Kategori: Danmark og EU

Grundlovens paragraf 20 er den bestemmelse, der gør det muligt at overlade dele af den danske statsmagt til internationale organisationer som EU. Det kræver enten et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer eller en folkeafstemning. Her kan du læse, hvad bestemmelsen siger, hvordan Højesteret har fortolket den, og hvorfor den stadig skaber debat.

Hvad står der i grundlovens paragraf 20

Den danske grundlov er fra 1953 og nævner hverken EF eller EU. Da den blev skrevet, var det europæiske samarbejde kun på tegnebrættet. Alligevel fik grundloven en bestemmelse, der netop åbnede for, at Danmark kunne deltage i forpligtende internationalt samarbejde.

Grundlovens paragraf 20 siger i hovedtræk, at beføjelser, som efter grundloven tilhører rigets myndigheder, ved lov kan overlades til mellemfolkelige myndigheder. Det sker “i nærmere bestemt omfang”, og myndighederne skal være oprettet ved aftale med andre stater for at fremme international retsorden og samarbejde.

De tre ord “i nærmere bestemt omfang” er vigtige. De betyder, at Danmark ikke kan give en generel fuldmagt væk. Det skal være til at se, hvilke opgaver der overlades, og i hvilket omfang.

Grundloven på engelsk

Grundloven findes også i engelsk oversættelse under navnet Constitution of Denmark. Oversættelsen kan være nyttig for udenlandske læsere, men det er den danske tekst, der er gældende. Den fulde danske tekst kan læses på Folketingets hjemmeside, ft.dk, og i Retsinformation.

Suverænitetsafgivelse: fem sjettedele eller folkeafstemning

Suverænitetsafgivelse betyder, at Danmark overlader en del af sin bestemmelsesret til en fælles myndighed. I EU kan det for eksempel være retten til at vedtage regler på et bestemt område eller retten til at afgøre tvister.

Paragraf 20 stiller skrappere krav end ved almindelige love. Et lovforslag om suverænitetsafgivelse skal vedtages med fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Med 179 medlemmer svarer det til mindst 150 stemmer.

Hvis forslaget kun får et almindeligt flertal, og regeringen fastholder det, skal det sendes til folkeafstemning. Vælgerne kan så godkende eller forkaste loven efter reglerne i grundlovens paragraf 42. Det betyder blandt andet, at et nej kun har virkning, hvis en vis andel af alle stemmeberettigede stemmer nej.

Hvornår bruges paragraf 20

Det er regeringen og Folketinget, der vurderer, om en ny EU-traktat eller aftale indebærer suverænitetsafgivelse. Justitsministeriet udarbejder typisk en juridisk redegørelse om spørgsmålet, før Folketinget tager stilling.

Ikke alle traktatændringer kræver paragraf 20. Nogle ændringer vurderes kun at justere kompetencer, som Danmark allerede har afgivet. Flere danske folkeafstemninger om EU har dog været knyttet til paragraf 20, fordi fem sjettedele-flertallet ikke kunne samles.

Maastricht-dommen fra 1998

Maastricht-dommen er den vigtigste danske dom om forholdet mellem grundloven og EU. En gruppe borgere anlagde sag mod statsministeren og hævdede, at loven om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten var i strid med grundloven.

Højesteret afsagde dom i 1998. Retten fandt, at tiltrædelsen ikke var i strid med grundloven, og staten fik derfor medhold. Dommen indeholdt dog en række principielle bemærkninger, som stadig citeres.

Hovedpunkterne i dommen

• Paragraf 20 tillader ikke, at Danmark overlader så meget, at landet ikke længere kan betragtes som en selvstændig stat.
• Kravet om “nærmere bestemt omfang” betyder, at de overladte kompetencer skal kunne afgrænses.
• Danske domstole har det sidste ord om, hvorvidt EU går ud over de kompetencer, Danmark har afgivet.
• I helt ekstraordinære tilfælde kan danske domstole derfor nå frem til, at en EU-regel ikke kan anvendes i Danmark.

Det sidste punkt fik stor opmærksomhed. Det betyder, at grundloven efter Højesterets opfattelse står over EU-retten i dansk sammenhæng, selv om EU-retten normalt har forrang for national lov.

Grundloven og EU-retten i dag

Forholdet mellem grundloven og EU er fortsat et emne for jurister og politikere. Spørgsmålet er især, hvem der har det sidste ord, når EU-retten og dansk ret peger i hver sin retning.

EU-Domstolen har i mange år fastholdt, at EU-retten har forrang for medlemslandenes regler. Danske domstole følger som udgangspunkt dette princip. Men Højesteret har i sin praksis gjort klart, at forrangen bygger på den danske tiltrædelseslov og dermed på grundloven. Du kan læse mere om domstolen i Luxembourg i artiklen om EU-Domstolen.

Højesteret har også taget stilling til, om Lissabontraktaten krævede brug af paragraf 20. Retten fandt i den sag, at regeringen ikke havde overskredet grundloven. Flere højesteretsdomme har dog vist, at spørgsmålet om forholdet mellem dansk ret og EU-ret ikke er helt afklaret.

Debatten om grundloven og EU

Der er forskellige holdninger til, hvordan paragraf 20 bør fortolkes og bruges. Debatten handler både om jura og om demokrati.

Nogle mener, at paragraf 20 giver en god balance. Den gør det muligt at samarbejde forpligtende i EU, samtidig med at vælgerne skal spørges, når der ikke er bred enighed i Folketinget.

Andre mener, at der er afgivet suverænitet gradvist uden folkeafstemning, fordi mange ændringer er vurderet til ikke at kræve paragraf 20. De peger på, at EU over tid har fået flere opgaver.

En tredje gruppe har foreslået, at grundloven bør moderniseres og nævne EU direkte. Andre mener, at den nuværende formulering er fleksibel nok. Der er ikke truffet beslutning om at ændre grundloven på dette punkt. Baggrunden for Danmarks særlige ordninger kan du læse om i artiklen om danske EU-forbehold.

Ofte stillede spørgsmål

Kræver alle nye EU-traktater en folkeafstemning

Nej. En folkeafstemning efter paragraf 20 er kun nødvendig, hvis der afgives suverænitet, og hvis fem sjettedele af Folketinget ikke stemmer for. Regeringen kan også vælge at holde en folkeafstemning af politiske grunde, selv om grundloven ikke kræver det.

Hvad betyder Maastricht-dommen for borgerne

Dommen slog fast, at borgere i visse tilfælde kan få prøvet, om Danmarks tilslutning til EU-traktater er i overensstemmelse med grundloven. Den gav også danske domstole en rolle som vogter af grænserne for den afgivne suverænitet.

Hvor mange stemmer er fem sjettedele i Folketinget

Folketinget har 179 medlemmer. Fem sjettedele svarer til mindst 150 medlemmer, der skal stemme for lovforslaget. Det er en høj tærskel, som kræver, at næsten alle partier er enige.

Næste skridt

Vil du læse den præcise ordlyd af paragraf 20 og resten af grundloven, kan du finde den på ft.dk eller retsinformation.dk. Vil du have overblikket over Danmarks plads i samarbejdet, er artiklen om Danmark og EU et godt sted at fortsætte.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Folketingets Europaudvalg er det udvalg, der koordinerer Folketingets arbejde med EU-sager. Udvalget giver regeringen forhandlingsmandat, før ministrene forhandler i EU, og det følger med i nye forslag fra EU-Kommissionen. Denne artikel er en uafhængig forklaring af, hvordan ordningen fungerer. Det autoritative materiale findes på Folketingets egen hjemmeside, ft.dk.

Hvorfor Folketinget har et særligt udvalg for EU

Når Danmark er medlem af EU, bliver mange regler vedtaget i Bruxelles af Rådet og Europa-Parlamentet. Det er regeringens ministre, der repræsenterer Danmark i Rådet. Folketinget har derfor brug for en måde at påvirke og kontrollere, hvad ministrene siger ja og nej til.

Det sker primært gennem Europaudvalget. Udvalget blev oprettet i forbindelse med Danmarks indtræden i EF i begyndelsen af 1970’erne, oprindeligt under et andet navn. Læs mere om baggrunden i artiklen om hvordan Danmark kom med i EF.

Europaudvalget består af folketingsmedlemmer fra de forskellige partier. Sammensætningen afspejler i store træk styrkeforholdet i Folketinget, og udvalget vælger selv en formand.

Forhandlingsmandat til ministeren

Det mest kendte træk ved den danske model er forhandlingsmandatet. Før en minister skal forhandle om en vigtig sag i Rådet, forelægger ministeren sit forhandlingsoplæg for Europaudvalget. Det sker typisk mundtligt på et møde i udvalget.

Mandatet anses for givet, medmindre et flertal i udvalget udtaler sig imod det. Flertallet opgøres efter, hvor mange mandater partierne har i Folketinget. Hvis der er flertal imod, må ministeren ændre sit oplæg og komme tilbage til udvalget.

Hvad mandatet betyder i praksis

Mandatet sætter rammen for, hvad ministeren kan acceptere i forhandlingerne. Hvis forhandlingerne bevæger sig uden for rammen, skal ministeren som udgangspunkt vende tilbage til udvalget for at få et nyt mandat. Ordningen omtales ofte som en af de mere vidtgående former for parlamentarisk kontrol med EU-politik blandt medlemslandene.

Ordningen har både fortalere og kritikere. Fortalerne fremhæver, at den sikrer en tæt demokratisk forankring af de danske holdninger, og at regeringen ikke kan gå længere, end et flertal i Folketinget kan acceptere. Kritikere peger på, at et stramt mandat kan gøre det sværere for ministeren at indgå kompromiser i forhandlingerne, og at meget af arbejdet foregår hurtigt og med begrænset offentlig debat.

Når regeringen er i mindretal

Mandatordningen har særlig betydning, når regeringen ikke selv har flertal i Folketinget. Så skal ministeren typisk finde støtte hos andre partier, før et forhandlingsoplæg kan gå igennem i udvalget. Det kan give oppositionen reel indflydelse på Danmarks holdning i EU.

Samlenotater og grundnotater

For at Europaudvalget kan tage stilling, får udvalget skriftligt materiale fra regeringen. De to mest kendte typer er grundnotater og samlenotater.

• Grundnotat: Et notat, som regeringen sender til Folketinget, når EU-Kommissionen har fremsat et nyt forslag. Det beskriver forslagets indhold, konsekvenser for Danmark og regeringens foreløbige holdning.
• Samlenotat: Et notat, der sendes forud for et rådsmøde. Det samler de sager, der skal behandles på mødet, og beskriver status og den danske holdning.

Notaterne er offentlige i de fleste tilfælde og kan findes på ft.dk. De er en god kilde, hvis man vil følge en bestemt EU-sag fra forslag til vedtagelse. Hvis du vil forstå, hvor sagerne ender, kan du læse om EU’s beslutningsproces.

Nærhedstjek af nye EU-forslag

Nærhedstjek er en anden vigtig opgave. Nærhedsprincippet betyder, at EU kun skal handle, når et mål bedre kan nås på EU-plan end i de enkelte lande. Med Lissabon-traktaten fik de nationale parlamenter en formel rolle i at vurdere, om nye forslag lever op til princippet.

Folketinget kan inden for en fastsat frist sende en begrundet udtalelse til EU’s institutioner, hvis det mener, at et forslag strider mod nærhedsprincippet. Hvis tilstrækkeligt mange nationale parlamenter gør det samme, skal Kommissionen genoverveje forslaget. Det kaldes ofte et gult kort. De præcise frister og tærskler fremgår af traktatens protokol om nærhedsprincippet, som kan findes på EUR-Lex.

Folketingets øvrige rolle i EU-sager

Europaudvalget står ikke alene. Folketingets fagudvalg behandler også EU-sager inden for deres områder, og de kan afgive bidrag til Europaudvalget. Desuden skal EU-direktiver gennemføres i dansk lovgivning, og det sker gennem den almindelige lovgivningsproces i Folketinget.

Ved større ændringer, der indebærer afgivelse af suverænitet, kan grundlovens paragraf 20 komme i spil. Den fastsætter særlige krav til flertal eller folkeafstemning. Læs mere i artiklen om grundlovens paragraf 20.

Ofte stillede spørgsmål

Hvem sidder i Europaudvalget

Udvalget består af folketingsmedlemmer fra partierne i Folketinget, fordelt efter partiernes størrelse. Den aktuelle liste over medlemmer og formand findes på ft.dk under Europaudvalget. Sammensætningen ændrer sig ved valg og ved partiernes egne udskiftninger.

Er møderne i Europaudvalget offentlige

Dele af udvalgets møder er åbne, og mange dokumenter offentliggøres. Visse forhandlinger om mandater kan foregå for lukkede døre, for eksempel af hensyn til Danmarks forhandlingsposition. Reglerne for åbenhed kan ændre sig, så tjek ft.dk for den aktuelle praksis.

Kan Europaudvalget stoppe en EU-lov

Udvalget kan ikke selv stoppe en EU-lov, fordi lovene vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet. Udvalget kan derimod begrænse, hvad den danske minister må acceptere. Om det påvirker resultatet, afhænger af, hvordan stemmerne fordeler sig blandt de øvrige lande.

Næste skridt

Vil du følge en konkret EU-sag eller se dagsordener, notater og referater, kan du gå til Europaudvalgets side på ft.dk. Her ligger Folketingets eget materiale om behandlingen af EU-sager.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Euroafstemningen 2000 var den folkeafstemning, hvor danskerne skulle tage stilling til, om Danmark skulle indføre euroen. Afstemningen blev holdt den 28. september 2000, og et flertal stemte nej. Resultatet betød, at Danmark beholdt kronen og euroforbeholdet, og sådan er det fortsat i dag.

Hvad blev der stemt om ved euroafstemningen 2000

Spørgsmålet handlede om Danmarks euroforbehold, som var en af de undtagelser, Danmark fik i forbindelse med Maastricht-traktaten. Forbeholdet betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at deltage i den fælles valuta. Du kan læse mere om baggrunden i artiklen om de danske EU-forbehold.

Et ja ville have betydet, at forbeholdet blev ophævet, og at Danmark skulle deltage fuldt ud i Den Økonomiske og Monetære Union. Kronen ville så på sigt være blevet erstattet af euroen. Et nej betød, at forbeholdet blev bevaret.

Euroen var indført som regnevaluta i en række EU-lande fra begyndelsen af 1999. Sedler og mønter kom først i omløb nogle år senere. Danmark stod altså over for valget, mens den fælles valuta var ved at blive bygget op.

Kampagnen i hovedtræk

Folkeafstemningen om euroen blev en af de mest omtalte valgkampe i Danmark i årene omkring årtusindskiftet. Debatten fyldte meget i medierne, og mange borgere deltog i møder og diskussioner.

Ja-siden

Den daværende regering anbefalede et ja, og det samme gjorde flere af de store partier i Folketinget. Ja-siden lagde typisk vægt på økonomisk stabilitet, lavere renter og øget indflydelse i de beslutninger, der påvirker den danske økonomi. Et ofte brugt argument var, at Danmark i forvejen fulgte euroen tæt gennem fastkurspolitikken uden at have stemmeret.

Nej-siden

Nej-siden bestod af partier fra både højre og venstre side af det politiske spektrum samt EU-kritiske bevægelser. Nej-siden lagde typisk vægt på national selvbestemmelse, demokratisk kontrol med pengepolitikken og bekymring for den danske velfærdsmodel. Mange pegede også på, at kronen var et symbol på dansk selvstændighed.

Økonomiske analyser og ekspertrapporter

Før afstemningen blev der udgivet en række analyser af, hvad euroen ville betyde for dansk økonomi. Både offentlige instanser og uafhængige økonomer bidrog. Vurderingerne pegede ikke entydigt i én retning, og begge sider brugte dele af analyserne i deres argumentation.

Resultatet af afstemningen

Den 28. september 2000 stemte et flertal på lidt over halvdelen af vælgerne nej til euroen. Valgdeltagelsen var meget høj sammenlignet med mange andre afstemninger. De præcise tal kan findes hos Danmarks Statistik og i Folketingets oversigter over folkeafstemninger.

Resultatet blev bredt fortolket som et tegn på, at mange danskere ønskede at bevare en vis afstand til det økonomiske samarbejde i EU. Det blev samtidig set som en markant forskel mellem vælgerne og et flertal af partierne i Folketinget. Du kan se, hvordan afstemningen passer ind i rækken af danske afstemninger, i artiklen om folkeafstemninger om EU.

Følgerne for kronen

Nejet betød, at Danmark beholdt kronen som national valuta. Danmark fortsatte samtidig med fastkurspolitikken, hvor kronen er knyttet til euroen gennem valutakurssamarbejdet ERM2. Det betyder, at kronens værdi holdes meget stabil over for euroen.

I praksis har Danmarks Nationalbank siden afstemningen brugt renten og andre værktøjer til at holde kronen stabil. Danmark har ikke en plads i de beslutninger, som Den Europæiske Centralbank træffer om renten i euroområdet. Læs mere om, hvordan det fungerer, i artiklen om Danmark og euroen.

Har der været nye afstemninger om euroen

Der har ikke været en ny folkeafstemning om euroen siden 2000. Spørgsmålet dukker af og til op i den politiske debat, især i perioder med uro på de finansielle markeder eller ændringer i EU-samarbejdet.

Danmark har siden haft andre afstemninger om forbeholdene. Retsforbeholdet blev sat til afstemning i 2015, og forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved en afstemning i 2022. Euroforbeholdet står dog uændret.

Danmark er ikke det eneste EU-land, hvor vælgerne har sagt nej til euroen. I Sverige blev der holdt en folkeafstemning om euroen i 2003, og også her stemte et flertal nej. Forskellen er, at Sverige ikke har et formelt forbehold som Danmark, men i praksis har valgt at blive uden for ERM2.

Debatten om euroen handler i dag ofte om de samme temaer som i 2000. Det gælder blandt andet indflydelse, økonomisk stabilitet og national selvbestemmelse. Hvordan vælgerne vil se på spørgsmålet ved en eventuel ny afstemning, er umuligt at forudsige.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår var euroafstemningen

Euroafstemningen blev holdt torsdag den 28. september 2000. Det var en landsdækkende folkeafstemning, og alle stemmeberettigede til folketingsvalg kunne deltage.

Hvorfor stemte danskerne nej til euroen

Der er ikke ét svar, fordi vælgerne havde forskellige grunde. Undersøgelser og debatter fra perioden peger på, at hensynet til national selvbestemmelse, kronen som symbol og skepsis over for mere EU-samarbejde spillede en rolle for mange. Andre var usikre på de økonomiske fordele.

Kan Danmark stadig indføre euroen

Ja, Danmark kan indføre euroen, hvis euroforbeholdet ophæves. Det kræver efter den politiske praksis en ny folkeafstemning med et flertal for. Herefter skal Danmark opfylde EU’s økonomiske krav for at blive en del af euroområdet.

Næste skridt

Vil du se de officielle tal og baggrundsmateriale fra afstemningen, kan du finde Folketingets oversigt over folkeafstemninger på ft.dk og valgresultaterne hos Danmarks Statistik på dst.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Danmark har holdt flere folkeafstemninger om EF og EU end de fleste andre medlemslande. Den første var i 1972 om selve medlemskabet, og den seneste var i 2022 om forsvarsforbeholdet. Her finder du alle de danske folkeafstemninger om EU i kronologisk rækkefølge med emne, resultat og betydning.

Hvorfor holder Danmark folkeafstemninger om EU

Den vigtigste grund er grundlovens paragraf 20. Den bestemmer, at Danmark kan overlade beføjelser til internationale myndigheder, men kun hvis fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemmer for. Opnås det ikke, kan spørgsmålet afgøres ved en folkeafstemning. Læs mere i artiklen om grundloven og EU.

Den anden grund er politiske løfter. Flere afstemninger er holdt, fordi partierne på forhånd har lovet, at befolkningen skal have det sidste ord. Det gælder især de danske forbehold, som ifølge det politiske forlig fra 1992 kun kan ændres efter en folkeafstemning.

Ikke alle EU-traktater har været til afstemning. Nice-traktaten og Lissabon-traktaten blev godkendt af Folketinget uden folkeafstemning, efter at regeringen havde vurderet, at de ikke krævede det efter grundloven.

Oversigt over de danske EU-afstemninger

Dato	Emne	Resultat
2. oktober 1972	Medlemskab af EF	Ja, cirka 63,3 procent
27. februar 1986	EF-pakken med Fællesakten	Ja, cirka 56,2 procent
2. juni 1992	Maastricht-traktaten	Nej, cirka 50,7 procent
18. maj 1993	Maastricht-traktaten med Edinburgh-afgørelsen	Ja, cirka 56,7 procent
28. maj 1998	Amsterdam-traktaten	Ja, cirka 55,1 procent
28. september 2000	Indførelse af euroen	Nej, cirka 53,2 procent
25. maj 2014	Den fælles patentdomstol	Ja, cirka 62,5 procent
3. december 2015	Retsforbeholdet som tilvalgsordning	Nej, cirka 53,1 procent
1. juni 2022	Afskaffelse af forsvarsforbeholdet	Ja, cirka 66,9 procent

Procenterne angiver andelen af de gyldige stemmer, der gik til det vindende svar. Kontrollér altid de præcise tal hos Folketinget på ft.dk, hvis du skal bruge dem.

Afstemningerne fra 1972 til 1993

1972: medlemskab af EF

Den første afstemning handlede om, hvorvidt Danmark skulle være medlem af EF. Et klart flertal stemte ja, og Danmark blev medlem den 1. januar 1973 sammen med Storbritannien og Irland.

1986: Fællesakten

EF-pakken, som indeholdt Den Europæiske Fælles Akt, skulle styrke det indre marked og udvide brugen af flertalsafgørelser. Et flertal i Folketinget var imod pakken, og regeringen udskrev derfor en vejledende folkeafstemning. Vælgerne sagde ja, og Folketinget godkendte derefter pakken.

1992: nej til Maastricht

Maastricht-traktaten skulle omdanne EF til Den Europæiske Union med blandt andet fælles valuta og tættere samarbejde om udenrigs- og retspolitik. Et snævert flertal stemte nej. Det skabte en usikker situation for hele EU, fordi traktaten krævede godkendelse i alle lande.

1993: ja med forbehold

Efter nejet blev partierne enige om et nationalt kompromis, som blev til Edinburgh-afgørelsen med fire danske forbehold. Ved den nye afstemning stemte et flertal ja. Læs hele forløbet i artiklen om Edinburgh-afgørelsen.

Afstemningerne fra 1998 til 2022

1998: Amsterdam-traktaten

Amsterdam-traktaten justerede EU’s samarbejde, blandt andet om beskæftigelse, miljø og grænsekontrol. Et flertal stemte ja. Traktaten respekterede de danske forbehold.

2000: euroen

Afstemningen handlede om at ophæve euroforbeholdet og indføre euroen i Danmark. Et flertal stemte nej, og kronen er derfor fortsat Danmarks valuta. Se mere i artiklen om euroafstemningen i 2000.

2014: patentdomstolen

Afstemningen handlede om, hvorvidt Danmark skulle deltage i en fælles europæisk patentdomstol, som skal behandle sager om patenter på tværs af landene. Lovforslaget opnåede ikke fem sjettedeles flertal i Folketinget, og derfor kom det til folkeafstemning. Afstemningen blev holdt samme dag som valget til Europa-Parlamentet, og et flertal stemte ja.

2015: retsforbeholdet

Forslaget var at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning, så Danmark fra sag til sag kunne vælge at deltage i EU’s retlige samarbejde. Et flertal stemte nej, og retsforbeholdet gælder derfor fortsat.

2022: forsvarsforbeholdet

Afstemningen blev udskrevet efter Ruslands invasion af Ukraine. Et klart flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet, så Danmark nu kan deltage i EU’s forsvarssamarbejde.

Hvad betyder afstemningerne for Danmark i dag

Afstemningerne har formet Danmarks særlige position i EU. Danmark er fuldt medlem af det indre marked, men står uden for euroen og dele af retssamarbejdet. Den situation er et direkte resultat af de nej, der blev givet i 1992, 2000 og 2015.

Samtidig har afstemningerne skabt en politisk praksis. Mange politikere og vælgere forventer i dag, at større ændringer i Danmarks forhold til EU bliver lagt ud til folkeafstemning. Tilhængere af praksis ser det som en styrkelse af demokratiet. Kritikere mener, at komplicerede traktater er svære at afgøre med et ja eller nej. Læs mere om forbeholdene i artiklen om de danske forbehold.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange folkeafstemninger om EU har Danmark haft

Danmark har haft ni landsdækkende folkeafstemninger om EF og EU fra 1972 til 2022. Seks endte med et ja, og tre endte med et nej. Hertil kommer, at Grønland i 1982 stemte om at forlade EF.

Hvad blev der stemt om i 1986

Afstemningen i 1986 handlede om EF-pakken med Fællesakten, som skulle styrke det indre marked. Afstemningen var vejledende, fordi et flertal i Folketinget var imod pakken. Vælgerne sagde ja.

Skal der altid være folkeafstemning om nye EU-traktater

Nej. Der skal kun holdes folkeafstemning, hvis en traktat overlader nye beføjelser til EU og ikke opnår fem sjettedeles flertal i Folketinget, eller hvis partierne politisk har lovet det. Flere traktater er godkendt uden afstemning.

Næste skridt

Vil du forstå, hvorfor Danmark endte med forbehold, så læs forløbet fra 1992 til 1993 i artiklen om Edinburgh-afgørelsen. De officielle resultater for alle afstemningerne kan du finde hos Folketinget på ft.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Edinburgh-afgørelsen er den aftale, der gav Danmark fire forbehold i EU. Den blev vedtaget af EU-landenes stats- og regeringschefer i december 1992, efter at danskerne havde stemt nej til Maastricht-traktaten. Her får du forløbet fra nejet i 1992 over det nationale kompromis til jaet i 1993, og hvad Edinburgh-afgørelsen betyder i dag.

Nejet til Maastricht-traktaten i 1992

Maastricht-traktaten blev underskrevet i begyndelsen af 1992. Den skulle omdanne Det Europæiske Fællesskab til Den Europæiske Union og udvide samarbejdet til nye områder. Blandt de vigtigste dele var en økonomisk og monetær union med fælles valuta, et fælles unionsborgerskab og et tættere samarbejde om udenrigspolitik, forsvar og retlige spørgsmål.

Ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 stemte et snævert flertal af danskerne nej. Resultatet vakte stor opmærksomhed i hele Europa. Traktaten skulle godkendes af alle medlemslande, og derfor kunne den ikke træde i kraft, så længe Danmark ikke havde sagt ja.

Hvorfor stemte et flertal nej

Der var mange forskellige grunde til nejet. Nogle vælgere var imod en fælles valuta, andre frygtede et fælles forsvar, og andre igen var bekymrede for, at EU skulle udvikle sig til en egentlig forbundsstat. Fælles for mange var en oplevelse af, at samarbejdet gik for hurtigt og for langt. Læs om alle de danske folkeafstemninger om EU.

Det nationale kompromis

Efter afstemningen skulle de danske partier finde en vej ud af situationen. I efteråret 1992 blev et bredt flertal af partierne i Folketinget enige om et fælles dokument, der blev kendt som det nationale kompromis. Blandt partierne bag var også SF, som havde anbefalet et nej ved afstemningen.

Kompromiset beskrev, på hvilke områder Danmark ikke ønskede at deltage i det nye samarbejde. Tanken var at finde en løsning, som både tog hensyn til nejet og gjorde det muligt for Danmark at forblive et fuldt medlem af fællesskabet. Kompromiset dannede grundlag for de danske krav i forhandlingerne med de andre lande.

Edinburgh-afgørelsen i december 1992

De danske ønsker blev forhandlet på plads ved topmødet i Det Europæiske Råd i Edinburgh i december 1992. Stats- og regeringscheferne vedtog en afgørelse, som slog fast, hvordan Maastricht-traktaten skulle gælde for Danmark. Afgørelsen blev suppleret af en række ensidige danske erklæringer.

Det centrale ved Edinburgh-afgørelsen var, at selve traktatteksten ikke blev ændret. I stedet blev der lavet en folkeretligt bindende aftale mellem landene om Danmarks særlige stilling. Det betød, at de andre lande ikke skulle have deres godkendelse af traktaten forelagt på ny.

De fire forbehold

Edinburgh-afgørelsen gav Danmark forbehold på fire områder:

1. Unionsborgerskab. Det blev præciseret, at unionsborgerskabet supplerer og ikke erstatter det nationale statsborgerskab.
2. Den fælles valuta. Danmark skulle ikke deltage i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, som var indførelsen af euroen.
3. Forsvar. Danmark skulle ikke deltage i udarbejdelse og gennemførelse af EU-beslutninger med forsvarsmæssige konsekvenser.
4. Retlige og indre anliggender. Danmark skulle ikke deltage i overstatsligt samarbejde på dette område, men kunne samarbejde mellemstatsligt.

Du kan læse mere om, hvad forbeholdene betyder i praksis i dag, i artiklen om de danske forbehold.

Afstemningen i 1993

Med Edinburgh-afgørelsen på plads blev Maastricht-traktaten sendt til en ny folkeafstemning. Den blev holdt den 18. maj 1993, og denne gang stemte et flertal ja. Dermed kunne Danmark godkende traktaten, og den trådte i kraft for hele EU senere samme år.

Debatten før afstemningen handlede blandt andet om, hvor meget forbeholdene reelt betød. Tilhængerne mente, at forbeholdene gav Danmark en løsning, der respekterede nejet. Kritikerne mente, at der i bund og grund var tale om den samme traktat, og at forbeholdene ikke ændrede afgørende på den.

Hvad er der sket med forbeholdene siden

Forbeholdene har ikke stået uændret siden 1993. Nogle er blevet afprøvet ved nye folkeafstemninger, og ét er blevet afskaffet.

• Euroforbeholdet blev sat til afstemning i 2000, hvor et flertal stemte nej til euroen. Forbeholdet gælder fortsat. Læs mere om Danmark og euroen.
• Retsforbeholdet blev sat til afstemning i 2015 om en tilvalgsordning, og et flertal stemte nej. Forbeholdet gælder fortsat.
• Forsvarsforbeholdet blev afskaffet efter en folkeafstemning i 2022.
• Forbeholdet om unionsborgerskab regnes for uden praktisk betydning, fordi Amsterdam-traktaten skrev ind i EU’s traktater, at unionsborgerskabet supplerer det nationale statsborgerskab.

Ifølge den politiske aftale bag forbeholdene skal de kun ændres efter en folkeafstemning. Det er baggrunden for, at alle forsøg på at ændre dem har været lagt ud til vælgerne.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Edinburgh-afgørelsen

Edinburgh-afgørelsen er en aftale mellem EU-landenes stats- og regeringschefer fra december 1992. Den fastlagde, hvordan Maastricht-traktaten skulle gælde for Danmark, og gav Danmark fire forbehold. Aftalen gjorde det muligt at holde en ny folkeafstemning i 1993.

Hvad var det nationale kompromis

Det nationale kompromis var en aftale mellem et bredt flertal af partierne i Folketinget fra efteråret 1992. Den beskrev, hvilke dele af Maastricht-traktaten Danmark ikke ønskede at deltage i. Kompromiset blev grundlaget for de danske krav i Edinburgh.

Blev Maastricht-traktaten ændret for Danmarks skyld

Nej, selve traktatteksten blev ikke ændret. Danmarks særlige stilling blev fastlagt i en særskilt aftale mellem landene og i danske erklæringer. Derfor behøvede de andre lande ikke at godkende traktaten igen.

Næste skridt

Vil du vide, hvordan forbeholdene virker i dag, så læs artiklen om de danske forbehold. Selve teksten til Edinburgh-afgørelsen og de tilhørende erklæringer kan du finde i EU’s officielle retsdatabase EUR-Lex og hos Folketinget på ft.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

De danske EU-forbehold er undtagelser, der betyder, at Danmark ikke deltager fuldt ud i bestemte dele af EU-samarbejdet. Forbeholdene opstod i begyndelsen af 1990’erne, og nogle af dem er senere afskaffet eller ændret ved folkeafstemning. I dag har Danmark to forbehold tilbage: euroforbeholdet og retsforbeholdet.

Hvorfor fik Danmark forbehold

Forbeholdene hænger sammen med Maastricht-traktaten, som udvidede EU-samarbejdet til nye områder. Ved en folkeafstemning i 1992 stemte et flertal af danskerne nej til traktaten. Det skabte en situation, hvor traktaten ikke kunne træde i kraft for alle lande, så længe Danmark ikke havde godkendt den.

Løsningen blev Edinburgh-afgørelsen, som EU’s stats- og regeringschefer vedtog samme år. Den gav Danmark en række undtagelser. Ved en ny folkeafstemning i 1993 sagde et flertal ja til Maastricht-traktaten sammen med Edinburgh-afgørelsen.

De fire oprindelige forbehold

Edinburgh-afgørelsen indeholdt fire områder, hvor Danmark stod uden for eller havde særlige vilkår:

• Euroforbeholdet: Danmark deltager ikke i den fælles valuta.
• Retsforbeholdet: Danmark deltager ikke i det overstatslige samarbejde om retlige og indre anliggender.
• Forsvarsforbeholdet: Danmark deltog ikke i EU’s forsvarspolitiske samarbejde.
• Unionsborgerskabet: Danmark fik præciseret, at unionsborgerskabet ikke erstatter det nationale statsborgerskab.

Forbeholdet om unionsborgerskab regnes i dag sjældent med. Det skyldes, at præciseringen senere blev skrevet ind i EU’s traktater og derfor gælder for alle medlemslande.

Euroforbeholdet

Euroforbeholdet betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at indføre euroen, selv om landet opfylder de økonomiske krav. Danmark har derfor beholdt kronen som national valuta. Forbeholdet blev sat til afstemning i 2000, hvor et flertal stemte nej til at afskaffe det. Du kan læse mere om den afstemning i artiklen om euroafstemningen.

I praksis fører Danmark en fastkurspolitik, hvor kronen er knyttet tæt til euroen. Danmark deltager i den økonomiske koordinering i EU, men har ikke sæde i de beslutninger, der kun angår eurolandene. Læs mere i artiklen om Danmark og euroen.

Retsforbeholdet

Retsforbeholdet gælder samarbejdet om retlige og indre anliggender, når det foregår overstatsligt. Det dækker blandt andet områder som asyl, indvandring, politisamarbejde og civilret. Danmark er ikke bundet af nye EU-regler på disse områder, medmindre der laves særlige aftaler.

I 2015 blev der holdt en folkeafstemning om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning. En tilvalgsordning ville have givet Danmark mulighed for selv at vælge, hvilke dele af samarbejdet landet ville deltage i. Et flertal stemte nej, og forbeholdet består derfor i sin oprindelige form.

Hvad retsforbeholdet betyder i praksis

Danmark har på flere områder indgået parallelaftaler med EU, så landet kan deltage i dele af samarbejdet alligevel. Et kendt eksempel er samarbejdet med Europol, hvor Danmark efter afstemningen i 2015 fik en særlig aftale. Danmark deltager også i Schengen-samarbejdet, men på et mellemstatsligt grundlag, hvor nye regler skal tiltrædes særskilt.

Parallelaftaler er dog ikke en automatisk løsning. De skal forhandles på plads med EU, og Danmark har typisk ikke samme indflydelse som de lande, der deltager fuldt ud. Det er heller ikke sikkert, at EU er villig til at indgå en aftale på alle de områder, hvor Danmark ønsker at være med.

Forsvarsforbeholdet er afskaffet

Forsvarsforbeholdet betød, at Danmark ikke deltog i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Danmark kunne derfor ikke være med i EU’s militære operationer eller i beslutninger om dem. Forbeholdet gjaldt ikke Danmarks medlemskab af NATO, som er et selvstændigt samarbejde.

Ved en folkeafstemning den 1. juni 2022 stemte et klart flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Afstemningen fandt sted kort efter Ruslands invasion af Ukraine, som prægede debatten. Siden da har Danmark kunnet deltage i EU’s forsvarssamarbejde på lige fod med de øvrige medlemslande.

Argumenter for og imod forbeholdene

Debatten om forbeholdene har været til stede, siden de blev indført. Tilhængere af at afskaffe dem peger ofte på, at Danmark får mere indflydelse ved at sidde med ved bordet, og at parallelaftaler kan være usikre og tidskrævende.

Tilhængere af at bevare dem lægger ofte vægt på national selvbestemmelse. De mener, at forbeholdene sikrer, at vigtige beslutninger om for eksempel valuta, asyl og retspolitik forbliver i Danmark. Begge synspunkter er repræsenteret i den politiske debat, og spørgsmålet afgøres ved folkeafstemning.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange forbehold har Danmark i dag

Danmark har i dag to forbehold, der har praktisk betydning: euroforbeholdet og retsforbeholdet. Forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved folkeafstemningen i 2022. Forbeholdet om unionsborgerskab har i praksis mistet sin betydning.

Kan forbeholdene afskaffes uden folkeafstemning

Forbeholdene blev indført efter folkeafstemninger, og der har været bred politisk enighed om, at de kun ændres eller afskaffes ved en ny folkeafstemning. De ændringer, der er sket indtil nu, er alle sket på den måde.

Betyder euroforbeholdet, at Danmark aldrig kan få euroen

Nej. Forbeholdet betyder kun, at Danmark ikke er forpligtet til at indføre euroen. Hvis et flertal ved en folkeafstemning stemmer for, kan Danmark ophæve forbeholdet og gå i gang med at indføre euroen.

Næste skridt

Vil du læse de præcise regler og den aktuelle status for forbeholdene, kan du finde Folketingets materiale om EU-sager på ft.dk. Her ligger også baggrundsnotater fra tidligere folkeafstemninger.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Danmark og euroen er tæt forbundet, selv om Danmark ikke har euroen som valuta. Danmark har et forbehold, der gør det muligt at beholde kronen, men kronen er knyttet fast til euroen. Her får du forklaret, hvordan ordningen fungerer, og hvad det ville betyde at skifte til euro.

Hvorfor Danmark har kronen

Danmark fik et forbehold om den fælles valuta i forbindelse med Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen. Forbeholdet betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at indføre euroen. De fleste andre EU-lande har derimod forpligtet sig til at indføre euroen, når de opfylder kravene.

Ved folkeafstemningen i 2000 stemte et flertal nej til at ophæve forbeholdet. Derfor har Danmark fortsat kronen. Læs mere om afstemningen i artiklen om euroafstemningen 2000.

Fastkurspolitikken: kronen følger euroen

Danmark fører det, der kaldes en fastkurspolitik. Det betyder, at kronens værdi holdes stabil over for en anden valuta. Danmark har ført fastkurspolitik siden begyndelsen af 1980’erne, først over for den tyske D-mark og siden over for euroen.

Det er Danmarks Nationalbank, der står for fastkurspolitikken. Nationalbanken kan blandt andet købe og sælge kroner på valutamarkedet og justere sine renter. Hvis kronen bliver for svag eller for stærk i forhold til euroen, griber Nationalbanken ind.

Hvad betyder det for almindelige danskere

For de fleste mærkes fastkurspolitikken mest ved, at kursen på euro er meget stabil. Prisen på en euro i kroner ændrer sig kun lidt fra år til år. Det gør det lettere for virksomheder at handle med eurolandene og for rejsende at regne priser om.

En konsekvens er, at danske renter i høj grad følger renterne i euroområdet. Danmark kan derfor ikke i samme grad som et land med flydende valuta bruge renten til at styre sin egen økonomi.

Hvad er ERM2

ERM2 står for Exchange Rate Mechanism II, på dansk valutakursmekanismen. Det er et samarbejde mellem euroområdet og EU-lande uden for euroen, hvor landets valuta knyttes til euroen med en fast centralkurs og et udsvingsbånd.

Danmark har deltaget i ERM2, siden euroen blev indført i 1999. Kronens centralkurs er fastsat til 746,038 kroner pr. 100 euro. Danmark har aftalt et smallere udsvingsbånd end det normale, nemlig plus/minus 2,25 procent. I praksis holder Nationalbanken kronen langt tættere på centralkursen end det.

Hvorfor et så smalt bånd

Det smalle udsvingsbånd er et udtryk for, at Danmark har ønsket en meget stabil kurs over for euroen. Det giver forudsigelighed for virksomheder, der eksporterer til eller importerer fra eurolandene. Til gengæld kræver det, at Nationalbanken er klar til at reagere hurtigt, hvis der opstår pres på kronen, for eksempel i perioder med uro på de finansielle markeder.

Deltagelse i ERM2 er også et af kravene for at kunne indføre euroen. Et land skal normalt have deltaget i mindst to år uden alvorlige spændinger, før det kan blive en del af euroområdet.

Hvad ville det betyde at indføre euroen

Hvis Danmark skulle indføre euroen, skulle euroforbeholdet først ophæves ved en folkeafstemning. Derefter skulle Danmark opfylde de såkaldte konvergenskrav, som handler om stabile priser, sunde offentlige finanser, stabil valutakurs og lave langsigtede renter.

Mulige fordele og ulemper

Tilhængere af euroen peger ofte på, at Danmark ville få en plads i Den Europæiske Centralbanks beslutninger. De nævner også, at virksomheder og rejsende ville spare udgifter til valutaveksling.

Modstandere lægger typisk vægt på, at Danmark ville afgive den sidste rest af sin egen pengepolitik. De peger også på, at kronen har en symbolsk værdi, og at den nuværende ordning allerede giver stabilitet. Spørgsmålet er politisk, og der er argumenter på begge sider.

Danske euromønter og de nationale sider

Hvis Danmark indførte euroen, ville landet få sine egne euromønter. Alle euromønter har en fælles side, der er ens i hele euroområdet, og en national side, som hvert land selv designer. Mønterne kan bruges i alle eurolande, uanset hvilket land der har præget dem.

Der findes ikke officielle danske euromønter i omløb, fordi Danmark ikke har euroen. Hvordan en dansk national side kunne se ud, er derfor ikke fastlagt. Andre lande har valgt motiver som kongehuset, nationale symboler, kendte bygninger eller historiske personer. Eurosedlerne har derimod samme udseende i alle lande.

Ofte stillede spørgsmål

Er kronen bundet til euroen

Ja. Gennem fastkurspolitikken og ERM2 er kronen knyttet til euroen med en fast centralkurs. Nationalbanken sørger for, at kronen holder sig tæt på denne kurs.

Kan man betale med euro i Danmark

Euro er ikke lovligt betalingsmiddel i Danmark. Nogle butikker, især i turistområder og ved grænsen, tager alligevel imod euro, men det er frivilligt for den enkelte forretning. Byttepengene gives ofte i kroner.

Hvornår kan Danmark få euroen

Det er ikke fastlagt. Det kræver først et ja ved en folkeafstemning om at ophæve euroforbeholdet, og derefter skal de økonomiske krav være opfyldt. Læs om de øvrige undtagelser i artiklen om de danske EU-forbehold.

Næste skridt

Vil du følge kronens kurs og læse om fastkurspolitikken fra den ansvarlige institution, kan du finde de aktuelle tal og forklaringer på Danmarks Nationalbanks hjemmeside, nationalbanken.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Danmark og EU har hængt sammen siden 1. januar 1973, hvor Danmark blev medlem af det daværende EF. Siden da har danskerne stemt om EU flere gange end de fleste andre befolkninger, og Danmark har fået en række særlige forbehold. Her får du et samlet overblik over Danmarks forhold til EU, fra indmeldelsen til i dag.

Hvornår kom Danmark med i EU

Danmark kom med i Det Europæiske Fællesskab, EF, den 1. januar 1973 sammen med Storbritannien og Irland. Forinden havde danskerne stemt ja ved en folkeafstemning i oktober 1972. Vejen dertil var lang, fordi Danmark havde søgt om optagelse allerede i 1960’erne.

Et af de vigtigste motiver var landbruget. Storbritannien og de seks oprindelige EF-lande var store markeder for danske landbrugsvarer, og mange mente, at Danmark ikke kunne stå uden for, hvis briterne kom med. Du kan læse hele historien i artiklen om, hvordan Danmark kom med i EF.

EF skiftede senere navn og indhold. Med Maastricht-traktaten fra 1993 blev Den Europæiske Union oprettet, og samarbejdet blev udvidet fra især handel til også at omfatte blandt andet udenrigspolitik og retlige spørgsmål.

Folkeafstemningerne om EU

Danmark har holdt mange folkeafstemninger om EF og EU. Det skyldes dels grundlovens paragraf 20, som stiller særlige krav, når der overlades magt til internationale myndigheder, dels politiske løfter om at lade befolkningen bestemme.

De mest omtalte afstemninger er:

• 1972: ja til medlemskab af EF
• 1992: nej til Maastricht-traktaten
• 1993: ja til Maastricht-traktaten med Edinburgh-afgørelsen
• 2000: nej til at indføre euroen
• 2015: nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning
• 2022: ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Derudover har der været afstemninger om blandt andet Fællesakten i 1986, Amsterdam-traktaten i 1998 og den fælles patentdomstol i 2014. Se den fulde liste med resultater i artiklen om folkeafstemninger om EU.

De danske forbehold

Danmarks forbehold blev til efter nejet til Maastricht-traktaten i 1992. Et bredt flertal i Folketinget samledes om et såkaldt nationalt kompromis, og det blev grundlaget for Edinburgh-afgørelsen, som de andre lande godkendte i december 1992.

Oprindeligt var der fire forbehold:

1. Euroforbeholdet, som betyder, at Danmark ikke skal indføre euroen.
2. Forsvarsforbeholdet, som holdt Danmark uden for EU’s forsvarssamarbejde.
3. Retsforbeholdet, som betyder, at Danmark ikke deltager fuldt i EU’s samarbejde om retlige og indre anliggender.
4. Forbeholdet om unionsborgerskab, som siden Amsterdam-traktaten regnes for uden praktisk betydning.

Forsvarsforbeholdet blev afskaffet efter folkeafstemningen i 2022. Euroforbeholdet og retsforbeholdet gælder fortsat. Læs mere om de enkelte forbehold i artiklen om de danske forbehold.

Folketingets rolle i EU-politikken

I Danmark er det regeringen, der forhandler i EU’s Ministerråd. Men Folketinget har en usædvanlig stærk kontrol med, hvad ministrene må sige ja til. Den kontrol går især gennem Europaudvalget.

Før vigtige møder i Ministerrådet forelægger ministeren sagen for Europaudvalget og beder om et forhandlingsmandat. Hvis der ikke er flertal imod mandatet, kan ministeren forhandle på det grundlag. Ordningen betyder, at en mindretalsregering ikke kan føre EU-politik uden om et flertal i Folketinget. Du kan læse mere om Folketinget og EU.

Danske repræsentanter i EU

Danmark er repræsenteret i alle EU’s centrale institutioner. Det sker på forskellige måder, afhængigt af institutionens rolle.

Ministerrådet og Det Europæiske Råd

I Ministerrådet sidder den danske minister for det fagområde, der er på dagsordenen. I Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne mødes, deltager statsministeren.

Europa-Kommissionen

Hvert medlemsland har én kommissær. Kommissærerne skal dog arbejde for EU som helhed og ikke for deres eget land.

Europa-Parlamentet

Danskerne vælger medlemmer til Europa-Parlamentet ved direkte valg hvert femte år. I valgperioden fra 2024 har Danmark 15 pladser. Antallet fastsættes ud fra befolkningstallet og kan ændre sig fra valg til valg.

EU-Domstolen

Hvert medlemsland har en dommer ved EU-Domstolen. Domstolen afgør blandt andet, hvordan EU-retten skal forstås, og om landene overholder den.

Danmark har også haft formandskabet for Ministerrådet flere gange, senest i anden halvdel af 2025. Formandskabet går på skift mellem landene for et halvt år ad gangen.

Danmarks forhold til EU i dag

Danmarks forhold til EU beskrives ofte som pragmatisk. Danmark deltager fuldt i det indre marked og i de fleste andre samarbejder, men står uden for euroen og dele af retssamarbejdet.

Holdningen til EU er fortsat et politisk emne. Tilhængere af et tættere samarbejde peger typisk på handel, klima og sikkerhed som områder, hvor landene står stærkere sammen. Kritikere lægger vægt på national selvbestemmelse og på, at beslutninger flyttes længere væk fra borgerne. Begge synspunkter har været repræsenteret i Folketinget, siden Danmark blev medlem.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår kom Danmark med i EU

Danmark blev medlem af EF den 1. januar 1973. EF blev en del af Den Europæiske Union, da Maastricht-traktaten trådte i kraft i 1993. Danmark har derfor været med i EU, siden unionen blev oprettet.

Hvor mange forbehold har Danmark

Danmark fik fire forbehold med Edinburgh-afgørelsen. Forsvarsforbeholdet blev afskaffet i 2022, og forbeholdet om unionsborgerskab regnes ikke længere for at have praktisk betydning. Euroforbeholdet og retsforbeholdet gælder fortsat.

Kan Danmark melde sig ud af EU

Ja, det er muligt. Lissabon-traktaten indeholder en regel om udtræden, som Storbritannien brugte. Reglen gælder for alle medlemslande, men en udmeldelse vil kræve en politisk beslutning i Danmark og forhandlinger med de andre lande.

Næste skridt

Vil du vide mere om et bestemt emne, så start med artiklen om de danske forbehold, der forklarer, hvad forbeholdene betyder i praksis. Har du brug for officielle oplysninger om Danmarks EU-politik, kan du finde dem hos Folketinget på ft.dk og hos regeringens ministerier.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Danmark kom med i EF efter mere end ti års forsøg og en folkeafstemning, hvor et klart flertal stemte ja. Medlemskabet trådte i kraft den 1. januar 1973, samme dag som Storbritannien og Irland blev medlemmer. Her kan du læse, hvordan Danmark kom med i EF, og hvorfor spørgsmålet fyldte så meget i dansk politik.

Danmark før EF: mellem Norden, Storbritannien og De Seks

Da Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev grundlagt i 1957, stod Danmark uden for. De seks grundlæggende lande var Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Danmark valgte i stedet at gå med i frihandelsorganisationen EFTA sammen med blandt andre Storbritannien, Sverige og Norge.

Valget hang tæt sammen med handel. Storbritannien var et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, især for landbrugsvarer som bacon og smør. Samtidig var Vesttyskland også et stort marked. Danmark var derfor afhængig af begge handelsblokke og havde en stærk interesse i, at de kom tættere på hinanden.

Ansøgningerne i 1960’erne

Da Storbritannien i 1961 søgte om optagelse i EF, fulgte Danmark trop. Den danske linje var, at Danmark ville med, hvis briterne kom med. Forhandlingerne stoppede dog i 1963, da Frankrigs præsident Charles de Gaulle sagde nej til britisk medlemskab.

Senere i 1960’erne søgte Storbritannien og Danmark igen, men de Gaulle blokerede på ny for briterne. Dermed lå også den danske ansøgning stille. I de år blev der også drøftet et tættere nordisk økonomisk samarbejde som et alternativ, men det blev ikke til noget.

Forhandlingerne og tiltrædelsestraktaten

Situationen ændrede sig, efter at de Gaulle var gået af i 1969. De seks EF-lande åbnede nu for en udvidelse, og forhandlinger med Storbritannien, Danmark, Irland og Norge begyndte i 1970.

Forhandlingerne handlede blandt andet om overgangsordninger for landbrug og fiskeri og om, hvordan de nye lande skulle tilpasse sig EF’s regler. I januar 1972 underskrev de fire ansøgerlande en tiltrædelsestraktat. Den skulle derefter godkendes i hvert land, og i Danmark og Norge betød det folkeafstemninger.

Sådan kom Danmark med i EF: folkeafstemningen i 1972

Grundlovens paragraf 20 stiller særlige krav, når Danmark overlader beføjelser til internationale myndigheder. Enten skal fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemme for, eller også skal spørgsmålet til folkeafstemning. Lovforslaget om Danmarks tiltrædelse opnåede ikke fem sjettedeles flertal, og derfor skulle vælgerne tage stilling. Du kan læse mere om reglerne i artiklen om grundloven og EU.

Folkeafstemningen blev holdt den 2. oktober 1972. Cirka 63 procent stemte ja, og valgdeltagelsen var meget høj, omkring 90 procent. Få dage før havde nordmændene stemt nej til medlemskab, og Norge blev derfor ikke en del af udvidelsen.

Argumenterne for og imod

Debatten før afstemningen var intens og delte både partier og familier. Tilhængerne lagde typisk vægt på:

• adgang til de store markeder for dansk landbrug og industri
• risikoen for at stå alene, hvis Storbritannien kom med
• muligheden for at få indflydelse på beslutninger, der alligevel ville påvirke Danmark

Modstanderne lagde typisk vægt på:

• tab af national selvbestemmelse
• frygt for, at EF ville udvikle sig til en politisk union
• ønsket om at styrke det nordiske samarbejde i stedet

Modstanden samlede sig blandt andet i en folkebevægelse mod medlemskab, som fortsatte med at spille en rolle i dansk EU-debat i mange år.

Dagen efter afstemningen meddelte statsminister Jens Otto Krag, at han ville gå af. Anker Jørgensen overtog posten som statsminister.

Danmark medlem af EF fra 1973

Den 1. januar 1973 blev Danmark medlem af EF sammen med Storbritannien og Irland. Fællesskabet voksede dermed fra seks til ni lande. Grønland var på det tidspunkt en del af Danmark og kom med i EF, selv om et flertal af grønlænderne havde stemt nej. Færøerne valgte at stå uden for.

Grønland fik senere hjemmestyre og stemte ved en folkeafstemning i 1982 for at forlade EF. Udtrædelsen trådte i kraft i 1985. Danmark selv er forblevet medlem og har siden fulgt med, da EF udviklede sig til EU. Læs mere om udviklingen i artiklen om Danmark og EU.

Hvad medlemskabet betød på kort sigt

I de første år var det især landbruget, der mærkede medlemskabet. Danske landmænd fik adgang til EF’s fælles landbrugspolitik med fælles priser og støtteordninger. Samtidig skulle Danmark gradvist tilpasse sig EF’s regler for handel, konkurrence og told over for lande uden for fællesskabet.

Medlemskabet betød også, at Danmark forlod EFTA. Til gengæld blev der indgået frihandelsaftaler mellem EF og de tilbageværende EFTA-lande, så handlen med blandt andet Sverige og Norge kunne fortsætte.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår blev Danmark medlem af EF

Danmark blev medlem af EF den 1. januar 1973. Det skete efter en folkeafstemning den 2. oktober 1972, hvor et flertal stemte ja. Storbritannien og Irland blev medlemmer samme dag.

Hvorfor holdt Danmark folkeafstemning i 1972

Grundlovens paragraf 20 kræver enten fem sjettedeles flertal i Folketinget eller en folkeafstemning, når der overlades magt til internationale myndigheder. Tiltrædelsesloven fik ikke fem sjettedeles flertal, så vælgerne skulle have det sidste ord.

Hvorfor ville Danmark med i EF

Det vigtigste motiv var økonomisk. Storbritannien og de seks EF-lande var store markeder for danske varer, især landbrugsvarer. Mange mente, at Danmark ville stå svagt, hvis landet blev uden for, når briterne kom med.

Næste skridt

Vil du se, hvordan danskerne siden har stemt om EF og EU, så læs oversigten over alle folkeafstemninger om EU. Den officielle historiske dokumentation om afstemningerne kan du finde hos Folketinget på ft.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.