EU’s landbrugspolitik, også kaldet den fælles landbrugspolitik eller CAP, er et af EU’s ældste og største politikområder. Den skal sikre stabil fødevareforsyning, rimelige indkomster for landmænd og en bæredygtig udvikling af landdistrikterne. Politikken er bygget op om to søjler og er blevet reformeret mange gange siden starten.
Hvad er EU’s landbrugspolitik
Den fælles landbrugspolitik blev indført i begyndelsen af 1960’erne. Dengang var erindringen om fødevaremangel efter Anden Verdenskrig stadig tydelig, og de første medlemslande ønskede at sikre, at Europa kunne brødføde sig selv.
Forkortelsen CAP kommer fra den engelske betegnelse Common Agricultural Policy. Det særlige ved politikken er, at den i høj grad er fælles. Reglerne og en stor del af pengene kommer fra EU, mens medlemslandene står for at administrere ordningerne og udbetale støtten.
Landbrugspolitikken har altid fyldt meget i EU’s budget. Andelen er faldet over tid, men den er stadig en af de største udgiftsposter. Du kan læse mere om, hvordan budgettet er sammensat, i artiklen om EU’s budget.
Formålet med den fælles landbrugspolitik
Formålene står i EU’s traktater og har i grundtræk været de samme siden starten. De handler blandt andet om at:
- Øge produktiviteten i landbruget
- Sikre landbrugets befolkning en rimelig levestandard
- Stabilisere markederne
- Sikre forsyningen af fødevarer
- Sikre forbrugerne rimelige priser
Med tiden er der kommet flere hensyn til, især miljø, klima, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og livet i landdistrikterne. I dag skal politikken både støtte landbruget økonomisk og bidrage til EU’s mål for klima og natur, som du kan læse om i artiklen om EU’s klimapolitik.
De to søjler i landbrugspolitikken
Landbrugspolitikken er opdelt i to dele, der ofte kaldes søjler. De finansieres fra hver sin landbrugsfond.
Første søjle: direkte støtte og markedsordninger
Første søjle er den største. Den omfatter direkte betalinger til landmænd, som typisk gives pr. hektar jord. Støtten er med til at stabilisere landmændenes indkomst, som kan svinge meget på grund af vejr, sygdomme og priser på verdensmarkedet.
Første søjle omfatter også markedsordninger. Det er redskaber, EU kan bruge, når markederne er i ubalance, fx offentlige opkøb, støtte til privat oplagring eller særlige tiltag i en krise. Første søjle finansieres fuldt ud af EU.
Anden søjle: udvikling af landdistrikterne
Anden søjle handler om landdistriktsudvikling. Her kan der gives støtte til fx investeringer i landbrug, unge landmænd, økologi, miljø- og klimatiltag, skovbrug og lokale projekter i landdistrikterne.
Anden søjle er som hovedregel medfinansieret. Det betyder, at medlemslandet selv skal lægge penge oveni EU’s bidrag. Det giver landene mulighed for at tilpasse indsatsen til egne behov.
Landbrugsstøtte i praksis
Landbrugsstøtte udbetales ikke automatisk. Landmanden skal søge støtten og opfylde en række betingelser. De handler blandt andet om miljø, klima, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og god landbrugsmæssig praksis. Overholdes reglerne ikke, kan støtten blive nedsat.
En del af den direkte støtte er knyttet til frivillige ordninger for klima og miljø. Landmænd, der lever op til særlige krav, kan få ekstra betaling. Ordningerne og satserne varierer fra land til land og ændrer sig over tid.
I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der administrerer støtteordningerne. Har du spørgsmål om ansøgning, satser eller frister, er det den, du skal kontakte. Oplysninger om, hvem der modtager landbrugsstøtte, offentliggøres også.
Reformer af landbrugspolitikken
Landbrugspolitikken er blevet reformeret mange gange. Retningen har overordnet været at bevæge sig væk fra støtte til produktionen og hen imod støtte til landmanden og til miljø og landdistrikter.
Fra produktionsstøtte til direkte betalinger
I de første årtier var støtten knyttet til garanterede priser og produktion. Det førte til overproduktion, som i offentligheden blev kendt som smørbjerge og vinsøer. En større reform i begyndelsen af 1990’erne sænkede de garanterede priser og indførte direkte betalinger i stedet.
Afkobling og grøn omstilling
Ved en reform i begyndelsen af 2000’erne blev det meste af støtten afkoblet fra produktionen. Det betyder, at landmanden får støtte uanset, hvad og hvor meget der produceres, så længe betingelserne er opfyldt. Senere reformer har lagt mere vægt på miljø og klima.
Den nyeste model
Med den seneste reform skal hvert land udarbejde en national strategisk plan for, hvordan det vil bruge pengene inden for EU’s fælles rammer. Planen godkendes af Europa-Kommissionen. Formålet er at give landene mere fleksibilitet og samtidig fokusere på resultater.
Debatten
Landbrugspolitikken er ofte til debat. Tilhængere fremhæver, at den sikrer fødevareforsyning, stabile indkomster og levende landdistrikter. Kritikere peger på, at den koster mange penge, at støtten især går til store bedrifter, og at den ikke i tilstrækkelig grad fremmer klima og natur. Andre igen mener, at kravene er blevet for mange og bureaukratiske for landmændene.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad står CAP for
CAP står for Common Agricultural Policy, som på dansk hedder den fælles landbrugspolitik. Den omfatter EU’s regler og støtteordninger for landbrug og landdistrikter.
Hvem kan få landbrugsstøtte
Landbrugsstøtte kan som udgangspunkt søges af aktive landmænd, der dyrker jord og opfylder de fastsatte betingelser. Reglerne for, hvem der kan søge, og hvor meget der kan udbetales, fastsættes inden for EU’s rammer og den nationale plan. I Danmark er det Landbrugsstyrelsen, der kan svare på konkrete spørgsmål.
Hvorfor gælder landbrugspolitikken ikke for Norge
Norge er ikke medlem af EU, og landbrug ligger uden for EØS-aftalen. Norge fører derfor sin egen landbrugspolitik. Læs mere om EØS-lande og forskellen på EØS og EU-medlemskab.
Næste skridt
Vil du se de aktuelle regler og støtteordninger, så find EU-Kommissionens sider om den fælles landbrugspolitik, eller kontakt Landbrugsstyrelsen, hvis du har en konkret sag om dansk landbrugsstøtte.
Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.