomiske krav, og tidspunktet afhænger også af landets egen politiske beslutning.

Storbritanniens udtræden

Storbritannien blev medlem i 1973 sammen med Danmark og Irland. Ved en folkeafstemning i 2016 stemte et flertal af briterne for at forlade EU. Landet trådte formelt ud den 31. januar 2020, og derefter fulgte en overgangsperiode til udgangen af 2020.

Udtrædelsen skete efter reglerne i artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union. Det var første gang, et medlemsland forlod EU efter den bestemmelse. Du kan læse om forløbet i artiklen om artikel 50 og udmeldelse af EU.

EU-lande, EØS-lande og Schengen er ikke det samme

Det er let at blande EU sammen med andre europæiske samarbejder. Norge, Island og Liechtenstein er ikke medlemmer af EU, men deltager i det indre marked gennem EØS-aftalen. Schweiz har sin egen række aftaler med EU.

Flere af disse lande deltager også i Schengen-samarbejdet om grænsekontrol. Omvendt er ikke alle EU-lande fuldt med i Schengen. Se mere om forskellene i artiklen om EØS-lande.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange lande er med i EU?

Der er 27 medlemslande i EU. Antallet faldt fra 28 til 27, da Storbritannien forlod EU i begyndelsen af 2020. Flere lande har søgt om medlemskab, men optagelse kræver lange forhandlinger og enighed blandt alle medlemslande.

Hvilket land er senest blevet medlem af EU?

Kroatien er det seneste land, der er blevet optaget. Landet blev medlem i 2013. Siden da er der ikke kommet nye medlemslande til.

Er Norge med i EU?

Nej, Norge er ikke medlem af EU. Nordmændene har to gange stemt nej til medlemskab ved folkeafstemninger. Norge er dog tæt knyttet til EU gennem EØS-aftalen og Schengen-samarbejdet.

Næste skridt

Har du brug for aktuelle befolkningstal eller andre nøgletal for de enkelte EU-lande, kan du slå dem op hos Eurostat. Statistikkontoret opdaterer tallene løbende og gør det muligt at sammenligne landene direkte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s landbrugspolitik, også kaldet den fælles landbrugspolitik eller CAP, er et af EU’s ældste og største politikområder. Den skal sikre stabil fødevareforsyning, rimelige indkomster for landmænd og en bæredygtig udvikling af landdistrikterne. Politikken er bygget op om to søjler og er blevet reformeret mange gange siden starten.

Hvad er EU’s landbrugspolitik

Den fælles landbrugspolitik blev indført i begyndelsen af 1960’erne. Dengang var erindringen om fødevaremangel efter Anden Verdenskrig stadig tydelig, og de første medlemslande ønskede at sikre, at Europa kunne brødføde sig selv.

Forkortelsen CAP kommer fra den engelske betegnelse Common Agricultural Policy. Det særlige ved politikken er, at den i høj grad er fælles. Reglerne og en stor del af pengene kommer fra EU, mens medlemslandene står for at administrere ordningerne og udbetale støtten.

Landbrugspolitikken har altid fyldt meget i EU’s budget. Andelen er faldet over tid, men den er stadig en af de største udgiftsposter. Du kan læse mere om, hvordan budgettet er sammensat, i artiklen om EU’s budget.

Formålet med den fælles landbrugspolitik

Formålene står i EU’s traktater og har i grundtræk været de samme siden starten. De handler blandt andet om at:

• Øge produktiviteten i landbruget
• Sikre landbrugets befolkning en rimelig levestandard
• Stabilisere markederne
• Sikre forsyningen af fødevarer
• Sikre forbrugerne rimelige priser

Med tiden er der kommet flere hensyn til, især miljø, klima, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og livet i landdistrikterne. I dag skal politikken både støtte landbruget økonomisk og bidrage til EU’s mål for klima og natur, som du kan læse om i artiklen om EU’s klimapolitik.

De to søjler i landbrugspolitikken

Landbrugspolitikken er opdelt i to dele, der ofte kaldes søjler. De finansieres fra hver sin landbrugsfond.

Første søjle: direkte støtte og markedsordninger

Første søjle er den største. Den omfatter direkte betalinger til landmænd, som typisk gives pr. hektar jord. Støtten er med til at stabilisere landmændenes indkomst, som kan svinge meget på grund af vejr, sygdomme og priser på verdensmarkedet.

Første søjle omfatter også markedsordninger. Det er redskaber, EU kan bruge, når markederne er i ubalance, fx offentlige opkøb, støtte til privat oplagring eller særlige tiltag i en krise. Første søjle finansieres fuldt ud af EU.

Anden søjle: udvikling af landdistrikterne

Anden søjle handler om landdistriktsudvikling. Her kan der gives støtte til fx investeringer i landbrug, unge landmænd, økologi, miljø- og klimatiltag, skovbrug og lokale projekter i landdistrikterne.

Anden søjle er som hovedregel medfinansieret. Det betyder, at medlemslandet selv skal lægge penge oveni EU’s bidrag. Det giver landene mulighed for at tilpasse indsatsen til egne behov.

Landbrugsstøtte i praksis

Landbrugsstøtte udbetales ikke automatisk. Landmanden skal søge støtten og opfylde en række betingelser. De handler blandt andet om miljø, klima, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og god landbrugsmæssig praksis. Overholdes reglerne ikke, kan støtten blive nedsat.

En del af den direkte støtte er knyttet til frivillige ordninger for klima og miljø. Landmænd, der lever op til særlige krav, kan få ekstra betaling. Ordningerne og satserne varierer fra land til land og ændrer sig over tid.

I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der administrerer støtteordningerne. Har du spørgsmål om ansøgning, satser eller frister, er det den, du skal kontakte. Oplysninger om, hvem der modtager landbrugsstøtte, offentliggøres også.

Reformer af landbrugspolitikken

Landbrugspolitikken er blevet reformeret mange gange. Retningen har overordnet været at bevæge sig væk fra støtte til produktionen og hen imod støtte til landmanden og til miljø og landdistrikter.

Fra produktionsstøtte til direkte betalinger

I de første årtier var støtten knyttet til garanterede priser og produktion. Det førte til overproduktion, som i offentligheden blev kendt som smørbjerge og vinsøer. En større reform i begyndelsen af 1990’erne sænkede de garanterede priser og indførte direkte betalinger i stedet.

Afkobling og grøn omstilling

Ved en reform i begyndelsen af 2000’erne blev det meste af støtten afkoblet fra produktionen. Det betyder, at landmanden får støtte uanset, hvad og hvor meget der produceres, så længe betingelserne er opfyldt. Senere reformer har lagt mere vægt på miljø og klima.

Den nyeste model

Med den seneste reform skal hvert land udarbejde en national strategisk plan for, hvordan det vil bruge pengene inden for EU’s fælles rammer. Planen godkendes af Europa-Kommissionen. Formålet er at give landene mere fleksibilitet og samtidig fokusere på resultater.

Debatten

Landbrugspolitikken er ofte til debat. Tilhængere fremhæver, at den sikrer fødevareforsyning, stabile indkomster og levende landdistrikter. Kritikere peger på, at den koster mange penge, at støtten især går til store bedrifter, og at den ikke i tilstrækkelig grad fremmer klima og natur. Andre igen mener, at kravene er blevet for mange og bureaukratiske for landmændene.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad står CAP for

CAP står for Common Agricultural Policy, som på dansk hedder den fælles landbrugspolitik. Den omfatter EU’s regler og støtteordninger for landbrug og landdistrikter.

Hvem kan få landbrugsstøtte

Landbrugsstøtte kan som udgangspunkt søges af aktive landmænd, der dyrker jord og opfylder de fastsatte betingelser. Reglerne for, hvem der kan søge, og hvor meget der kan udbetales, fastsættes inden for EU’s rammer og den nationale plan. I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der kan svare på konkrete spørgsmål.

Hvorfor gælder landbrugspolitikken ikke for Norge

Norge er ikke medlem af EU, og landbrug ligger uden for EØS-aftalen. Norge fører derfor sin egen landbrugspolitik. Læs mere om EØS-lande og forskellen på EØS og EU-medlemskab.

Næste skridt

Vil du se de aktuelle regler og støtteordninger, så find EU-Kommissionens sider om den fælles landbrugspolitik, eller kontakt Landbrugsstyrelsen, hvis du har en konkret sag om dansk landbrugsstøtte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.