Kategori: Rettigheder

Schengen-samarbejdet er en aftale mellem en række europæiske lande om at afskaffe den faste paskontrol ved de indre grænser. Til gengæld samarbejder landene om kontrollen ved de ydre grænser, om visum og om politiarbejde. Her kan du læse, hvilke lande der er med, hvornår grænsekontrol alligevel kan forekomme, og hvordan Danmark deltager.

Hvad er Schengen-samarbejdet

Navnet kommer fra den lille by Schengen i Luxembourg, hvor de første lande underskrev aftalen. Samarbejdet begyndte uden for EU’s traktater, men er siden blevet en del af EU-retten. Reglerne kaldes samlet for Schengen-reglerne.

Kernen i Schengen-samarbejdet er, at du kan krydse grænsen mellem to Schengenlande uden at vise pas ved en fast kontrol. Samarbejdet omfatter også:

• Fælles regler for kontrol ved de ydre grænser mod lande uden for Schengen.
• En fælles visumpolitik for korte ophold for borgere fra lande uden for området.
• Politisamarbejde og udveksling af oplysninger, blandt andet gennem Schengeninformationssystemet, SIS, hvor landene registrerer efterlyste personer og stjålne genstande.

Schengen er ikke det samme som retten til at bo og arbejde i et andet land. Den ret følger af reglerne om fri bevægelighed i EU.

Schengenlande: hvem er med

De fleste EU-lande er med i Schengen. Bulgarien og Rumænien blev de seneste fulde medlemmer, og kontrollen ved deres indre grænser er afskaffet. Irland står uden for og har sin egen ordning med Storbritannien. Cypern er forpligtet til at tilslutte sig, men er endnu ikke fuldt med.

Fire lande uden for EU deltager også:

• Norge
• Island
• Schweiz
• Liechtenstein

Norge og Island blev en del af samarbejdet blandt andet på grund af den nordiske pasunion, der allerede gav fri rejse mellem de nordiske lande. Listen over deltagende lande kan ændre sig, så tjek den aktuelle oversigt hos EU-Kommissionen. Se også oversigten over EU-lande.

Grænsekontrol og midlertidig genindførelse

Selv om den faste paskontrol er afskaffet, kan et Schengenland i særlige tilfælde genindføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser. Det må ske, når der er en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed. Grænsekontrol skal være en sidste udvej og begrænses i tid og omfang.

Flere lande har brugt denne mulighed i de senere år, blandt andet med henvisning til migration og terrortrusler. Danmark har haft midlertidig grænsekontrol ved grænsen til Tyskland siden 2016, og kontrollen er blevet forlænget flere gange. Om kontrollen fortsat er i kraft, og hvor den finder sted, kan ændre sig.

Brugen af midlertidig grænsekontrol er politisk omdiskuteret. Nogle mener, at kontrollen er nødvendig for at bekæmpe kriminalitet og ulovlig indrejse. Andre mener, at den skader den frie bevægelighed og pendlere i grænseområderne, og at den har varet længere end reglerne lægger op til.

Kontrol ved de ydre grænser

Ved de ydre grænser er der altid kontrol. Rejsende fra lande uden for EU kontrolleres grundigere end EU-borgere. EU har indført et elektronisk ind- og udrejsesystem, der registrerer rejsende fra lande uden for EU. En elektronisk rejsetilladelse kaldet ETIAS er også planlagt for visumfrie rejsende. Tidspunkter og detaljer kan ændre sig, så tjek de officielle kilder, før du rejser.

Pas i Schengen: hvad skal du have med

At der ikke er fast paskontrol, betyder ikke, at du kan rejse uden identifikation. Du skal altid kunne bevise, hvem du er, og myndighederne kan foretage stikprøvekontroller. Flyselskaber og færgeselskaber kræver også ofte gyldig legitimation.

For danske statsborgere gælder typisk følgende:

• Medbring dit pas, når du rejser i Schengen. Det er det mest sikre rejsedokument.
• Kørekort og sundhedskort er ikke rejsedokumenter, selv om de kan bruges som legitimation i nogle situationer.
• Inden for Norden gælder særlige regler, men du skal stadig kunne identificere dig.

Borgere fra lande uden for EU kan have brug for visum, afhængigt af nationalitet. Schengenvisum til korte ophold gælder i hele området. Læs mere om praktiske forhold på rejsen i artiklen om at rejse i EU.

Schengen og Danmark

Danmark underskrev aftalen om at tilslutte sig Schengen sammen med de andre nordiske lande, og samarbejdet trådte i kraft i praksis i 2001. Danmarks deltagelse er dog særlig på grund af retsforbeholdet.

Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU’s overstatslige samarbejde om retlige og indre anliggender på samme måde som de øvrige lande. For Schengen-reglerne gælder en særordning: Når EU vedtager nye regler, der bygger videre på Schengen, beslutter Danmark selv, om reglerne skal gennemføres i dansk ret. Sker det, bliver Danmark bundet efter folkeretten og ikke som EU-ret. Du kan læse mere om ordningen i artiklen om de danske forbehold.

Ofte stillede spørgsmål

Er alle EU-lande med i Schengen?

Nej. Irland står uden for, og Cypern er endnu ikke fuldt med. Til gengæld deltager fire lande uden for EU: Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.

Skal jeg have pas med, når jeg rejser i Schengen?

Ja, det anbefales. Selv uden fast paskontrol skal du kunne identificere dig, og der kan forekomme stikprøvekontroller eller midlertidig grænsekontrol. For danske statsborgere er passet typisk den sikreste løsning.

Kan et land genindføre grænsekontrol?

Ja, men kun midlertidigt og som en sidste udvej. Det kræver en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed. Landet skal underrette de øvrige lande og EU-Kommissionen.

Næste skridt

Skal du snart ud at rejse, så tjek gyldigheden af dit pas og se, om der er aktuel grænsekontrol på din rute. Opdaterede oplysninger findes hos politiet, på borger.dk og hos EU-Kommissionen.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Fri bevægelighed i EU betyder, at borgere i et EU-land som udgangspunkt har ret til at rejse, bo, arbejde og studere i de andre EU-lande. Retten er dog ikke ubetinget. Hvor længe du må blive, og hvad der kræves af dig, afhænger af, om du arbejder, studerer eller har andre midler at leve af. Her får du et overblik over reglerne, og hvor du kan få et autoritativt svar i din egen sag.

Hvad betyder fri bevægelighed i EU

Den frie bevægelighed for personer er en af de grundlæggende friheder i EU’s indre marked. De andre er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital. Tanken er, at borgere skal kunne flytte efter job, uddannelse eller familie uden at blive behandlet dårligere end landets egne statsborgere.

Retten følger af EU’s traktater og af et direktiv om unionsborgeres opholdsret, som ofte kaldes opholdsdirektivet. Et direktiv skal gennemføres i hvert lands egen lovgivning, så de praktiske procedurer kan variere fra land til land. Du kan læse mere om forskellen på de to typer regler i artiklen om direktiv og forordning.

Reglerne gælder i vid udstrækning også i EØS-landene Norge, Island og Liechtenstein. Schweiz har en særskilt aftale med EU om fri bevægelighed for personer.

Opholdsret i EU: tre trin efter varighed

Opholdsretten kan groft deles i tre trin efter, hvor længe du bliver i landet.

Op til tre måneder

Som EU-borger kan du typisk opholde dig i et andet EU-land i op til tre måneder med et gyldigt pas eller identitetskort. Der stilles som udgangspunkt ikke andre krav. Du må dog ikke blive en urimelig byrde for landets sociale system.

Mere end tre måneder

Vil du blive længere, skal du som hovedregel opfylde en af disse betingelser:

• Du er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i landet.
• Du er studerende og har tilstrækkelige midler og en sygeforsikring.
• Du har tilstrækkelige midler til at forsørge dig selv og har en sygeforsikring.
• Du er familiemedlem til en person, der opfylder en af betingelserne.

Mange lande kræver, at du registrerer dig hos myndighederne efter tre måneder. I Danmark kaldes dokumentet et registreringsbevis. Reglerne og ansøgningsprocessen kan ændre sig, så tjek altid den aktuelle vejledning hos det pågældende lands myndigheder.

Tidsubegrænset ophold

Har du opholdt dig lovligt i et land i en sammenhængende periode på fem år, kan du som udgangspunkt få ret til tidsubegrænset ophold. Herefter gælder betingelserne om arbejde eller midler ikke længere på samme måde.

Arbejde i et andet EU-land

Retten til at arbejde i et andet EU-land er en af de mest brugte dele af den frie bevægelighed. Du behøver typisk ikke en arbejdstilladelse, og du har ret til de samme løn- og arbejdsvilkår som landets egne borgere i samme job. Du må heller ikke forskelsbehandles på grund af nationalitet, når du søger job.

Er du jobsøgende, har du også ret til at opholde dig i landet i en periode for at finde arbejde. Hvor længe afhænger af omstændighederne, blandt andet om du har en reel chance for at blive ansat.

Nogle praktiske spørgsmål er værd at undersøge, før du flytter:

• Social sikring: Som hovedregel er du omfattet af reglerne i det land, du arbejder i. Det har betydning for sygesikring, pension og dagpenge.
• Skat: Skattereglerne er nationale, og mange lande har dobbeltbeskatningsaftaler med hinanden.
• Anerkendelse af uddannelse: Visse lovregulerede erhverv, fx inden for sundhed, kræver, at din uddannelse godkendes i det nye land.

Vil du vide mere om, hvordan EU’s regler spiller sammen med danske overenskomster, kan du læse om EU og arbejdsmarkedet.

Studere og flytte med familie

Som EU-borger har du ret til at studere i et andet EU-land på samme vilkår som landets egne studerende. Det gælder fx adgangen til uddannelser og normalt også studieafgifter. Retten til studiestøtte fra værtslandet er derimod mere begrænset og afhænger ofte af, hvor længe du har boet der.

Familiemedlemmer kan som udgangspunkt flytte med, også selv om de ikke selv er EU-borgere. Det gælder blandt andet ægtefæller, registrerede partnere og børn op til en vis alder. Familiemedlemmer fra lande uden for EU skal dog ofte have et særligt opholdskort.

Hvornår kan retten begrænses

Fri bevægelighed i EU er ikke en ubetinget rettighed. Et land kan i visse tilfælde begrænse opholdsretten af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Sådanne afgørelser skal bygge på personens egen adfærd og være proportionale.

Retten kan også bortfalde, hvis du ikke længere opfylder betingelserne for ophold, fx fordi du hverken arbejder eller har midler at leve af. Adgangen til sociale ydelser er et område, hvor reglerne er komplekse og jævnligt drøftes politisk. Spørgsmålet om velfærdsydelser til EU-borgere har også fyldt i den bredere debat om Danmark og EU.

Hvor får du hjælp til at flytte til et andet EU-land

Når du skal flytte til et andet EU-land, er det en god idé at bruge de officielle kilder. De kan give et opdateret og autoritativt svar på netop din situation.

• Your Europe: EU’s portal for borgere og virksomheder har vejledninger om ophold, arbejde, studier, sundhed og skat i alle EU-lande. Gennem Your Europe Advice kan du stille konkrete spørgsmål.
• borger.dk: Her finder du information om, hvad du skal gøre i Danmark, når du flytter ud eller hjem, fx om folkeregisteradresse og sygesikring.
• Myndighederne i værtslandet: Reglerne for registrering og opholdsdokumenter administreres af det enkelte land.
• SOLVIT: En gratis tjeneste, der kan hjælpe, hvis en myndighed i et andet EU-land ikke respekterer dine rettigheder efter EU-reglerne.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg have opholdstilladelse for at bo i et andet EU-land?

Som EU-borger skal du typisk ikke have en opholdstilladelse i traditionel forstand. Bliver du længere end tre måneder, skal du dog ofte registrere dig og dokumentere, at du opfylder betingelserne. Det kan fx være en ansættelseskontrakt eller dokumentation for midler.

Gælder fri bevægelighed også i Norge og Schweiz?

Norge, Island og Liechtenstein er med i EØS og følger stort set de samme regler. Schweiz har en særskilt aftale med EU om fri bevægelighed for personer. Detaljerne kan afvige, så tjek reglerne for det konkrete land.

Hvad er forskellen på fri bevægelighed og Schengen?

Fri bevægelighed handler om retten til at bo, arbejde og studere i et andet land. Schengen handler om at krydse grænser uden fast paskontrol. Du kan læse mere i artiklen om Schengen-samarbejdet.

Næste skridt

Overvejer du at flytte til et andet EU-land, så start med at slå landet op på Your Europe. Her kan du se de konkrete krav til registrering, sygesikring og skat, før du pakker flyttekasserne.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU og arbejdsmarkedet er knyttet sammen på flere måder. EU fastsætter minimumsregler om fx arbejdstid, arbejdsmiljø og udstationering, mens løn og mange arbejdsvilkår i Danmark traditionelt aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Her får du et neutralt overblik over, hvad EU regulerer, hvordan det spiller sammen med den danske model, og hvorfor emnet ofte giver debat.

Hvorfor EU og arbejdsmarkedet hænger sammen

EU’s indre marked bygger på fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer. Når både arbejdskraft og virksomheder kan krydse grænserne, opstår der behov for fælles spilleregler. Formålet er blandt andet at sikre lige konkurrencevilkår og en grundlæggende beskyttelse af lønmodtagere i alle medlemslande.

EU’s kompetence på det sociale område er dog afgrænset. Traktaterne giver EU mulighed for at vedtage minimumsregler på bestemte områder, fx arbejdsmiljø, arbejdsvilkår og ligebehandling. Samtidig fremgår det af traktaten, at reglerne om social politik ikke omfatter lønforhold, foreningsret, strejkeret og lockoutret. Grænsen for, hvor langt EU kan gå, er et af de spørgsmål, der oftest diskuteres.

Retten til at tage arbejde i et andet land er beskrevet nærmere i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Hvad EU regulerer på arbejdsmarkedet

De fleste EU-regler på området er direktiver. Et direktiv fastlægger et mål, men lader det enkelte land bestemme, hvordan det skal gennemføres. Læs mere om forskellen på direktiv og forordning.

Arbejdstid

Arbejdstidsdirektivet fastsætter minimumsregler for arbejdstid og hvile. Det indeholder blandt andet et loft på 48 timer om ugen i gennemsnit inklusive overarbejde, en daglig hvileperiode på 11 sammenhængende timer og mindst fire ugers årlig betalt ferie. Der findes undtagelser for visse grupper, og landene må gerne give bedre vilkår.

Arbejdsmiljø

EU har en lang række regler om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Et rammedirektiv fastlægger de overordnede principper, mens særdirektiver regulerer fx kemikalier, støj og tunge løft. Medlemslandene kan som hovedregel indføre strengere regler end EU’s minimum.

Ligebehandling og ansættelsesvilkår

Princippet om lige løn for mænd og kvinder har været en del af samarbejdet siden starten. Hertil kommer regler mod forskelsbehandling og regler, der beskytter deltidsansatte, tidsbegrænset ansatte og vikarer. EU har også regler om, at lønmodtagere skal informeres skriftligt om deres væsentlige ansættelsesvilkår.

Udstationering af arbejdstagere

Udstationering betyder, at en virksomhed i ét EU-land sender sine ansatte til midlertidigt at arbejde i et andet EU-land. Det sker fx i byggeri, transport og landbrug. Udstationeringsdirektivet fastlægger, hvilke vilkår i værtslandet der som minimum skal gælde for de udstationerede.

Direktivet er blevet revideret for at styrke princippet om lige løn for samme arbejde på samme sted. I Danmark skal udenlandske virksomheder, der udstationerer medarbejdere, som udgangspunkt anmelde sig til Registret for Udenlandske Tjenesteydere, ofte kaldet RUT. Reglerne kan ændre sig, så virksomheder bør tjekke den aktuelle vejledning hos de danske myndigheder.

Udstationering har givet anledning til debat. Nogle peger på risikoen for social dumping, altså at udenlandsk arbejdskraft ansættes på ringere vilkår end de lokale. Andre fremhæver, at muligheden for at levere tjenester på tværs af grænser er en central del af det indre marked. Laval-sagen fra Sverige ved EU-Domstolen er et ofte nævnt eksempel på spændingen mellem fagforeningers kampskridt og den frie udveksling af tjenesteydelser.

Den danske model og EU

Den danske model er betegnelsen for, at løn og arbejdsvilkår i vid udstrækning aftales i kollektive overenskomster mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Staten blander sig kun i begrænset omfang. Danmark har derfor ingen lovbestemt mindsteløn, og lønnen fastsættes i overenskomsterne.

Når et EU-direktiv om arbejdsvilkår skal gennemføres i Danmark, kan det ske gennem overenskomster. Ofte suppleres det med en lov, så også lønmodtagere uden for overenskomstområdet er dækket. Denne fremgangsmåde skal sikre, at direktivet gælder for alle, uden at aftalesystemet sættes ud af spil.

Tilhængere af modellen lægger vægt på, at parterne selv kender deres brancher bedst. Kritikere af modellen peger på, at ikke alle lønmodtagere er dækket af en overenskomst. Spørgsmålet om, hvordan EU-regler bedst forenes med modellen, går igen i mange politiske drøftelser.

Mindsteløn i EU: et omdiskuteret direktiv

EU har vedtaget et direktiv om tilstrækkelige mindstelønninger. Direktivet fastsætter ikke en fælles mindsteløn for hele EU. Det stiller i stedet krav til, hvordan landene fastsætter og opdaterer mindsteløn, og det skal fremme overenskomstforhandlinger. Lande, hvor løn primært fastsættes ved overenskomst, er ikke forpligtet til at indføre en lovbestemt mindsteløn.

Direktivet har alligevel været omstridt i Danmark. Danmark anlagde sag ved EU-Domstolen med det synspunkt, at EU ikke har kompetence til at regulere løn. Tilhængere af direktivet mener, at det kan styrke lønmodtagere i lande med lave lønninger. Modstandere frygter, at det på sigt kan påvirke den danske model. Sagens forløb og afgørelse kan følges hos EU-Domstolen og Folketinget.

Debatten om EU’s indflydelse på arbejdsmarkedet

Holdningerne til EU’s rolle på arbejdsmarkedet er delte. Argumenter for fælles regler er blandt andet:

• Et fælles minimum kan modvirke, at lande konkurrerer på dårlige arbejdsvilkår.
• Lønmodtagere, der flytter over grænserne, får en grundlæggende beskyttelse.
• Virksomheder får mere ensartede konkurrencevilkår i det indre marked.

Argumenter imod eller for større forsigtighed er blandt andet:

• EU-regler kan presse en aftalebaseret model som den danske.
• EU’s kompetence kan gradvist blive udvidet gennem lovgivning og domme.
• Nationale forhold og traditioner er forskellige og passer ikke altid til fælles løsninger.

Ofte stillede spørgsmål

Har EU indført en fælles mindsteløn?

Nej. EU’s direktiv om mindsteløn fastsætter ikke et bestemt lønniveau. Det stiller krav til de nationale rammer for mindsteløn, og lande med løndannelse via overenskomster skal ikke indføre en lovbestemt mindsteløn.

Kan Danmark have bedre regler end EU?

Som hovedregel ja. De fleste EU-regler på arbejdsmarkedet er minimumsregler. Det betyder, at Danmark og andre lande gerne må give lønmodtagerne bedre vilkår end EU’s minimum.

Hvad er social dumping?

Social dumping bruges om situationer, hvor arbejdskraft ansættes på løn- og arbejdsvilkår, der ligger klart under det niveau, der normalt gælder i landet. Begrebet er politisk og bruges forskelligt i debatten. EU-reglerne om udstationering er blandt andet tænkt som et værn mod det.

Næste skridt

Vil du vide, hvilke regler der gælder i en konkret ansættelse, så kontakt din fagforening, din arbejdsgiverorganisation eller de danske myndigheder. Til generel information om dine rettigheder på tværs af EU-lande kan du bruge Your Europe.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.