eu oplysningen

Artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union giver ethvert medlemsland ret til at forlade EU. Bestemmelsen beskriver, hvordan landet giver besked, og hvordan udtrædelsen forhandles. Her får du forklaret reglerne i et enkelt sprog, med Brexit som det hidtil eneste eksempel på brugen af artikel 50.

Hvad er artikel 50

Artikel 50 er den bestemmelse i EU’s traktater, der handler om udtrædelse af EU. Den blev indført med Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009. Før da var der ingen klar regel om, hvordan et land kunne forlade samarbejdet.

Bestemmelsen slår fast, at et land kan træffe beslutning om at udtræde efter sine egne forfatningsmæssige regler. Det er altså op til landet selv, om beslutningen skal tages af parlamentet, ved en folkeafstemning eller på anden måde. Læs mere om baggrunden i artiklen om Lissabontraktaten.

Selve bestemmelsen er kort, men den har stor betydning. Den gør det tydeligt, at medlemskabet bygger på frivillighed, og den giver både landet og EU en fælles ramme at forhandle inden for. Indtil Brexit var reglerne aldrig blevet afprøvet i praksis, så mange spørgsmål om fortolkningen blev først afklaret undervejs.

Kan et land melde sig ud af EU

Ja, et land kan melde sig ud af EU. Det kræver ikke de andre landes tilladelse. Retten til at udtræde er ensidig, men betingelserne for udtrædelsen skal forhandles.

Formålet med forhandlingerne er at undgå et brat og kaotisk brud. Et medlemsland er dybt integreret i EU gennem handel, regler, fælles institutioner og borgernes rettigheder. Derfor skal mange praktiske spørgsmål afklares, før landet står helt uden for.

Sådan foregår en udtrædelse af EU

Artikel 50 beskriver forløbet i nogle få trin. Det kan i hovedtræk opsummeres sådan:

1. Meddelelse: Landet giver Det Europæiske Råd besked om, at det ønsker at udtræde.
2. Retningslinjer: Det Europæiske Råd fastlægger rammerne for EU’s forhandlinger.
3. Forhandlinger: EU og landet forhandler en udtrædelsesaftale. Aftalen skal tage hensyn til rammerne for det fremtidige forhold.
4. Godkendelse: Europa-Parlamentet skal give sit samtykke, og Rådet indgår aftalen med kvalificeret flertal.
5. Udtræden: Traktaterne ophører med at gælde for landet, når aftalen træder i kraft.

Hvis der ikke er en aftale inden for to år efter meddelelsen, ophører medlemskabet automatisk. Fristen kan dog forlænges, hvis Det Europæiske Råd og det pågældende land er enige om det.

Det land, der vil udtræde, deltager ikke i EU’s interne drøftelser om sin egen udtrædelse. Det er fortsat medlem med de samme rettigheder og pligter, indtil udtrædelsen er en realitet.

Brexit som eksempel

Storbritannien er det første og hidtil eneste land, der har forladt EU efter artikel 50. Forløbet viser, hvor kompliceret en udtrædelse af EU kan være i praksis.

Folkeafstemningen

Den 23. juni 2016 holdt Storbritannien en folkeafstemning om medlemskabet. Knap 52 procent af vælgerne stemte for at forlade EU. Den britiske regering sendte sin meddelelse efter artikel 50 i marts 2017.

Forhandlinger og udsættelser

Forhandlingerne handlede blandt andet om borgernes rettigheder, Storbritanniens økonomiske forpligtelser over for EU og grænsen mellem Irland og Nordirland. Det britiske parlament havde svært ved at samle flertal for en aftale. Fristen blev derfor forlænget flere gange.

Udtræden og ny aftale

Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020. Herefter fulgte en overgangsperiode til udgangen af 2020, hvor de fleste EU-regler stadig gjaldt. I den periode forhandlede parterne en handels- og samarbejdsaftale om det fremtidige forhold.

Brexit er stadig et omdiskuteret emne. Tilhængere fremhæver, at landet har fået mere selvbestemmelse over love, handel og grænser. Modstandere peger på nye handelsbarrierer, mere bureaukrati og ringere adgang til EU’s indre marked.

Hvad sker der med borgere og virksomheder

Når et land forlader EU, gælder reglerne om fri bevægelighed ikke længere mellem landet og EU. Det kan påvirke retten til at bo, arbejde og studere i hinandens lande. Det kan også betyde told, grænsekontrol og nye krav til varer.

Ved Brexit fik borgere, der allerede boede i et andet land før overgangsperiodens udløb, som udgangspunkt beskyttet deres ophold gennem udtrædelsesaftalen. Reglerne er detaljerede og kan ændre sig. Har du en konkret sag, bør du søge oplysninger hos de officielle myndigheder, fx på borger.dk eller hos den britiske regering.

Ofte stillede spørgsmål

Kan et land fortryde en udmeldelse?

EU-Domstolen har slået fast, at et land kan trække sin meddelelse tilbage, så længe udtrædelsen ikke er trådt i kraft. Det skal ske i overensstemmelse med landets egne forfatningsmæssige regler. Landet fortsætter så som medlem på uændrede vilkår.

Kan et land, der har forladt EU, komme tilbage?

Ja, men det skal søge om medlemskab på ny som ethvert andet land. Det betyder, at landet skal igennem den almindelige optagelsesprocedure. Den kan du læse om i artiklen om EU-udvidelse.

Har andre end Storbritannien forladt EU?

Intet andet medlemsland har brugt artikel 50. Grønland forlod dog Det Europæiske Fællesskab i 1985 efter en folkeafstemning, men Grønland er en del af Rigsfællesskabet og ikke et selvstændigt medlemsland. Danmark er fortsat et af de 27 EU-lande.

Næste skridt

Vil du læse selve ordlyden af artikel 50, kan du finde Traktaten om Den Europæiske Union på EUR-Lex. Her kan du også se de andre traktatbestemmelser, som udtrædelsesreglen hænger sammen med.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en international aftale, der beskytter grundlæggende rettigheder som retten til liv, ytringsfrihed og en retfærdig rettergang. Den hører under Europarådet og ikke under EU, selv om de to ofte blandes sammen. Her får du overblik over, hvad konventionen indeholder, hvordan Menneskerettighedsdomstolen arbejder, og hvordan konventionen spiller sammen med EU og dansk ret.

Hvad er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Konventionen forkortes ofte EMRK. Den blev underskrevet i Rom i 1950 og trådte i kraft i 1953. Baggrunden var erfaringerne fra Anden Verdenskrig og ønsket om at sikre, at staterne i Europa respekterer en fælles kerne af rettigheder.

Konventionen er siden blevet udbygget med en række tillægsprotokoller. De tilføjer flere rettigheder eller ændrer, hvordan systemet fungerer. Ikke alle lande har tiltrådt alle protokoller, så den præcise beskyttelse kan variere lidt fra land til land.

Eksempler på rettigheder i konventionen

• Retten til liv
• Forbud mod tortur og nedværdigende behandling
• Forbud mod slaveri og tvangsarbejde
• Retten til frihed og sikkerhed
• Retten til en retfærdig rettergang
• Retten til respekt for privatliv og familieliv
• Tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed
• Ytringsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed
• Forbud mod diskrimination ved udøvelsen af rettighederne

Mange af rettighederne er ikke absolutte. Staterne kan i visse tilfælde begrænse dem, fx af hensyn til den offentlige orden eller andres rettigheder, men begrænsningerne skal have hjemmel i lov og være nødvendige.

Europarådet er ikke EU

Europarådet blev oprettet i 1949 og er en selvstændig international organisation med hovedsæde i Strasbourg. Det arbejder med menneskerettigheder, demokrati og retsstat. Europarådet har langt flere medlemslande end EU, fordi også lande uden for EU er med.

Forvekslingen opstår ofte, fordi navnene ligner hinanden. Europarådet må ikke forveksles med Det Europæiske Råd, som er EU’s møde mellem stats- og regeringscheferne, eller med Rådet, hvor EU-landenes ministre mødes. Hvis du vil vide mere om EU’s egne institutioner og medlemslande, kan du læse om hvad EU er.

Et land kan altså være med i Europarådet og bundet af konventionen uden at være medlem af EU. Det gælder fx Norge, Storbritannien og Schweiz.

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er konventionens domstol. Den ligger i Strasbourg og har én dommer for hvert land, der har tiltrådt konventionen. Domstolen tager stilling til, om et land har krænket de rettigheder, der står i konventionen.

Både enkeltpersoner, organisationer og stater kan klage til domstolen. Det kræver som udgangspunkt, at klageren først har prøvet sagen ved de nationale domstole. Der gælder også en frist for at klage, efter den endelige nationale afgørelse foreligger, og mange klager afvises allerede af formelle grunde.

Hvad sker der, når et land bliver dømt

Domstolen kan fastslå, at et land har krænket konventionen, og i nogle sager tilkende erstatning. Den kan ikke selv ophæve nationale love eller domme. Det er Europarådets Ministerkomité, der overvåger, at landene følger dommene. I praksis ændrer lande ofte lovgivning eller praksis efter en dom.

Domstolen er ikke det samme som EU-Domstolen i Luxembourg, der fortolker EU-retten.

Forholdet mellem konventionen og EU

EU er ikke selv part i konventionen, men alle EU-lande har tiltrådt den. Lissabontraktaten indeholder en forpligtelse til, at EU skal tiltræde konventionen. Forhandlingerne har dog været langvarige, og EU-Domstolen har tidligere fundet et udkast til aftale uforeneligt med EU-retten. Det præcise stade kan følges hos Europarådet og EU-Kommissionen.

EU har sit eget katalog over rettigheder, Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Chartret blev juridisk bindende med Lissabontraktaten og gælder for EU’s institutioner og for medlemslandene, når de gennemfører EU-ret. Mange af rettighederne i chartret svarer til dem i konventionen, og de skal fortolkes i overensstemmelse med hinanden. Du kan læse mere om traktaten i artiklen om Lissabontraktaten.

Konventionen i dansk ret

Danmark var blandt de lande, der tiltrådte konventionen tidligt. I 1992 blev konventionen inkorporeret i dansk ret ved lov. Det betyder, at danske domstole og myndigheder anvender konventionen direkte, og at borgere kan påberåbe sig den i danske retssager.

Domstolens afgørelser har haft betydning for dansk lovgivning og praksis på flere områder, fx inden for udlændingeret, strafferet og ytringsfrihed. Der har også været politisk debat om konventionen. Nogle mener, at domstolen fortolker konventionen for bredt og begrænser folkevalgte politikeres handlerum. Andre mener, at en uafhængig international domstol er en vigtig sikkerhed for borgernes rettigheder. Debatten handler både om konkrete sager og om, hvordan konventionen skal fortolkes i fremtiden.

Konventionen står ikke over grundloven, men Danmark er folkeretligt forpligtet til at overholde den. Hvis du vil vide mere om, hvordan Danmark afgiver kompetence til internationale organisationer, kan artiklen om grundlovens paragraf 20 give baggrund.

Ofte stillede spørgsmål

Er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention en del af EU

Nej. Konventionen hører under Europarådet, som er en selvstændig organisation. Alle EU-lande har tiltrådt den, men EU som organisation er ikke part i den. EU har i stedet sit eget charter om grundlæggende rettigheder.

Kan en dansker klage til Menneskerettighedsdomstolen

Ja, enkeltpersoner kan klage, hvis de mener, at Danmark har krænket deres rettigheder efter konventionen. Som udgangspunkt skal sagen først være prøvet ved de danske domstole, og der gælder en klagefrist. Det kan være en god idé at søge juridisk rådgivning, før man klager.

Hvad er forskellen på EMRK og EU’s charter

EMRK gælder for alle stater i Europarådet og håndhæves af domstolen i Strasbourg. EU’s charter gælder for EU’s institutioner og for medlemslandene, når de anvender EU-ret, og det fortolkes af EU-Domstolen. Indholdet overlapper i høj grad, men de to systemer har hver sin domstol.

Næste skridt

Hvis du har en konkret sag eller vil læse konventionens fulde tekst, så find den på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols hjemmeside, hvor der også er vejledning om, hvordan man klager.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Lissabontraktaten er den traktat, som siden 2009 har dannet rammen om EU’s samarbejde. Den blev til, efter at forfatningstraktaten var blevet stemt ned i Frankrig og Nederlandene, og den videreførte mange af dens ændringer i en anden form. I Danmark blev Lissabontraktaten godkendt af Folketinget i 2008 uden en folkeafstemning.

Fra forfatningstraktat til Lissabontraktaten

I begyndelsen af 2000’erne ville EU’s ledere forenkle traktaterne og gøre EU bedre i stand til at fungere med mange flere medlemslande. Et konvent med deltagere fra regeringer, parlamenter og EU’s institutioner udarbejdede et udkast. Det blev til traktaten om en forfatning for Europa, som blev underskrevet i 2004.

Forfatningstraktaten skulle erstatte de eksisterende traktater med én samlet tekst. I 2005 stemte vælgerne i Frankrig og Nederlandene imod den ved folkeafstemninger. Dermed kunne den ikke træde i kraft, fordi alle medlemslande skal ratificere en traktat. Flere lande, herunder Danmark, udskød derefter deres planlagte afstemninger.

Efter en tænkepause blev landene i 2007 enige om at opgive forfatningsprojektet og i stedet ændre de eksisterende traktater. Resultatet blev Lissabontraktaten, som i starten ofte blev kaldt reformtraktaten. Den blev underskrevet i Lissabon i december 2007.

Hvorfor det ikke bare blev forfatningen igen

Lissabontraktaten indeholder mange af de samme institutionelle ændringer som forfatningstraktaten. Forskellen ligger især i formen. I stedet for en ny samlet tekst ændrer Lissabontraktaten de to eksisterende hovedtraktater, som i dag hedder TEU og TEUF.

Ordet forfatning blev droppet, og symboler som flag og hymne blev ikke skrevet ind i traktatteksten. Tilhængere så det som en fornuftig måde at redde reformerne på. Kritikere mente, at indholdet i det væsentlige var det samme, og at vælgerne derfor burde være blevet spurgt. Du kan få overblik over de forskellige traktater i artiklen om EU traktater.

De vigtigste ændringer i Lissabontraktaten

Lissabontraktaten ændrede både institutionerne og måden, EU træffer beslutninger på. Blandt de vigtigste ændringer er disse:

• Fast formand for Det Europæiske Råd. Stats- og regeringscheferne fik en formand, der vælges for to et halvt år ad gangen, i stedet for at formandskabet på topmøderne skiftede hvert halve år.
• Højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Posten blev styrket og kombineret med en post som næstformand i Kommissionen. Samtidig blev en fælles udenrigstjeneste oprettet.
• Mere indflydelse til Europa-Parlamentet. Den fælles beslutningsprocedure blev til den almindelige lovgivningsprocedure og udvidet til flere områder.
• Ny afstemningsregel i Rådet. Kvalificeret flertal blev defineret som et dobbelt flertal, der tager højde for både antallet af lande og deres befolkning.
• Søjlestrukturen forsvandt. EU fik status som juridisk person, og den tidligere opdeling i tre søjler blev afskaffet.
• Chartret om grundlæggende rettigheder blev bindende. Det fik samme juridiske værdi som traktaterne.
• Regler for udtræden. For første gang blev det skrevet ind i traktaterne, hvordan et land kan forlade EU. Reglen kendes i dag som artikel 50.
• Nationale parlamenter og borgere. De nationale parlamenter fik en formel rolle i at kontrollere nærhedsprincippet, og borgerinitiativet blev indført.

Lissabontraktaten og Danmark

I Danmark var det centrale spørgsmål, om Lissabontraktaten overlod suverænitet efter grundlovens paragraf 20. Hvis det var tilfældet, skulle traktaten enten vedtages af fem sjettedele af Folketingets medlemmer eller sendes til folkeafstemning.

Justitsministeriet vurderede spørgsmålet for regeringen. Vurderingen var, at traktaten ikke indebar suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand. Derfor blev Lissabontraktaten behandlet som et almindeligt lovforslag i Folketinget.

Folketinget vedtog loven i foråret 2008 med et klart flertal, og der blev ikke afholdt en folkeafstemning. Reglerne bag den vurdering er beskrevet i artiklen om grundloven og EU.

Debatten om en folkeafstemning

Beslutningen var omdiskuteret. Nogle partier og bevægelser mente, at traktaten var så vigtig, at vælgerne burde stemme om den, uanset den juridiske vurdering. Andre lagde vægt på, at grundloven ikke krævede en afstemning, og at det var naturligt at følge Justitsministeriets vurdering. Spørgsmålet om Lissabontraktaten og Danmark fyldte derfor meget i den offentlige debat i 2008.

Forbeholdene og Lissabontraktaten

De danske forbehold fortsatte med Lissabontraktaten. Til traktaten hører en protokol om Danmarks stilling, som gav mulighed for at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Med en sådan ordning ville Danmark kunne vælge at deltage i enkelte retsakter. I Danmark er ændringer af forbeholdene blevet sendt til folkeafstemning, og ved afstemningen i december 2015 stemte et flertal nej til tilvalgsordningen. Læs mere om de danske forbehold.

Hvad betyder Lissabontraktaten i dag

Lissabontraktaten er ikke en selvstændig tekst, man slår op i dag. Den ændrede TEU og TEUF, og det er de konsoliderede udgaver af dem, der gælder. Når man taler om Lissabontraktaten, mener man derfor ofte det regelsæt, som EU har arbejdet efter siden 2009.

Traktatens regler har haft stor praktisk betydning. Da Storbritannien forlod EU, var det reglerne om udtræden fra Lissabontraktaten, der blev brugt for første gang. Der har siden været drøftelser om nye traktatændringer, men det er stadig Lissabontraktatens struktur, der danner grundlaget.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår trådte Lissabontraktaten i kraft?

Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Den blev underskrevet i december 2007, men skulle først ratificeres i alle medlemslande. Irland godkendte den ved en ny folkeafstemning i 2009, efter at vælgerne havde sagt nej i 2008.

Hvad er forskellen på forfatningstraktaten og Lissabontraktaten?

Forfatningstraktaten skulle erstatte de eksisterende traktater med én samlet tekst og havde forfatningslignende træk. Lissabontraktaten ændrede i stedet de eksisterende traktater. Indholdsmæssigt overtog den mange af de institutionelle reformer.

Hvorfor var der ikke folkeafstemning om Lissabontraktaten i Danmark?

Justitsministeriet vurderede, at traktaten ikke overlod suverænitet efter grundlovens paragraf 20. Derfor kunne Folketinget vedtage den med almindeligt flertal. Beslutningen var politisk omdiskuteret, og flere mente, at vælgerne burde have haft det sidste ord.

Vil du se, hvordan Folketinget behandlede Lissabontraktaten, er næste skridt at finde lovforslaget og debatterne på ft.dk. Selve traktatteksten i konsolideret form ligger på EUR-Lex.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU, Den Europæiske Union, er et politisk og økonomisk samarbejde mellem 27 europæiske lande. Landene har aftalt at løse visse opgaver i fællesskab, fx handel, miljø og forbrugerbeskyttelse, mens andre opgaver forbliver nationale. Hvis du spørger “hvad er EU”, er det korte svar altså: et forpligtende samarbejde, hvor landene deler en del af deres beslutningskraft.

Hvad er EU, og hvorfor blev det skabt

EU udsprang af ønsket om at sikre fred i Europa efter Anden Verdenskrig. Tanken var, at lande, der er økonomisk tæt forbundne, har mindre grund til at gå i krig mod hinanden. Samarbejdet begyndte med kul og stål i 1950’erne og er siden vokset til at omfatte mange flere områder.

I dag har EU flere formål. Det handler om fred og stabilitet, et fælles marked med fri handel, fælles regler for miljø og forbrugere og en stærkere stemme over for resten af verden. Hvordan samarbejdet har udviklet sig, kan du læse om i artiklen om EU’s historie.

Medlemslandene

EU har 27 medlemslande. Danmark blev medlem i 1973, dengang samarbejdet hed EF. Storbritannien var også medlem, men forlod EU i 2020.

Medlemslandene er meget forskellige i størrelse, økonomi og historie. Nogle har været med fra begyndelsen, mens andre kom til efter den kolde krigs afslutning. Lande kan søge om optagelse, hvis de lever op til en række krav om demokrati, retsstat og en fungerende markedsøkonomi. Flere lande står i dag på listen som kandidatlande. Se den fulde liste over medlemmer i artiklen om EU-lande, og læs om optagelsesprocessen i artiklen om EU’s udvidelse.

Nogle lande uden for EU er alligevel tæt knyttet til samarbejdet. Norge, Island og Liechtenstein deltager fx i det indre marked gennem EØS-aftalen.

EU’s institutioner

EU har en række institutioner, som hver har sin rolle. De vigtigste er:

• Europa-Kommissionen: Foreslår nye love og holder øje med, at landene overholder reglerne. Hvert land har én kommissær.
• Rådet (Ministerrådet): Her mødes ministre fra medlemslandene og vedtager love sammen med Parlamentet.
• Europa-Parlamentet: Vælges direkte af borgerne i alle medlemslande. Læs mere i artiklen om Europa-Parlamentet.
• Det Europæiske Råd: Stats- og regeringscheferne mødes og fastlægger de overordnede politiske linjer.
• EU-Domstolen: Fortolker EU-retten og afgør tvister. Læs mere om EU-Domstolen.
• Den Europæiske Centralbank: Styrer pengepolitikken for de lande, der har euroen.
• Revisionsretten: Kontrollerer, at EU’s penge bruges korrekt.

Hvordan institutionerne arbejder sammen om at vedtage love, er forklaret i artiklen om EU’s beslutningsproces.

Hvad laver EU, og hvad bestemmer EU over

EU må kun handle på de områder, som medlemslandene har givet EU kompetence til i traktaterne. Man skelner typisk mellem tre slags områder.

Områder, hvor EU alene bestemmer

På enkelte områder er det kun EU, der kan vedtage regler. Det gælder blandt andet toldunionen, konkurrencereglerne for det indre marked, handelspolitikken over for andre lande og pengepolitikken for eurolandene.

Områder, hvor EU og landene deler kompetence

På mange områder kan både EU og landene lovgive. Det gælder fx det indre marked, miljø, forbrugerbeskyttelse, landbrug, transport og energi. Når EU har vedtaget regler, skal landene følge dem.

Områder, hvor landene selv bestemmer

Landene bestemmer selv over store dele af skattepolitikken, uddannelse, sundhedsvæsenet og den sociale sikring. Her kan EU højst støtte eller koordinere. Det er derfor typisk de nationale politikere, der bestemmer over fx skolereformer, hospitaler og pensioner.

EU’s regler vedtages som forordninger, der gælder direkte, eller som direktiver, som landene selv skal skrive ind i deres lovgivning. Forskellen er forklaret i artiklen om direktiv og forordning.

Danmark i EU

Danmark deltager i det meste af samarbejdet, men har særlige undtagelser på enkelte områder. De vigtigste af de danske forbehold i dag gælder euroen og dele af det retlige samarbejde. Forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved en folkeafstemning i 2022. Du kan læse mere i artiklerne om Danmark og EU og de danske forbehold.

Folketinget har en særlig rolle, fordi regeringen skal have et mandat fra Folketingets Europaudvalg, før den forhandler om vigtige sager i Rådet. Holdningerne til EU er delte i Danmark. Nogle lægger vægt på fordelene ved samarbejde og handel, mens andre lægger vægt på national selvbestemmelse.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på EU og Europa

Europa er et kontinent med omkring 50 lande, mens EU er et samarbejde mellem 27 af dem. Lande som Norge, Schweiz og Storbritannien ligger i Europa, men er ikke medlemmer af EU.

Hvad laver EU i hverdagen for almindelige borgere

EU-regler påvirker blandt andet forbrugerrettigheder, mærkning af fødevarer, miljøkrav og retten til at arbejde og bo i andre EU-lande. Mange af reglerne mærker man ikke direkte, fordi de er indarbejdet i dansk lovgivning.

Er EU det samme som euroen

Nej. Euroen er den fælles valuta, som en del af EU-landene bruger. Danmark er medlem af EU, men har ikke euroen og bruger stadig kroner.

Næste skridt

Vil du forstå EU for begyndere trin for trin, er et godt næste skridt at læse om, hvordan Kommissionen, Rådet og Parlamentet sammen vedtager nye regler. Har du et konkret spørgsmål om dine rettigheder, kan du finde officiel vejledning på borger.dk eller EU’s portal Your Europe.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.