eu oplysningen

EU’s klimapolitik: mål, kvotehandel og vedvarende energi

Få overblik over EU’s klimapolitik: klimamål, CO2-kvotehandel, vedvarende energi og energieffektivitet, og hvordan reglerne bliver til i EU.

EU’s klimapolitik handler om at reducere udledningen af drivhusgasser og omstille energiforsyningen. Politikken bygger på fælles klimamål, et system for handel med CO2-kvoter, krav om mere vedvarende energi og regler om energieffektivitet. Her får du et overblik over de vigtigste dele, og hvordan de hænger sammen.

Hvorfor har EU en fælles klimapolitik

Klimaforandringer stopper ikke ved landegrænser, og udledninger fra ét land påvirker alle. Derfor har EU-landene valgt at samarbejde om klima og energi. Et fælles marked for energi og fælles regler kan også gøre det lettere og billigere at gennemføre omstillingen.

Miljø og energi er områder, hvor EU og medlemslandene deler kompetencen. EU fastsætter fælles rammer og mål, mens landene i høj grad selv vælger, hvordan de vil nå dem. Det enkelte land bestemmer fx selv sin energimix, altså hvilke energikilder landet bruger.

Klimapolitikken bliver til gennem den almindelige beslutningsproces, hvor Kommissionen foreslår, og Rådet og Europa-Parlamentet vedtager. Du kan læse mere om processen i artiklen om EU’s beslutningsproces.

EU’s klimamål

EU har over tid vedtaget stadig mere ambitiøse klimamål. De vigtigste mål er nu skrevet ind i en europæisk klimalov.

Klimaneutralitet

Det langsigtede mål er, at EU skal være klimaneutralt i 2050. Klimaneutralitet betyder, at der samlet set ikke udledes mere drivhusgas, end der optages, fx i skove og jord eller ved teknologier, der fjerner CO2 fra atmosfæren.

Delmål på vejen

Ud over målet for 2050 er der fastsat delmål. Klimaloven indeholder et mål om at reducere nettoudledningen med mindst 55 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Det var baggrunden for en stor pakke af lovforslag, der blev kendt som Fit for 55. Der har også været arbejdet med et mål for 2040. Tjek EU-Kommissionens hjemmeside for de gældende tal, da målene kan blive justeret.

Den grønne pagt

Klimamålene indgår i en bredere strategi, Den Europæiske Grønne Pagt. Den samler initiativer om klima, energi, transport, industri, landbrug og biodiversitet. Formålet er at gøre omstillingen til en del af EU’s økonomiske politik og ikke kun et miljøspørgsmål.

Handel med CO2-kvoter

Kvotehandelssystemet, ofte kaldt ETS, er et af de centrale redskaber i EU’s klimapolitik. Systemet blev indført i midten af 2000’erne.

Princippet er, at der er et loft over, hvor meget de omfattede virksomheder samlet må udlede. Virksomhederne skal have en kvote for hver ton CO2, de udleder. Kvoterne kan købes og sælges, så det bliver dyrere at forurene og mere attraktivt at reducere udledningen.

Loftet sænkes over tid, så den samlede udledning falder. Systemet har især omfattet elproduktion, energitung industri og luftfart inden for Europa. Det er senere udvidet til skibsfart, og der er vedtaget et nyt, særskilt system for bygninger og vejtransport.

Udledninger uden for kvotesystemet

Udledninger fra fx landbrug, affald og en stor del af transporten har været reguleret gennem nationale mål for hvert land. Rige lande har typisk fået større reduktionskrav end fattigere lande. Hvordan kravene fordeles, er ofte genstand for forhandling.

Vedvarende energi i EU

EU har fælles mål for, hvor stor en del af energiforbruget der skal komme fra vedvarende energi. Vedvarende energi er energi fra kilder, der ikke slipper op, fx vind, sol, vandkraft, biomasse og geotermi.

Målet er fastsat for EU samlet, og hvert land bidrager ud fra sine forudsætninger. Landene laver nationale energi- og klimaplaner, der beskriver, hvordan de vil nå deres bidrag. Kommissionen vurderer planerne og kan komme med anbefalinger.

EU har også regler om fx bæredygtighed for biobrændstoffer, hurtigere tilladelser til vind- og solanlæg og udbygning af forbindelser mellem landenes elnet. For Danmark er især havvind og elforbindelser til nabolandene relevante emner.

Energieffektivitet og energistrategi

Energieffektivitet betyder at bruge mindre energi til at opnå det samme. EU har fælles mål for at reducere energiforbruget og regler om fx energimærkning af produkter, krav til bygningers energiforbrug og miljøvenligt design af apparater.

EU’s energistrategi handler også om forsyningssikkerhed. Efter energikrisen, der fulgte Ruslands invasion af Ukraine, satte EU fokus på at mindske afhængigheden af russisk gas og olie. Det skete blandt andet ved at fremskynde udbygningen af vedvarende energi og ved at sprede indkøbet af gas på flere leverandører.

Debatten om EU’s klimapolitik

Klimapolitikken er et område med mange forskellige holdninger. Nogle mener, at EU bør gå hurtigere frem, fordi klimaforandringerne kræver handling nu, og fordi EU kan vise vejen for resten af verden. Andre peger på omkostninger for borgere og virksomheder og på risikoen for, at produktion flytter til lande med lempeligere regler.

For at imødegå den sidste bekymring har EU indført en CO2-grænsetilpasningsmekanisme. Den skal lægge en pris på udledningen fra visse importerede varer. Der er også oprettet en social klimafond, der skal hjælpe sårbare husholdninger og små virksomheder med omstillingen. Hvordan midlerne finansieres, hænger blandt andet sammen med EU’s budget.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er EU’s klimamål for 2030

EU’s klimalov indeholder et mål om at reducere nettoudledningen af drivhusgasser med mindst 55 procent i 2030 i forhold til 1990. Målet skal nås gennem kvotehandel, nationale reduktionsmål og regler om energi og transport. De præcise detaljer fremgår af EU-Kommissionens hjemmeside.

Bestemmer EU over Danmarks klimapolitik

EU fastsætter fælles rammer og mål, som Danmark skal efterleve. Danmark kan dog selv vælge virkemidler og kan sætte mere ambitiøse nationale mål. Danmark har sin egen klimalov med egne mål.

Hvad er forskellen på klimapolitik og energipolitik

Klimapolitik handler om at reducere udledningen af drivhusgasser. Energipolitik handler om, hvordan energi produceres, transporteres og bruges, og om forsyningssikkerhed og priser. I EU er de to områder tæt forbundet, fordi energi står for en stor del af udledningerne.

Næste skridt

Vil du følge de aktuelle mål og nye forslag, så se EU-Kommissionens sider om klima og energi, hvor de gældende regler og tal bliver opdateret. Baggrund om Danmarks rolle i EU finder du i artiklen om Danmark og EU.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s historie: fra Kul- og Stålunionen til nutidens EU

EU’s historie i overblik: fra Kul- og Stålunionen og Romtraktaten over det indre marked og Maastricht til Lissabontraktaten og udvidelserne.

EU’s historie begynder kort efter Anden Verdenskrig, hvor seks lande gik sammen om at styre deres kul- og stålproduktion i fællesskab. Siden er samarbejdet udvidet både i bredden med flere medlemslande og i dybden med flere politikområder. Her får du de vigtigste skridt fra Kul- og Stålunionen over Romtraktaten til Lissabontraktaten.

Efterkrigstiden og Kul- og Stålunionen

Efter to verdenskrige var der et stærkt ønske om at gøre en ny krig mellem Frankrig og Tyskland umulig. Den franske udenrigsminister Robert Schuman fremlagde i maj 1950 en plan om at lægge landenes kul- og stålproduktion under en fælles myndighed. Kul og stål var dengang grundlaget for både industri og våbenproduktion.

Planen førte til Parisertraktaten i 1951, som oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, ofte kaldet Kul- og Stålunionen. De seks grundlæggende lande var Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Fællesskabet fik en overordnet myndighed, der kunne træffe beslutninger, som landene var bundet af. Det var et tidligt eksempel på overstatsligt samarbejde.

Romtraktaten og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

I 1957 underskrev de samme seks lande Romtraktaten. Den oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og samtidig blev Euratom oprettet til samarbejde om atomenergi. Traktaterne trådte i kraft i 1958.

Målet med Romtraktaten var et fælles marked, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit. Landene oprettede en toldunion med fælles ydre told og indførte en fælles landbrugspolitik. I 1960’erne blev institutionerne for de tre fællesskaber lagt sammen, og samarbejdet blev i stigende grad omtalt som EF, De Europæiske Fællesskaber.

De første udvidelser og Danmarks medlemskab

I 1973 blev Danmark, Storbritannien og Irland medlemmer. Danmarks medlemskab blev besluttet ved en folkeafstemning i 1972, og du kan læse mere i artiklen om hvordan Danmark kom med i EF. Norge forhandlede også om medlemskab, men et flertal i Norge stemte nej.

I 1979 blev der for første gang holdt direkte valg til Europa-Parlamentet. Grækenland kom med i 1981, og Spanien og Portugal fulgte i 1986. Fællesskabet bestod nu af tolv lande.

Det indre marked og Maastricht: fra EF til EU

I midten af 1980’erne var mange handelshindringer stadig på plads, fx forskellige tekniske krav til varer. Med Fællesakten, som trådte i kraft i 1987, satte landene sig som mål at gennemføre det indre marked inden udgangen af 1992. Fællesakten gjorde det samtidig lettere at træffe beslutninger med flertal i Rådet.

Det næste store skridt var Maastricht-traktaten, som blev underskrevet i 1992 og trådte i kraft i 1993. Den oprettede Den Europæiske Union og lagde grunden til den økonomiske og monetære union med en fælles valuta. Overgangen fra EF til EU betød, at samarbejdet nu også omfattede udenrigspolitik og retlige anliggender. Det blev organiseret i den såkaldte søjlestruktur, som er forklaret i artiklen om EU’s tre søjler.

I Danmark stemte et flertal nej til Maastricht-traktaten i 1992. Efter Edinburgh-afgørelsen, der gav Danmark fire forbehold, stemte et flertal ja i 1993. Læs mere i artiklen om de danske forbehold.

Euroen, nye traktater og de store udvidelser

I 1995 kom Østrig, Finland og Sverige med. Amsterdamtraktaten fra 1997 og Nicetraktaten fra 2001 justerede institutionerne og forberedte EU på at optage mange nye lande. Euroen blev indført som regnskabsvaluta i 1999, og sedler og mønter kom i omløb i 2002.

I 2004 kom den største udvidelse i EU’s historie, hvor ti lande blev medlemmer, de fleste fra Central- og Østeuropa. Bulgarien og Rumænien fulgte i 2007, og Kroatien i 2013. Udvidelserne var med til at samle et kontinent, der havde været delt under den kolde krig.

Forfatningstraktaten og Lissabon

Et forslag til en forfatningstraktat blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene i 2005. I stedet blev landene enige om Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009. Den afskaffede søjlestrukturen, gav Europa-Parlamentet mere magt og oprettede en fast formand for Det Europæiske Råd. Lissabontraktaten indførte også for første gang en klar regel om, hvordan et land kan træde ud af EU.

Nyere tid

De seneste årtier har EU været præget af kriser og store beslutninger. Finanskrisen og gældskrisen i eurozonen førte til nye regler for bankerne og strammere budgetkontrol. Flygtningekrisen, coronapandemien og krigen i Ukraine har også sat deres præg på samarbejdet.

Storbritannien stemte i 2016 for at forlade EU og trådte ud i 2020. Det er første gang, et medlemsland har forladt unionen. Debatten om, hvor tæt samarbejdet skal være, fortsætter i mange medlemslande. Nogle ønsker mere fælles handling, mens andre ønsker, at mere skal bestemmes nationalt.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår blev EU oprettet

Selve navnet Den Europæiske Union blev indført med Maastricht-traktaten, som trådte i kraft i 1993. Samarbejdet går dog tilbage til Kul- og Stålunionen i 1950’erne og Romtraktaten fra 1957.

Hvad er forskellen på EF og EU

EF var betegnelsen for De Europæiske Fællesskaber, som især handlede om økonomi og handel. Med Maastricht-traktaten blev EU skabt som en overbygning, der også omfattede udenrigspolitik og retligt samarbejde. Siden Lissabontraktaten bruges kun betegnelsen EU.

Hvor mange lande var med fra starten

Seks lande grundlagde Kul- og Stålunionen og senere EØF: Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg.

Næste skridt

Vil du dykke ned i de traktater, der har formet EU’s historie, kan du fortsætte med artiklen om EU’s traktater. Originalteksterne findes på EU’s officielle retsdatabase EUR-Lex.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU-Domstolen: Opgaver, sager og forholdet til Danmark

EU-Domstolen i Luxembourg sikrer, at EU-retten forstås ens i alle lande. Læs om præjudiciel forelæggelse, traktatbrudssager og danske domstole.

EU-Domstolen er EU’s domstol og ligger i Luxembourg. Dens vigtigste opgave er at sikre, at EU-retten bliver fortolket og anvendt ens i alle medlemslande. Den gør det blandt andet ved at besvare spørgsmål fra nationale domstole og ved at afgøre sager om, hvorvidt et land har overholdt sine forpligtelser.

Hvad er EU-Domstolen

EU-Domstolen er det samlede navn for EU’s domstolssystem. Det officielle navn er Den Europæiske Unions Domstol. Systemet består i dag af to dele.

Domstolen er den øverste instans. Den behandler blandt andet spørgsmål fra nationale domstole og sager mod medlemslande.
Retten behandler i første instans en stor del af de sager, som virksomheder og borgere anlægger mod EU’s institutioner, for eksempel om konkurrence eller statsstøtte. Rettens afgørelser kan i visse tilfælde ankes til Domstolen.

EU-Domstolen må ikke forveksles med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Den hører under Europarådet og behandler sager efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De to domstole har forskellige opgaver og forskellige medlemslande.

Sammensætning og arbejdsform

Domstolen har én dommer fra hvert medlemsland. Dommerne bistås af generaladvokater, som afgiver et uafhængigt forslag til afgørelse i mange sager. Forslaget er ikke bindende, men Domstolen følger det ofte.

Retten har to dommere fra hvert medlemsland. Dommerne i begge dele af systemet udnævnes efter fælles aftale mellem medlemslandenes regeringer for en periode på seks år, og de kan genudnævnes. Et særligt udvalg vurderer kandidaternes egnethed, før de udnævnes.

Dommerne skal være uafhængige og repræsenterer ikke deres land. Afgørelserne træffes i fællesskab, og der offentliggøres ikke dissenser, altså afvigende synspunkter fra enkelte dommere. Sagerne kan behandles på alle EU’s officielle sprog, men domstolens interne arbejdssprog er traditionelt fransk.

Præjudiciel forelæggelse

Præjudiciel forelæggelse er en af EU-Domstolens vigtigste sagstyper. Den gør det muligt for en national domstol at spørge EU-Domstolen, hvordan en EU-regel skal forstås.

Ordningen står i artikel 267 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, ofte forkortet TEUF. Når en dansk domstol er i tvivl om fortolkningen af en EU-regel i en konkret sag, kan den stille et spørgsmål til EU-Domstolen. Er der tale om en domstol, hvis afgørelser ikke kan ankes, er den som udgangspunkt forpligtet til at spørge.

Sådan forløber en præjudiciel sag

En sag kører ved en national domstol, for eksempel en dansk byret, landsret eller Højesteret.
Domstolen sender et eller flere spørgsmål om fortolkningen af EU-retten til Luxembourg.
EU-Domstolen besvarer spørgsmålene i en dom eller kendelse.
Sagen vender tilbage til den nationale domstol, som afgør selve sagen ud fra svaret.

EU-Domstolen afgør altså ikke den konkrete sag. Den fortolker EU-retten, og den nationale domstol anvender fortolkningen. Svaret får betydning for alle medlemslande, fordi det viser, hvordan reglen skal forstås overalt i EU.

Traktatbrudssager

En traktatbrudssag handler om, hvorvidt et medlemsland har overtrådt sine forpligtelser efter EU-retten. Det kan for eksempel være, hvis et land ikke har gennemført et direktiv til tiden eller har regler, der strider mod EU-retten.

Det er normalt Europa-Kommissionen, der anlægger sagen. Før det sker, gennemgår Kommissionen en administrativ fase, hvor landet får mulighed for at forklare sig og rette op på forholdet. Mange sager løses i denne fase uden at nå domstolen.

Hvis EU-Domstolen når frem til, at landet har brudt sine forpligtelser, skal landet bringe forholdet i orden. Følger landet ikke dommen, kan Kommissionen anlægge en ny sag, hvor domstolen kan pålægge landet økonomiske sanktioner. Et medlemsland kan også selv anlægge sag mod et andet land, men det sker sjældent.

Andre sagstyper

Ud over præjudicielle sager og traktatbrudssager behandler EU-Domstolen blandt andet:

Annullationssøgsmål, hvor der påstås, at en EU-retsakt er ugyldig.
Passivitetssøgsmål, hvor en EU-institution har undladt at handle, selv om den var forpligtet til det.
Erstatningssager mod EU’s institutioner.
Appelsager over afgørelser fra Retten.

EU-Domstolen og Danmark

EU-Domstolen og Danmark hænger sammen på flere måder. Danske domstole stiller jævnligt præjudicielle spørgsmål, og svarene får betydning for, hvordan danske regler skal forstås. Danmark kan også blive part i en traktatbrudssag, ligesom alle andre medlemslande.

Den danske regering kan desuden afgive indlæg i sager fra andre lande, hvis sagen har betydning for Danmark. Det er en almindelig måde for medlemslandene at påvirke fortolkningen af EU-retten på.

EU-retten har som udgangspunkt forrang for national ret. Højesteret har dog i Maastricht-dommen og senere praksis fastslået, at forrangen bygger på den danske tiltrædelseslov og grundloven. Danske domstole har dermed efter dansk opfattelse det sidste ord om grænserne for den kompetence, Danmark har overladt til EU. Du kan læse mere i artiklen om grundlovens paragraf 20.

Forholdet har i enkelte sager skabt spænding, hvor Højesteret ikke har fulgt en fortolkning fra EU-Domstolen fuldt ud. Sådanne sager er sjældne, men de har givet anledning til debat blandt jurister og politikere.

Ofte stillede spørgsmål

Kan en borger selv gå til EU-Domstolen

Det er kun muligt i begrænset omfang. Borgere og virksomheder kan anlægge sag ved Retten mod EU-retsakter, der berører dem direkte og individuelt. I de fleste tilfælde kommer borgerens sag i stedet til EU-Domstolen via en præjudiciel forelæggelse fra en national domstol.

Hvor lang tid tager en sag ved EU-Domstolen

Sagsbehandlingstiden varierer efter sagstype og kompleksitet. Præjudicielle sager tager ofte over et år, men hastesager kan behandles hurtigere. EU-Domstolen offentliggør statistik over sagsbehandlingstider i sine årsrapporter.

Hvor kan man læse EU-Domstolens domme

Domme og forslag til afgørelse kan findes på domstolens hjemmeside, curia.europa.eu, og i EUR-Lex. Mange afgørelser findes også på dansk.

Næste skridt

Vil du finde en konkret dom eller følge en verserende sag, kan du søge på curia.europa.eu med sagens nummer eller et emneord. Står du selv i en konkret retssag med EU-spørgsmål, bør du søge rådgivning hos en advokat.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU budget: hvor kommer pengene fra, og hvad går de til

Hvor stort er EU budget, hvor kommer pengene fra, og hvad bruges de til? Læs om den flerårige ramme, nettobidragydere og Danmarks bidrag.

EU’s budget er den fælles kasse, som finansierer landbrugsstøtte, regionalstøtte, forskning og en række andre fælles opgaver. Målt i forhold til medlemslandenes samlede økonomi er EU budget ret lille, typisk omkring én procent af landenes samlede bruttonationalindkomst. Her får du et overblik over indtægter, udgifter, den flerårige ramme og forskellen på nettobidragydere og nettomodtagere.

Hvor stort er EU budget i forhold til landenes økonomi

Når man hører om EU’s budget, lyder beløbene store, fordi de opgøres i milliarder af euro. Sammenlignet med de nationale budgetter er EU-budgettet dog beskedent. Medlemslandenes egne offentlige budgetter udgør tilsammen en langt større del af økonomien end EU’s fælles budget.

Forklaringen er, at de fleste offentlige opgaver stadig løses nationalt. Sundhed, uddannelse, pensioner og forsvar betales i høj grad over de nationale budgetter. EU-budgettet dækker især områder, hvor landene har valgt at handle i fællesskab, eller hvor pengene flyttes mellem regioner for at mindske forskelle.

Et særligt træk er, at EU’s årlige budget skal balancere. Udgifterne må ikke overstige indtægterne, og EU kan som hovedregel ikke finansiere sit årlige driftsbudget med lån på samme måde som et land.

Den flerårige finansielle ramme

EU planlægger sine udgifter i lange perioder, typisk syv år ad gangen. Planen kaldes den flerårige finansielle ramme. Den fastsætter lofter for, hvor meget EU højst må bruge i alt og på de enkelte hovedområder.

Den nuværende ramme gælder fra 2021 til 2027. Forhandlingerne om den næste ramme, som skal gælde fra 2028, er typisk lange og vanskelige, fordi landene har forskellige ønsker til både størrelse og prioriteringer.

Rammen vedtages af Rådet med enstemmighed efter godkendelse fra Europa-Parlamentet. Inden for rammen vedtages et årligt budget, hvor Parlamentet og Rådet sammen er budgetmyndighed. Du kan læse mere om, hvordan de to institutioner arbejder sammen, i artiklen om EU’s beslutningsproces.

EU-budgettets indtægter

EU-budgettets indtægter kaldes egne indtægter. Det betyder ikke, at EU opkræver skat direkte hos borgerne. Pengene kommer gennem medlemslandene efter regler, som alle lande har godkendt.

De vigtigste indtægtskilder

Told: Told på varer, der importeres fra lande uden for EU, går til EU-budgettet. Medlemslandene beholder en del til at dække udgifterne ved opkrævningen.
Momsbaseret bidrag: Hvert land betaler et lille bidrag, der beregnes ud fra en fælles momsberegning.
Plastikbidrag: Siden 2021 betaler landene et bidrag beregnet på mængden af plastemballageaffald, der ikke genanvendes.
BNI-baseret bidrag: Den største indtægtskilde. Hvert land betaler en andel, der afhænger af landets bruttonationalindkomst. Bidraget udfylder hullet mellem de øvrige indtægter og de vedtagne udgifter.

Reglerne om egne indtægter kræver enstemmighed og godkendelse i hvert medlemsland. Derudover blev genopretningsfonden efter coronakrisen, kaldet NextGenerationEU, finansieret ved fælles låntagning. Det var en særlig ordning ved siden af det almindelige budget.

Hvad bruges pengene til

Udgiftssiden har ændret sig over tid, men to områder har længe fyldt mest: landbrugspolitikken og samhørighedspolitikken. Landbrugsstøtten gives blandt andet som direkte betalinger til landbrugere og støtte til udvikling af landdistrikter. Samhørighedspolitikken støtter projekter i fattigere regioner, fx infrastruktur og erhvervsudvikling. Læs mere i artiklen om EU’s landbrugspolitik.

Andre udgifter går blandt andet til:

Forskning og innovation
Klima- og miljøindsatser
Grænsekontrol, migration og sikkerhed
Bistand og samarbejde med lande uden for EU
Administration af institutionerne

Administrationen udgør kun en mindre del af det samlede budget. Langt de fleste penge går videre til modtagere i medlemslandene eller uden for EU.

Nettobidragydere og nettomodtagere

En nettobidragyder er et land, der betaler mere ind til EU-budgettet, end det får tilbage i form af støtte og projekter. En nettomodtager er et land, der får mere tilbage, end det betaler.

De rigeste lande målt pr. indbygger er typisk nettobidragydere. Det gælder fx Tyskland, Nederlandene, Sverige og Danmark. Mange af de lande, der kom med i udvidelserne fra 2004 og frem, er nettomodtagere, fordi de modtager meget regionalstøtte. Polen har i mange år været blandt de største modtagere målt i beløb.

Opgørelsen er dog omdiskuteret. Den tæller ikke de økonomiske fordele ved fx det indre marked, som er svære at sætte tal på. Et land kan derfor godt være nettobidragyder og samtidig have stor gavn af medlemskabet. Omvendt peger nogle på, at det er rimeligt at se på, hvad hvert land konkret betaler.

Hvad betaler Danmark til EU

Danmark er nettobidragyder. Det danske bidrag består især af den BNI-baserede andel, momsbidraget, plastikbidraget og den told, der opkræves ved Danmarks grænser. Danmark får til gengæld penge tilbage, især gennem landbrugsstøtten og forskningsmidler.

I forhandlingerne om den nuværende ramme fik Danmark sammen med enkelte andre nettobidragydere en rabat på sit bidrag. Størrelsen på Danmarks bidrag varierer fra år til år. De aktuelle tal offentliggøres af Finansministeriet og EU-Kommissionen, og Folketinget behandler løbende sager om budgettet. Se også artiklen om Danmark og EU for et bredere overblik.

Ofte stillede spørgsmål

Hvem bestemmer over EU budget

Den flerårige ramme vedtages af Rådet med enstemmighed og kræver Europa-Parlamentets godkendelse. Det årlige budget vedtages af Parlamentet og Rådet i fællesskab på grundlag af et forslag fra Kommissionen. Revisionsretten kontrollerer bagefter, om pengene er brugt korrekt.

Kan EU opkræve skat direkte hos borgerne

Nej, ikke i dag. EU’s indtægter kommer gennem medlemslandene, og nye indtægtskilder kræver enstemmighed og godkendelse i alle lande. Der er dog løbende diskussioner om nye egne indtægter.

Hvorfor er nogle lande nettomodtagere

Budgettet er bygget sådan, at en stor del af pengene går til fattigere regioner og til landbrug. Lande med lavere indkomst pr. indbygger og store landbrugssektorer får derfor typisk flere penge tilbage, end de betaler ind.

Næste skridt

Vil du se de aktuelle tal for EU budget og Danmarks bidrag, kan du slå op på EU-Kommissionens budgetsider eller på Finansministeriets hjemmeside, hvor de nyeste opgørelser offentliggøres.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s beslutningsproces: Sådan bliver en EU-lov til

EU’s beslutningsproces forklaret: Kommissionens forslag, Rådet og Parlamentet, kvalificeret flertal, enstemmighed og de nationale parlamenters rolle.

EU’s beslutningsproces starter som regel med et forslag fra Europa-Kommissionen. Derefter skal både Rådet, hvor medlemslandenes ministre sidder, og Europa-Parlamentet godkende forslaget, før det bliver til en EU-lov. Her kan du følge vejen fra forslag til vedtagelse og se, hvordan stemmereglerne og de nationale parlamenter spiller ind.

De tre institutioner i EU’s beslutningsproces

Tre institutioner spiller hovedrollen, når EU vedtager love. De har hver deres opgave, og ingen af dem kan vedtage en lov alene.

Europa-Kommissionen fremsætter forslagene. Den har som hovedregel eneret til at tage initiativ til ny lovgivning.
Rådet, også kaldet Ministerrådet, består af en minister fra hvert medlemsland. Hvilke ministre der mødes, afhænger af emnet, for eksempel landbrugsministre eller finansministre.
Europa-Parlamentet består af medlemmer valgt direkte af borgerne i EU-landene. Læs mere i artiklen om Europa-Parlamentet.

Rådet må ikke forveksles med Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne mødes. Det Europæiske Råd fastlægger de overordnede politiske linjer, men vedtager ikke love.

Formandskabet for Rådet går på skift mellem medlemslandene for et halvt år ad gangen. Det land, der har formandskabet, leder møderne og forsøger at skabe enighed.

Den almindelige lovgivningsprocedure

Den almindelige lovgivningsprocedure er den mest brugte måde at vedtage EU-love på. Her er Rådet og Europa-Parlamentet ligeværdige lovgivere, og begge skal sige ja til den samme tekst.

Trin for trin

Forslag: Kommissionen udarbejder et forslag efter høringer af blandt andet borgere, organisationer og eksperter.
Første behandling: Parlamentet vedtager sin holdning og kan foreslå ændringer. Rådet tager derefter stilling.
Anden behandling: Hvis Rådet og Parlamentet ikke er enige, sendes forslaget frem og tilbage i en ny runde.
Forlig: Er der stadig uenighed, nedsættes et forligsudvalg med repræsentanter fra begge institutioner, som forsøger at finde et kompromis.
Vedtagelse: Når begge parter har godkendt den samme tekst, offentliggøres loven i EU-Tidende.

I praksis bliver mange love aftalt allerede ved første behandling. Det sker gennem uformelle forhandlinger mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som ofte kaldes trilogmøder.

Resultatet er typisk en forordning eller et direktiv. Forskellen mellem de to er beskrevet i artiklen om direktiv og forordning.

Særlige lovgivningsprocedurer

På nogle områder bruges særlige procedurer. Her har Rådet ofte det afgørende ord, mens Parlamentet kun skal høres eller give sin godkendelse. Det gælder blandt andet visse spørgsmål om skat.

Kvalificeret flertal og enstemmighed i Rådet

Når Rådet stemmer, bruges forskellige regler afhængigt af emnet. De to vigtigste er kvalificeret flertal og enstemmighed.

Kvalificeret flertal

Kvalificeret flertal er den mest almindelige afstemningsform i Rådet. Siden Lissabontraktaten bygger det på et dobbelt flertal.

Mindst 55 procent af medlemslandene skal stemme for.
De lande, der stemmer for, skal tilsammen repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning.

Et forslag kan blokeres af et mindretal, men et blokerende mindretal skal bestå af mindst fire lande. Reglen skal forhindre, at få store lande alene kan stoppe en beslutning. Læs mere om traktaten i artiklen om Lissabontraktaten.

Enstemmighed

På visse følsomme områder kræver beslutninger enstemmighed. Det betyder, at hvert land reelt har vetoret. Det gælder blandt andet ændringer af traktaterne, optagelse af nye medlemslande, store dele af udenrigs- og sikkerhedspolitikken og visse skattespørgsmål.

Der er forskellige holdninger til enstemmighed. Nogle mener, at vetoretten beskytter de mindre landes interesser og den nationale selvbestemmelse. Andre mener, at kravet gør det svært for EU at handle hurtigt. Der foregår løbende en debat om, hvorvidt flere områder skal overgå til kvalificeret flertal.

I praksis forsøger Rådet ofte at nå enighed, selv når kvalificeret flertal er nok. Mange beslutninger vedtages derfor uden, at nogen stemmer imod.

Subsidiaritetsprincippet

Subsidiaritetsprincippet betyder, at EU kun skal handle, når et mål bedre kan nås i fællesskab end af landene hver for sig. Princippet gælder på de områder, hvor EU deler kompetencen med medlemslandene.

Hertil kommer proportionalitetsprincippet. Det betyder, at EU’s tiltag ikke må gå videre end nødvendigt for at nå målet. Begge principper står i Traktaten om Den Europæiske Union.

Kommissionen skal begrunde, hvorfor et forslag overholder subsidiaritetsprincippet. Spørgsmålet kan i sidste ende afgøres af EU-Domstolen.

De nationale parlamenters rolle

De nationale parlamenter har to vigtige roller i EU’s beslutningsproces. De kan reagere direkte over for EU, og de kan styre deres egen regering.

Det gule og det orange kort

Alle nationale parlamenter modtager Kommissionens forslag. De har en frist på otte uger til at sende en begrundet udtalelse, hvis de mener, at et forslag strider mod subsidiaritetsprincippet.

Hvis en vis andel af de nationale parlamenter gør indsigelse, skal Kommissionen genoverveje forslaget. Det kaldes et gult kort. Ved en større andel af indsigelser under den almindelige lovgivningsprocedure taler man om et orange kort, som giver Rådet og Parlamentet mulighed for at stoppe forslaget. Ordningen har kun været i brug i få tilfælde.

Folketinget og regeringen

I Danmark spiller Folketingets Europaudvalg en central rolle. Før regeringen tager stilling til vigtige sager i Rådet, forelægger den sit forhandlingsoplæg for udvalget. Regeringen kan ikke gå videre, hvis et flertal i udvalget er imod. Læs mere i artiklen om Folketingets Europaudvalg.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid tager det at vedtage en EU-lov

Det varierer meget. Nogle love vedtages på omkring et år, mens større og mere omstridte forslag kan tage flere år. Hastesager kan behandles hurtigere, hvis institutionerne er enige.

Kan Danmark stoppe en EU-lov

Det afhænger af afstemningsreglen. Hvor der kræves enstemmighed, kan Danmark nedlægge veto. Ved kvalificeret flertal kan Danmark kun blokere en lov sammen med andre lande, der tilsammen udgør et blokerende mindretal.

Hvad er forskellen på Rådet og Ministerrådet

Der er ingen forskel. Ministerrådet er en almindelig betegnelse for Rådet for Den Europæiske Union, hvor ministrene fra medlemslandene mødes. Det skal ikke forveksles med Det Europæiske Råd eller Europarådet.

Næste skridt

Vil du følge et konkret lovforslag fra start til slut, kan du søge det frem i EUR-Lex eller i Europa-Parlamentets lovgivningsoversigt. Her kan du se, hvor langt forslaget er nået, og hvad institutionerne har vedtaget undervejs.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU og arbejdsmarkedet: EU-regler og den danske model

EU og arbejdsmarkedet hænger sammen via regler om arbejdstid, arbejdsmiljø og udstationering. Se hvordan de passer med den danske model.

EU og arbejdsmarkedet er knyttet sammen på flere måder. EU fastsætter minimumsregler om fx arbejdstid, arbejdsmiljø og udstationering, mens løn og mange arbejdsvilkår i Danmark traditionelt aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Her får du et neutralt overblik over, hvad EU regulerer, hvordan det spiller sammen med den danske model, og hvorfor emnet ofte giver debat.

Hvorfor EU og arbejdsmarkedet hænger sammen

EU’s indre marked bygger på fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer. Når både arbejdskraft og virksomheder kan krydse grænserne, opstår der behov for fælles spilleregler. Formålet er blandt andet at sikre lige konkurrencevilkår og en grundlæggende beskyttelse af lønmodtagere i alle medlemslande.

EU’s kompetence på det sociale område er dog afgrænset. Traktaterne giver EU mulighed for at vedtage minimumsregler på bestemte områder, fx arbejdsmiljø, arbejdsvilkår og ligebehandling. Samtidig fremgår det af traktaten, at reglerne om social politik ikke omfatter lønforhold, foreningsret, strejkeret og lockoutret. Grænsen for, hvor langt EU kan gå, er et af de spørgsmål, der oftest diskuteres.

Retten til at tage arbejde i et andet land er beskrevet nærmere i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Hvad EU regulerer på arbejdsmarkedet

De fleste EU-regler på området er direktiver. Et direktiv fastlægger et mål, men lader det enkelte land bestemme, hvordan det skal gennemføres. Læs mere om forskellen på direktiv og forordning.

Arbejdstid

Arbejdstidsdirektivet fastsætter minimumsregler for arbejdstid og hvile. Det indeholder blandt andet et loft på 48 timer om ugen i gennemsnit inklusive overarbejde, en daglig hvileperiode på 11 sammenhængende timer og mindst fire ugers årlig betalt ferie. Der findes undtagelser for visse grupper, og landene må gerne give bedre vilkår.

Arbejdsmiljø

EU har en lang række regler om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Et rammedirektiv fastlægger de overordnede principper, mens særdirektiver regulerer fx kemikalier, støj og tunge løft. Medlemslandene kan som hovedregel indføre strengere regler end EU’s minimum.

Ligebehandling og ansættelsesvilkår

Princippet om lige løn for mænd og kvinder har været en del af samarbejdet siden starten. Hertil kommer regler mod forskelsbehandling og regler, der beskytter deltidsansatte, tidsbegrænset ansatte og vikarer. EU har også regler om, at lønmodtagere skal informeres skriftligt om deres væsentlige ansættelsesvilkår.

Udstationering af arbejdstagere

Udstationering betyder, at en virksomhed i ét EU-land sender sine ansatte til midlertidigt at arbejde i et andet EU-land. Det sker fx i byggeri, transport og landbrug. Udstationeringsdirektivet fastlægger, hvilke vilkår i værtslandet der som minimum skal gælde for de udstationerede.

Direktivet er blevet revideret for at styrke princippet om lige løn for samme arbejde på samme sted. I Danmark skal udenlandske virksomheder, der udstationerer medarbejdere, som udgangspunkt anmelde sig til Registret for Udenlandske Tjenesteydere, ofte kaldet RUT. Reglerne kan ændre sig, så virksomheder bør tjekke den aktuelle vejledning hos de danske myndigheder.

Udstationering har givet anledning til debat. Nogle peger på risikoen for social dumping, altså at udenlandsk arbejdskraft ansættes på ringere vilkår end de lokale. Andre fremhæver, at muligheden for at levere tjenester på tværs af grænser er en central del af det indre marked. Laval-sagen fra Sverige ved EU-Domstolen er et ofte nævnt eksempel på spændingen mellem fagforeningers kampskridt og den frie udveksling af tjenesteydelser.

Den danske model og EU

Den danske model er betegnelsen for, at løn og arbejdsvilkår i vid udstrækning aftales i kollektive overenskomster mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Staten blander sig kun i begrænset omfang. Danmark har derfor ingen lovbestemt mindsteløn, og lønnen fastsættes i overenskomsterne.

Når et EU-direktiv om arbejdsvilkår skal gennemføres i Danmark, kan det ske gennem overenskomster. Ofte suppleres det med en lov, så også lønmodtagere uden for overenskomstområdet er dækket. Denne fremgangsmåde skal sikre, at direktivet gælder for alle, uden at aftalesystemet sættes ud af spil.

Tilhængere af modellen lægger vægt på, at parterne selv kender deres brancher bedst. Kritikere af modellen peger på, at ikke alle lønmodtagere er dækket af en overenskomst. Spørgsmålet om, hvordan EU-regler bedst forenes med modellen, går igen i mange politiske drøftelser.

Mindsteløn i EU: et omdiskuteret direktiv

EU har vedtaget et direktiv om tilstrækkelige mindstelønninger. Direktivet fastsætter ikke en fælles mindsteløn for hele EU. Det stiller i stedet krav til, hvordan landene fastsætter og opdaterer mindsteløn, og det skal fremme overenskomstforhandlinger. Lande, hvor løn primært fastsættes ved overenskomst, er ikke forpligtet til at indføre en lovbestemt mindsteløn.

Direktivet har alligevel været omstridt i Danmark. Danmark anlagde sag ved EU-Domstolen med det synspunkt, at EU ikke har kompetence til at regulere løn. Tilhængere af direktivet mener, at det kan styrke lønmodtagere i lande med lave lønninger. Modstandere frygter, at det på sigt kan påvirke den danske model. Sagens forløb og afgørelse kan følges hos EU-Domstolen og Folketinget.

Debatten om EU’s indflydelse på arbejdsmarkedet

Holdningerne til EU’s rolle på arbejdsmarkedet er delte. Argumenter for fælles regler er blandt andet:

Et fælles minimum kan modvirke, at lande konkurrerer på dårlige arbejdsvilkår.
Lønmodtagere, der flytter over grænserne, får en grundlæggende beskyttelse.
Virksomheder får mere ensartede konkurrencevilkår i det indre marked.

Argumenter imod eller for større forsigtighed er blandt andet:

EU-regler kan presse en aftalebaseret model som den danske.
EU’s kompetence kan gradvist blive udvidet gennem lovgivning og domme.
Nationale forhold og traditioner er forskellige og passer ikke altid til fælles løsninger.

Ofte stillede spørgsmål

Har EU indført en fælles mindsteløn?

Nej. EU’s direktiv om mindsteløn fastsætter ikke et bestemt lønniveau. Det stiller krav til de nationale rammer for mindsteløn, og lande med løndannelse via overenskomster skal ikke indføre en lovbestemt mindsteløn.

Kan Danmark have bedre regler end EU?

Som hovedregel ja. De fleste EU-regler på arbejdsmarkedet er minimumsregler. Det betyder, at Danmark og andre lande gerne må give lønmodtagerne bedre vilkår end EU’s minimum.

Hvad er social dumping?

Social dumping bruges om situationer, hvor arbejdskraft ansættes på løn- og arbejdsvilkår, der ligger klart under det niveau, der normalt gælder i landet. Begrebet er politisk og bruges forskelligt i debatten. EU-reglerne om udstationering er blandt andet tænkt som et værn mod det.

Næste skridt

Vil du vide, hvilke regler der gælder i en konkret ansættelse, så kontakt din fagforening, din arbejdsgiverorganisation eller de danske myndigheder. Til generel information om dine rettigheder på tværs af EU-lande kan du bruge Your Europe.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Folkeafstemninger om EU i Danmark: alle afstemninger

Se alle danske folkeafstemninger om EF og EU fra 1972 til i dag med emne, resultat og betydning, og læs hvorfor Danmark stemmer om EU så ofte.

Danmark har holdt flere folkeafstemninger om EF og EU end de fleste andre medlemslande. Den første var i 1972 om selve medlemskabet, og den seneste var i 2022 om forsvarsforbeholdet. Her finder du alle de danske folkeafstemninger om EU i kronologisk rækkefølge med emne, resultat og betydning.

Hvorfor holder Danmark folkeafstemninger om EU

Den vigtigste grund er grundlovens paragraf 20. Den bestemmer, at Danmark kan overlade beføjelser til internationale myndigheder, men kun hvis fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemmer for. Opnås det ikke, kan spørgsmålet afgøres ved en folkeafstemning. Læs mere i artiklen om grundloven og EU.

Den anden grund er politiske løfter. Flere afstemninger er holdt, fordi partierne på forhånd har lovet, at befolkningen skal have det sidste ord. Det gælder især de danske forbehold, som ifølge det politiske forlig fra 1992 kun kan ændres efter en folkeafstemning.

Ikke alle EU-traktater har været til afstemning. Nice-traktaten og Lissabon-traktaten blev godkendt af Folketinget uden folkeafstemning, efter at regeringen havde vurderet, at de ikke krævede det efter grundloven.

Oversigt over de danske EU-afstemninger

Dato	Emne	Resultat
2. oktober 1972	Medlemskab af EF	Ja, cirka 63,3 procent
27. februar 1986	EF-pakken med Fællesakten	Ja, cirka 56,2 procent
2. juni 1992	Maastricht-traktaten	Nej, cirka 50,7 procent
18. maj 1993	Maastricht-traktaten med Edinburgh-afgørelsen	Ja, cirka 56,7 procent
28. maj 1998	Amsterdam-traktaten	Ja, cirka 55,1 procent
28. september 2000	Indførelse af euroen	Nej, cirka 53,2 procent
25. maj 2014	Den fælles patentdomstol	Ja, cirka 62,5 procent
3. december 2015	Retsforbeholdet som tilvalgsordning	Nej, cirka 53,1 procent
1. juni 2022	Afskaffelse af forsvarsforbeholdet	Ja, cirka 66,9 procent

Procenterne angiver andelen af de gyldige stemmer, der gik til det vindende svar. Kontrollér altid de præcise tal hos Folketinget på ft.dk, hvis du skal bruge dem.

Afstemningerne fra 1972 til 1993

1972: medlemskab af EF

Den første afstemning handlede om, hvorvidt Danmark skulle være medlem af EF. Et klart flertal stemte ja, og Danmark blev medlem den 1. januar 1973 sammen med Storbritannien og Irland.

1986: Fællesakten

EF-pakken, som indeholdt Den Europæiske Fælles Akt, skulle styrke det indre marked og udvide brugen af flertalsafgørelser. Et flertal i Folketinget var imod pakken, og regeringen udskrev derfor en vejledende folkeafstemning. Vælgerne sagde ja, og Folketinget godkendte derefter pakken.

1992: nej til Maastricht

Maastricht-traktaten skulle omdanne EF til Den Europæiske Union med blandt andet fælles valuta og tættere samarbejde om udenrigs- og retspolitik. Et snævert flertal stemte nej. Det skabte en usikker situation for hele EU, fordi traktaten krævede godkendelse i alle lande.

1993: ja med forbehold

Efter nejet blev partierne enige om et nationalt kompromis, som blev til Edinburgh-afgørelsen med fire danske forbehold. Ved den nye afstemning stemte et flertal ja. Læs hele forløbet i artiklen om Edinburgh-afgørelsen.

Afstemningerne fra 1998 til 2022

1998: Amsterdam-traktaten

Amsterdam-traktaten justerede EU’s samarbejde, blandt andet om beskæftigelse, miljø og grænsekontrol. Et flertal stemte ja. Traktaten respekterede de danske forbehold.

2000: euroen

Afstemningen handlede om at ophæve euroforbeholdet og indføre euroen i Danmark. Et flertal stemte nej, og kronen er derfor fortsat Danmarks valuta. Se mere i artiklen om euroafstemningen i 2000.

2014: patentdomstolen

Afstemningen handlede om, hvorvidt Danmark skulle deltage i en fælles europæisk patentdomstol, som skal behandle sager om patenter på tværs af landene. Lovforslaget opnåede ikke fem sjettedeles flertal i Folketinget, og derfor kom det til folkeafstemning. Afstemningen blev holdt samme dag som valget til Europa-Parlamentet, og et flertal stemte ja.

2015: retsforbeholdet

Forslaget var at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning, så Danmark fra sag til sag kunne vælge at deltage i EU’s retlige samarbejde. Et flertal stemte nej, og retsforbeholdet gælder derfor fortsat.

2022: forsvarsforbeholdet

Afstemningen blev udskrevet efter Ruslands invasion af Ukraine. Et klart flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet, så Danmark nu kan deltage i EU’s forsvarssamarbejde.

Hvad betyder afstemningerne for Danmark i dag

Afstemningerne har formet Danmarks særlige position i EU. Danmark er fuldt medlem af det indre marked, men står uden for euroen og dele af retssamarbejdet. Den situation er et direkte resultat af de nej, der blev givet i 1992, 2000 og 2015.

Samtidig har afstemningerne skabt en politisk praksis. Mange politikere og vælgere forventer i dag, at større ændringer i Danmarks forhold til EU bliver lagt ud til folkeafstemning. Tilhængere af praksis ser det som en styrkelse af demokratiet. Kritikere mener, at komplicerede traktater er svære at afgøre med et ja eller nej. Læs mere om forbeholdene i artiklen om de danske forbehold.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange folkeafstemninger om EU har Danmark haft

Danmark har haft ni landsdækkende folkeafstemninger om EF og EU fra 1972 til 2022. Seks endte med et ja, og tre endte med et nej. Hertil kommer, at Grønland i 1982 stemte om at forlade EF.

Hvad blev der stemt om i 1986

Afstemningen i 1986 handlede om EF-pakken med Fællesakten, som skulle styrke det indre marked. Afstemningen var vejledende, fordi et flertal i Folketinget var imod pakken. Vælgerne sagde ja.

Skal der altid være folkeafstemning om nye EU-traktater

Nej. Der skal kun holdes folkeafstemning, hvis en traktat overlader nye beføjelser til EU og ikke opnår fem sjettedeles flertal i Folketinget, eller hvis partierne politisk har lovet det. Flere traktater er godkendt uden afstemning.

Næste skridt

Vil du forstå, hvorfor Danmark endte med forbehold, så læs forløbet fra 1992 til 1993 i artiklen om Edinburgh-afgørelsen. De officielle resultater for alle afstemningerne kan du finde hos Folketinget på ft.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EØS-lande: hvilke lande er med i EØS

Se hvilke lande der er EØS-lande, hvad EØS-aftalen betyder, og hvordan EØS adskiller sig fra EU-medlemskab. Med Schweiz’ særlige aftaler med EU.

EØS står for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. EØS-landene er de 27 EU-lande samt Norge, Island og Liechtenstein. Samarbejdet giver de tre lande adgang til EU’s indre marked uden at være medlemmer af EU. Schweiz er ikke med i EØS, men har i stedet en række særskilte aftaler med EU.

Hvad er EØS

EØS er et samarbejde, der udvider EU’s indre marked til lande uden for EU. Det indre marked bygger på de fire friheder: fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Gennem EØS-aftalen gælder de samme grundregler i Norge, Island og Liechtenstein som i EU-landene.

EØS-aftalen blev underskrevet i begyndelsen af 1990’erne og trådte i kraft i 1994. Siden er aftalen løbende blevet opdateret, så den følger udviklingen i EU’s regler om det indre marked.

For borgere betyder EØS blandt andet, at man som udgangspunkt kan arbejde, studere og bo i de andre EØS-lande på nogenlunde samme vilkår som i EU. Du kan læse mere om reglerne i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Hvilke lande er EØS-lande

EØS består af to grupper af lande.

EU-landene

Alle EU’s medlemslande er automatisk med i EØS. Når et nyt land bliver medlem af EU, skal det også tiltræde EØS-aftalen. Du kan se, hvilke lande der er med i EU, i oversigten over EU-lande.

EFTA-landene i EØS

De tre lande uden for EU, som er med i EØS, er:

Norge
Island
Liechtenstein

De tre lande er alle medlemmer af EFTA, Den Europæiske Frihandelssammenslutning. EFTA har fire medlemmer. Det fjerde er Schweiz, som har valgt ikke at deltage i EØS.

Forskellen på EØS og EU-medlemskab

EØS-landene deltager i det indre marked, men de er ikke med i EU’s politiske samarbejde. Det giver nogle vigtige forskelle.

Hvad EØS-aftalen dækker

EØS-aftalen dækker først og fremmest de fire friheder og en række tilgrænsende områder. Det gælder fx konkurrenceregler, statsstøtte, forbrugerbeskyttelse, miljø, arbejdsmarkedsregler og visse programmer for forskning og uddannelse.

Hvad EØS-aftalen ikke dækker

Visse områder ligger som hovedregel uden for aftalen. Det gælder blandt andet:

EU’s fælles landbrugs- og fiskeripolitik
Toldunionen og EU’s fælles handelspolitik over for andre lande
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
Euroen og den økonomiske og monetære union

Det betyder fx, at Norge selv fastlægger sin landbrugs- og fiskeripolitik og selv indgår handelsaftaler med lande uden for EØS. Om EU’s landbrugspolitik kan du læse mere i en særskilt artikel.

Indflydelse på reglerne

Den største forskel handler om indflydelse. EU-landene er med til at vedtage reglerne i Rådet og Europa-Parlamentet. EØS-landene uden for EU kan deltage i forberedelsen af nye regler, fx i ekspertgrupper, men de har ikke stemmeret, når reglerne vedtages.

Nye EU-regler, der er relevante for det indre marked, skal derefter optages i EØS-aftalen gennem et fælles udvalg. Det er derfor, EØS nogle gange beskrives som en model, hvor man følger reglerne uden at sidde med ved bordet. Tilhængere fremhæver omvendt, at modellen giver markedsadgang og samtidig bevarer selvbestemmelse på områder som landbrug og fiskeri.

Betaling

EØS-landene uden for EU betaler ikke til EU’s budget på samme måde som medlemslandene. De bidrager i stedet til særlige ordninger, der skal mindske økonomiske og sociale forskelle i Europa, og betaler for at deltage i visse EU-programmer.

Schweiz og EU

Schweiz er med i EFTA, men ikke i EØS. Befolkningen stemte nej til EØS ved en folkeafstemning i 1992. Siden har Schweiz og EU i stedet indgået en lang række bilaterale aftaler.

Aftalerne dækker blandt andet fri bevægelighed for personer, handel, transport og forskning. Schweiz deltager også i Schengen-samarbejdet, som du kan læse om i artiklen om Schengen.

Modellen adskiller sig fra EØS ved, at der ikke er én samlet aftale, men mange separate aftaler. EU har i en længere periode ønsket en mere samlet ramme for forholdet, og der har været forhandlinger om en ny pakke af aftaler. Den aktuelle status kan findes hos EU-Kommissionen og de schweiziske myndigheder, fordi den kan ændre sig.

Hvad betyder EØS for danskere

For danskere betyder EØS, at mange rettigheder fra EU også gælder i Norge, Island og Liechtenstein. Det kan fx handle om:

At arbejde eller studere i Norge
Anerkendelse af visse erhvervskvalifikationer
Koordinering af sociale sikringsordninger, når man arbejder på tværs af grænser
Adgang til akut lægehjælp på samme vilkår som landets egne borgere med det blå EU-sygesikringskort

De præcise regler kan variere, og der kan være forskelle fra EU-reglerne på enkelte områder. Tjek derfor altid den officielle vejledning, før du flytter eller tager arbejde i et andet land.

Ofte stillede spørgsmål

Er Norge med i EU

Nej, Norge er ikke medlem af EU. Norge er med i EØS og deltager derfor i EU’s indre marked. Norge har to gange sagt nej til EU-medlemskab ved folkeafstemninger.

Er Schweiz et EØS-land

Nej. Schweiz er medlem af EFTA, men ikke af EØS. Forholdet til EU bygger i stedet på en række bilaterale aftaler, som giver adgang til dele af det indre marked.

Er Storbritannien med i EØS

Nej. Storbritannien var med i EØS som EU-land, men forlod både EU og EØS ved udtrædelsen. Forholdet til EU bygger nu på en særskilt handels- og samarbejdsaftale.

Næste skridt

Skal du arbejde, studere eller bo i et andet EØS-land, så start med vejledningen på borger.dk eller EU’s portal Your Europe, hvor reglerne for de enkelte lande er samlet.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Edinburgh-afgørelsen: sådan fik Danmark sine forbehold

Edinburgh-afgørelsen forklaret: nejet til Maastricht i 1992, det nationale kompromis, aftalen i Edinburgh og jaet i 1993, der gav Danmark fire forbehold.

Edinburgh-afgørelsen er den aftale, der gav Danmark fire forbehold i EU. Den blev vedtaget af EU-landenes stats- og regeringschefer i december 1992, efter at danskerne havde stemt nej til Maastricht-traktaten. Her får du forløbet fra nejet i 1992 over det nationale kompromis til jaet i 1993, og hvad Edinburgh-afgørelsen betyder i dag.

Nejet til Maastricht-traktaten i 1992

Maastricht-traktaten blev underskrevet i begyndelsen af 1992. Den skulle omdanne Det Europæiske Fællesskab til Den Europæiske Union og udvide samarbejdet til nye områder. Blandt de vigtigste dele var en økonomisk og monetær union med fælles valuta, et fælles unionsborgerskab og et tættere samarbejde om udenrigspolitik, forsvar og retlige spørgsmål.

Ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 stemte et snævert flertal af danskerne nej. Resultatet vakte stor opmærksomhed i hele Europa. Traktaten skulle godkendes af alle medlemslande, og derfor kunne den ikke træde i kraft, så længe Danmark ikke havde sagt ja.

Hvorfor stemte et flertal nej

Der var mange forskellige grunde til nejet. Nogle vælgere var imod en fælles valuta, andre frygtede et fælles forsvar, og andre igen var bekymrede for, at EU skulle udvikle sig til en egentlig forbundsstat. Fælles for mange var en oplevelse af, at samarbejdet gik for hurtigt og for langt. Læs om alle de danske folkeafstemninger om EU.

Det nationale kompromis

Efter afstemningen skulle de danske partier finde en vej ud af situationen. I efteråret 1992 blev et bredt flertal af partierne i Folketinget enige om et fælles dokument, der blev kendt som det nationale kompromis. Blandt partierne bag var også SF, som havde anbefalet et nej ved afstemningen.

Kompromiset beskrev, på hvilke områder Danmark ikke ønskede at deltage i det nye samarbejde. Tanken var at finde en løsning, som både tog hensyn til nejet og gjorde det muligt for Danmark at forblive et fuldt medlem af fællesskabet. Kompromiset dannede grundlag for de danske krav i forhandlingerne med de andre lande.

Edinburgh-afgørelsen i december 1992

De danske ønsker blev forhandlet på plads ved topmødet i Det Europæiske Råd i Edinburgh i december 1992. Stats- og regeringscheferne vedtog en afgørelse, som slog fast, hvordan Maastricht-traktaten skulle gælde for Danmark. Afgørelsen blev suppleret af en række ensidige danske erklæringer.

Det centrale ved Edinburgh-afgørelsen var, at selve traktatteksten ikke blev ændret. I stedet blev der lavet en folkeretligt bindende aftale mellem landene om Danmarks særlige stilling. Det betød, at de andre lande ikke skulle have deres godkendelse af traktaten forelagt på ny.

De fire forbehold

Edinburgh-afgørelsen gav Danmark forbehold på fire områder:

Unionsborgerskab. Det blev præciseret, at unionsborgerskabet supplerer og ikke erstatter det nationale statsborgerskab.
Den fælles valuta. Danmark skulle ikke deltage i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, som var indførelsen af euroen.
Forsvar. Danmark skulle ikke deltage i udarbejdelse og gennemførelse af EU-beslutninger med forsvarsmæssige konsekvenser.
Retlige og indre anliggender. Danmark skulle ikke deltage i overstatsligt samarbejde på dette område, men kunne samarbejde mellemstatsligt.

Du kan læse mere om, hvad forbeholdene betyder i praksis i dag, i artiklen om de danske forbehold.

Afstemningen i 1993

Med Edinburgh-afgørelsen på plads blev Maastricht-traktaten sendt til en ny folkeafstemning. Den blev holdt den 18. maj 1993, og denne gang stemte et flertal ja. Dermed kunne Danmark godkende traktaten, og den trådte i kraft for hele EU senere samme år.

Debatten før afstemningen handlede blandt andet om, hvor meget forbeholdene reelt betød. Tilhængerne mente, at forbeholdene gav Danmark en løsning, der respekterede nejet. Kritikerne mente, at der i bund og grund var tale om den samme traktat, og at forbeholdene ikke ændrede afgørende på den.

Hvad er der sket med forbeholdene siden

Forbeholdene har ikke stået uændret siden 1993. Nogle er blevet afprøvet ved nye folkeafstemninger, og ét er blevet afskaffet.

Euroforbeholdet blev sat til afstemning i 2000, hvor et flertal stemte nej til euroen. Forbeholdet gælder fortsat. Læs mere om Danmark og euroen.
Retsforbeholdet blev sat til afstemning i 2015 om en tilvalgsordning, og et flertal stemte nej. Forbeholdet gælder fortsat.
Forsvarsforbeholdet blev afskaffet efter en folkeafstemning i 2022.
Forbeholdet om unionsborgerskab regnes for uden praktisk betydning, fordi Amsterdam-traktaten skrev ind i EU’s traktater, at unionsborgerskabet supplerer det nationale statsborgerskab.

Ifølge den politiske aftale bag forbeholdene skal de kun ændres efter en folkeafstemning. Det er baggrunden for, at alle forsøg på at ændre dem har været lagt ud til vælgerne.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Edinburgh-afgørelsen

Edinburgh-afgørelsen er en aftale mellem EU-landenes stats- og regeringschefer fra december 1992. Den fastlagde, hvordan Maastricht-traktaten skulle gælde for Danmark, og gav Danmark fire forbehold. Aftalen gjorde det muligt at holde en ny folkeafstemning i 1993.

Hvad var det nationale kompromis

Det nationale kompromis var en aftale mellem et bredt flertal af partierne i Folketinget fra efteråret 1992. Den beskrev, hvilke dele af Maastricht-traktaten Danmark ikke ønskede at deltage i. Kompromiset blev grundlaget for de danske krav i Edinburgh.

Blev Maastricht-traktaten ændret for Danmarks skyld

Nej, selve traktatteksten blev ikke ændret. Danmarks særlige stilling blev fastlagt i en særskilt aftale mellem landene og i danske erklæringer. Derfor behøvede de andre lande ikke at godkende traktaten igen.

Næste skridt

Vil du vide, hvordan forbeholdene virker i dag, så læs artiklen om de danske forbehold. Selve teksten til Edinburgh-afgørelsen og de tilhørende erklæringer kan du finde i EU’s officielle retsdatabase EUR-Lex og hos Folketinget på ft.dk.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Forskel på direktiv og forordning: sådan virker EU’s regler

Forskel på direktiv og forordning forklaret enkelt: hvordan EU-regler virker, hvordan direktiver bliver til dansk lov, og hvor du finder dem.

Den vigtigste forskel på direktiv og forordning er, hvordan reglerne når ud til borgere og virksomheder. En forordning gælder direkte i alle EU-lande, mens et direktiv fastsætter et mål, som hvert land selv skal gennemføre i sin egen lovgivning. Derudover findes afgørelser, som kun binder dem, de er rettet til.

EU’s retsakter kort fortalt

EU’s regler kaldes samlet for retsakter. Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde nævner fem typer: forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser. De tre første er bindende, mens de to sidste ikke er det.

Alle retsakter skal have hjemmel i EU traktater, som fastlægger, hvad EU må regulere. De fleste vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab på forslag fra Kommissionen. Hvordan det foregår, kan du læse om i artiklen om EU’s beslutningsproces.

Hvad er en EU-forordning

En EU-forordning har generel gyldighed, er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle medlemslande. Den skal altså ikke omsættes til dansk lov for at gælde. Fra den dag, forordningen træder i kraft, er den en del af retten i Danmark på samme måde som i de andre EU-lande.

Som udgangspunkt må landene heller ikke skrive forordningens regler af i deres egen lovgivning, fordi det kan skabe tvivl om, hvor reglerne kommer fra. Danmark kan dog have brug for supplerende regler, for eksempel om hvilken myndighed der fører tilsyn, og hvilke straffe der gælder.

Et kendt eksempel er databeskyttelsesforordningen, som ofte kaldes GDPR. Den gælder direkte i Danmark, men suppleres af en dansk databeskyttelseslov.

Hvad er et EU-direktiv

Et EU-direktiv er bindende med hensyn til det mål, der skal nås, men overlader det til landene selv at vælge form og midler. Hvert land skal derfor gennemføre direktivet i sin egen lovgivning inden for en frist, som står i direktivet.

Nogle direktiver er minimumsdirektiver. De fastsætter et mindstekrav, og landene må gerne have strengere regler. Andre direktiver harmoniserer reglerne fuldt ud, så landene hverken må gå længere eller kortere end direktivet.

Direktiver bruges ofte, når reglerne skal passe ind i forskellige nationale retssystemer. Et eksempel er servicedirektivet fra 2006, som skulle gøre det lettere at levere tjenesteydelser på tværs af grænserne.

Afgørelser, henstillinger og udtalelser

En afgørelse er bindende i alle enkeltheder for dem, den er rettet til. Det kan være et bestemt land, en virksomhed eller en enkelt person. Kommissionen træffer for eksempel afgørelser i konkurrencesager og sager om statsstøtte.

Henstillinger og udtalelser er ikke bindende. De bruges til at give anbefalinger eller tilkendegive en holdning. De kan alligevel have politisk betydning og blive brugt, når bindende regler skal fortolkes.

Implementering af direktiver i Danmark

Når et direktiv er vedtaget, har det relevante ministerium ansvaret for, at det bliver gennemført i dansk ret. Det kaldes implementering af direktiver. Det sker typisk med en lov, som Folketinget vedtager, eller med en bekendtgørelse, som en minister udsteder med hjemmel i en eksisterende lov.

Folketinget kommer også ind i billedet tidligere. Inden regeringen forhandler om nye EU-regler i Rådet, forelægger den sagerne for Folketingets Europaudvalg. Læs mere om Folketinget og EU.

Hvis gennemførelsen går galt

Medlemslandene skal underrette Kommissionen om, hvordan et direktiv er gennemført. Hvis et land ikke gennemfører et direktiv til tiden eller gør det forkert, kan Kommissionen indlede en traktatbrudssag. Sagen kan i sidste ende ende ved EU-Domstolen.

Borgere kan i visse tilfælde påberåbe sig klare og ubetingede bestemmelser i et direktiv over for staten, hvis fristen er overskredet. Det kaldes direkte virkning. Om det gælder i en konkret sag, afhænger af omstændighederne, og her bør man søge juridisk rådgivning.

Overimplementering

Når et land indfører strengere eller mere omfattende regler end direktivet kræver, kaldes det overimplementering. Det kan være et bevidst politisk valg, men det kan også give danske virksomheder ekstra byrder i forhold til konkurrenter i andre lande. Spørgsmålet diskuteres derfor jævnligt i dansk politik.

Sådan finder du EU-lovgivning på EUR-Lex

EUR-Lex er EU’s officielle database for lovgivning og er gratis at bruge. Her kan du søge på titel, emneord eller nummer og læse reglerne på dansk.

Mange retsakter har også et CELEX-nummer. Det er bygget op efter et fast system. Nummeret 32006L0123 betyder for eksempel, at det er lovgivning (3), fra 2006, et direktiv (L) og nummer 123. Et R står for forordning, og et D står for afgørelse.

Nogle gode råd til søgningen:

Vælg den konsoliderede udgave, hvis du vil se reglerne med alle senere ændringer indarbejdet.
Brug fanen om nationale gennemførelsesforanstaltninger for at se, hvilke danske regler der gennemfører et direktiv.
Slå den danske lov op på Retsinformation, hvor en note ofte oplyser, hvilket direktiv loven gennemfører.

Ofte stillede spørgsmål

Gælder en forordning i Danmark uden en dansk lov?

Ja. En forordning gælder umiddelbart i alle medlemslande fra den dag, den træder i kraft. Danmark kan dog vedtage supplerende regler om for eksempel tilsyn og sanktioner.

Hvor lang tid har Danmark til at gennemføre et direktiv?

Fristen står i selve direktivet og varierer fra direktiv til direktiv. Ofte er der tale om et par år. Den præcise frist kan ses i direktivets tekst på EUR-Lex.

Hvad sker der, hvis et direktiv ikke gennemføres til tiden?

Kommissionen kan indlede en traktatbrudssag mod landet, og sagen kan ende ved EU-Domstolen. Borgere kan i nogle tilfælde påberåbe sig direktivet direkte over for staten. Hvordan det gælder i en konkret sag, kræver en juridisk vurdering.

Leder du efter en bestemt EU-regel, er det bedste næste skridt at søge den frem på EUR-Lex og derefter finde de danske gennemførelsesregler på Retsinformation.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.