Kategori: EU-viden

EU’s klimapolitik handler om at reducere udledningen af drivhusgasser og omstille energiforsyningen. Politikken bygger på fælles klimamål, et system for handel med CO2-kvoter, krav om mere vedvarende energi og regler om energieffektivitet. Her får du et overblik over de vigtigste dele, og hvordan de hænger sammen.

Hvorfor har EU en fælles klimapolitik

Klimaforandringer stopper ikke ved landegrænser, og udledninger fra ét land påvirker alle. Derfor har EU-landene valgt at samarbejde om klima og energi. Et fælles marked for energi og fælles regler kan også gøre det lettere og billigere at gennemføre omstillingen.

Miljø og energi er områder, hvor EU og medlemslandene deler kompetencen. EU fastsætter fælles rammer og mål, mens landene i høj grad selv vælger, hvordan de vil nå dem. Det enkelte land bestemmer fx selv sin energimix, altså hvilke energikilder landet bruger.

Klimapolitikken bliver til gennem den almindelige beslutningsproces, hvor Kommissionen foreslår, og Rådet og Europa-Parlamentet vedtager. Du kan læse mere om processen i artiklen om EU’s beslutningsproces.

EU’s klimamål

EU har over tid vedtaget stadig mere ambitiøse klimamål. De vigtigste mål er nu skrevet ind i en europæisk klimalov.

Klimaneutralitet

Det langsigtede mål er, at EU skal være klimaneutralt i 2050. Klimaneutralitet betyder, at der samlet set ikke udledes mere drivhusgas, end der optages, fx i skove og jord eller ved teknologier, der fjerner CO2 fra atmosfæren.

Delmål på vejen

Ud over målet for 2050 er der fastsat delmål. Klimaloven indeholder et mål om at reducere nettoudledningen med mindst 55 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Det var baggrunden for en stor pakke af lovforslag, der blev kendt som Fit for 55. Der har også været arbejdet med et mål for 2040. Tjek EU-Kommissionens hjemmeside for de gældende tal, da målene kan blive justeret.

Den grønne pagt

Klimamålene indgår i en bredere strategi, Den Europæiske Grønne Pagt. Den samler initiativer om klima, energi, transport, industri, landbrug og biodiversitet. Formålet er at gøre omstillingen til en del af EU’s økonomiske politik og ikke kun et miljøspørgsmål.

Handel med CO2-kvoter

Kvotehandelssystemet, ofte kaldt ETS, er et af de centrale redskaber i EU’s klimapolitik. Systemet blev indført i midten af 2000’erne.

Princippet er, at der er et loft over, hvor meget de omfattede virksomheder samlet må udlede. Virksomhederne skal have en kvote for hver ton CO2, de udleder. Kvoterne kan købes og sælges, så det bliver dyrere at forurene og mere attraktivt at reducere udledningen.

Loftet sænkes over tid, så den samlede udledning falder. Systemet har især omfattet elproduktion, energitung industri og luftfart inden for Europa. Det er senere udvidet til skibsfart, og der er vedtaget et nyt, særskilt system for bygninger og vejtransport.

Udledninger uden for kvotesystemet

Udledninger fra fx landbrug, affald og en stor del af transporten har været reguleret gennem nationale mål for hvert land. Rige lande har typisk fået større reduktionskrav end fattigere lande. Hvordan kravene fordeles, er ofte genstand for forhandling.

Vedvarende energi i EU

EU har fælles mål for, hvor stor en del af energiforbruget der skal komme fra vedvarende energi. Vedvarende energi er energi fra kilder, der ikke slipper op, fx vind, sol, vandkraft, biomasse og geotermi.

Målet er fastsat for EU samlet, og hvert land bidrager ud fra sine forudsætninger. Landene laver nationale energi- og klimaplaner, der beskriver, hvordan de vil nå deres bidrag. Kommissionen vurderer planerne og kan komme med anbefalinger.

EU har også regler om fx bæredygtighed for biobrændstoffer, hurtigere tilladelser til vind- og solanlæg og udbygning af forbindelser mellem landenes elnet. For Danmark er især havvind og elforbindelser til nabolandene relevante emner.

Energieffektivitet og energistrategi

Energieffektivitet betyder at bruge mindre energi til at opnå det samme. EU har fælles mål for at reducere energiforbruget og regler om fx energimærkning af produkter, krav til bygningers energiforbrug og miljøvenligt design af apparater.

EU’s energistrategi handler også om forsyningssikkerhed. Efter energikrisen, der fulgte Ruslands invasion af Ukraine, satte EU fokus på at mindske afhængigheden af russisk gas og olie. Det skete blandt andet ved at fremskynde udbygningen af vedvarende energi og ved at sprede indkøbet af gas på flere leverandører.

Debatten om EU’s klimapolitik

Klimapolitikken er et område med mange forskellige holdninger. Nogle mener, at EU bør gå hurtigere frem, fordi klimaforandringerne kræver handling nu, og fordi EU kan vise vejen for resten af verden. Andre peger på omkostninger for borgere og virksomheder og på risikoen for, at produktion flytter til lande med lempeligere regler.

For at imødegå den sidste bekymring har EU indført en CO2-grænsetilpasningsmekanisme. Den skal lægge en pris på udledningen fra visse importerede varer. Der er også oprettet en social klimafond, der skal hjælpe sårbare husholdninger og små virksomheder med omstillingen. Hvordan midlerne finansieres, hænger blandt andet sammen med EU’s budget.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er EU’s klimamål for 2030

EU’s klimalov indeholder et mål om at reducere nettoudledningen af drivhusgasser med mindst 55 procent i 2030 i forhold til 1990. Målet skal nås gennem kvotehandel, nationale reduktionsmål og regler om energi og transport. De præcise detaljer fremgår af EU-Kommissionens hjemmeside.

Bestemmer EU over Danmarks klimapolitik

EU fastsætter fælles rammer og mål, som Danmark skal efterleve. Danmark kan dog selv vælge virkemidler og kan sætte mere ambitiøse nationale mål. Danmark har sin egen klimalov med egne mål.

Hvad er forskellen på klimapolitik og energipolitik

Klimapolitik handler om at reducere udledningen af drivhusgasser. Energipolitik handler om, hvordan energi produceres, transporteres og bruges, og om forsyningssikkerhed og priser. I EU er de to områder tæt forbundet, fordi energi står for en stor del af udledningerne.

Næste skridt

Vil du følge de aktuelle mål og nye forslag, så se EU-Kommissionens sider om klima og energi, hvor de gældende regler og tal bliver opdateret. Baggrund om Danmarks rolle i EU finder du i artiklen om Danmark og EU.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EU’s historie begynder kort efter Anden Verdenskrig, hvor seks lande gik sammen om at styre deres kul- og stålproduktion i fællesskab. Siden er samarbejdet udvidet både i bredden med flere medlemslande og i dybden med flere politikområder. Her får du de vigtigste skridt fra Kul- og Stålunionen over Romtraktaten til Lissabontraktaten.

Efterkrigstiden og Kul- og Stålunionen

Efter to verdenskrige var der et stærkt ønske om at gøre en ny krig mellem Frankrig og Tyskland umulig. Den franske udenrigsminister Robert Schuman fremlagde i maj 1950 en plan om at lægge landenes kul- og stålproduktion under en fælles myndighed. Kul og stål var dengang grundlaget for både industri og våbenproduktion.

Planen førte til Parisertraktaten i 1951, som oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, ofte kaldet Kul- og Stålunionen. De seks grundlæggende lande var Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Fællesskabet fik en overordnet myndighed, der kunne træffe beslutninger, som landene var bundet af. Det var et tidligt eksempel på overstatsligt samarbejde.

Romtraktaten og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

I 1957 underskrev de samme seks lande Romtraktaten. Den oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og samtidig blev Euratom oprettet til samarbejde om atomenergi. Traktaterne trådte i kraft i 1958.

Målet med Romtraktaten var et fælles marked, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit. Landene oprettede en toldunion med fælles ydre told og indførte en fælles landbrugspolitik. I 1960’erne blev institutionerne for de tre fællesskaber lagt sammen, og samarbejdet blev i stigende grad omtalt som EF, De Europæiske Fællesskaber.

De første udvidelser og Danmarks medlemskab

I 1973 blev Danmark, Storbritannien og Irland medlemmer. Danmarks medlemskab blev besluttet ved en folkeafstemning i 1972, og du kan læse mere i artiklen om hvordan Danmark kom med i EF. Norge forhandlede også om medlemskab, men et flertal i Norge stemte nej.

I 1979 blev der for første gang holdt direkte valg til Europa-Parlamentet. Grækenland kom med i 1981, og Spanien og Portugal fulgte i 1986. Fællesskabet bestod nu af tolv lande.

Det indre marked og Maastricht: fra EF til EU

I midten af 1980’erne var mange handelshindringer stadig på plads, fx forskellige tekniske krav til varer. Med Fællesakten, som trådte i kraft i 1987, satte landene sig som mål at gennemføre det indre marked inden udgangen af 1992. Fællesakten gjorde det samtidig lettere at træffe beslutninger med flertal i Rådet.

Det næste store skridt var Maastricht-traktaten, som blev underskrevet i 1992 og trådte i kraft i 1993. Den oprettede Den Europæiske Union og lagde grunden til den økonomiske og monetære union med en fælles valuta. Overgangen fra EF til EU betød, at samarbejdet nu også omfattede udenrigspolitik og retlige anliggender. Det blev organiseret i den såkaldte søjlestruktur, som er forklaret i artiklen om EU’s tre søjler.

I Danmark stemte et flertal nej til Maastricht-traktaten i 1992. Efter Edinburgh-afgørelsen, der gav Danmark fire forbehold, stemte et flertal ja i 1993. Læs mere i artiklen om de danske forbehold.

Euroen, nye traktater og de store udvidelser

I 1995 kom Østrig, Finland og Sverige med. Amsterdamtraktaten fra 1997 og Nicetraktaten fra 2001 justerede institutionerne og forberedte EU på at optage mange nye lande. Euroen blev indført som regnskabsvaluta i 1999, og sedler og mønter kom i omløb i 2002.

I 2004 kom den største udvidelse i EU’s historie, hvor ti lande blev medlemmer, de fleste fra Central- og Østeuropa. Bulgarien og Rumænien fulgte i 2007, og Kroatien i 2013. Udvidelserne var med til at samle et kontinent, der havde været delt under den kolde krig.

Forfatningstraktaten og Lissabon

Et forslag til en forfatningstraktat blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene i 2005. I stedet blev landene enige om Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009. Den afskaffede søjlestrukturen, gav Europa-Parlamentet mere magt og oprettede en fast formand for Det Europæiske Råd. Lissabontraktaten indførte også for første gang en klar regel om, hvordan et land kan træde ud af EU.

Nyere tid

De seneste årtier har EU været præget af kriser og store beslutninger. Finanskrisen og gældskrisen i eurozonen førte til nye regler for bankerne og strammere budgetkontrol. Flygtningekrisen, coronapandemien og krigen i Ukraine har også sat deres præg på samarbejdet.

Storbritannien stemte i 2016 for at forlade EU og trådte ud i 2020. Det er første gang, et medlemsland har forladt unionen. Debatten om, hvor tæt samarbejdet skal være, fortsætter i mange medlemslande. Nogle ønsker mere fælles handling, mens andre ønsker, at mere skal bestemmes nationalt.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår blev EU oprettet

Selve navnet Den Europæiske Union blev indført med Maastricht-traktaten, som trådte i kraft i 1993. Samarbejdet går dog tilbage til Kul- og Stålunionen i 1950’erne og Romtraktaten fra 1957.

Hvad er forskellen på EF og EU

EF var betegnelsen for De Europæiske Fællesskaber, som især handlede om økonomi og handel. Med Maastricht-traktaten blev EU skabt som en overbygning, der også omfattede udenrigspolitik og retligt samarbejde. Siden Lissabontraktaten bruges kun betegnelsen EU.

Hvor mange lande var med fra starten

Seks lande grundlagde Kul- og Stålunionen og senere EØF: Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg.

Næste skridt

Vil du dykke ned i de traktater, der har formet EU’s historie, kan du fortsætte med artiklen om EU’s traktater. Originalteksterne findes på EU’s officielle retsdatabase EUR-Lex.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

EØS står for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. EØS-landene er de 27 EU-lande samt Norge, Island og Liechtenstein. Samarbejdet giver de tre lande adgang til EU’s indre marked uden at være medlemmer af EU. Schweiz er ikke med i EØS, men har i stedet en række særskilte aftaler med EU.

Hvad er EØS

EØS er et samarbejde, der udvider EU’s indre marked til lande uden for EU. Det indre marked bygger på de fire friheder: fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Gennem EØS-aftalen gælder de samme grundregler i Norge, Island og Liechtenstein som i EU-landene.

EØS-aftalen blev underskrevet i begyndelsen af 1990’erne og trådte i kraft i 1994. Siden er aftalen løbende blevet opdateret, så den følger udviklingen i EU’s regler om det indre marked.

For borgere betyder EØS blandt andet, at man som udgangspunkt kan arbejde, studere og bo i de andre EØS-lande på nogenlunde samme vilkår som i EU. Du kan læse mere om reglerne i artiklen om fri bevægelighed i EU.

Hvilke lande er EØS-lande

EØS består af to grupper af lande.

EU-landene

Alle EU’s medlemslande er automatisk med i EØS. Når et nyt land bliver medlem af EU, skal det også tiltræde EØS-aftalen. Du kan se, hvilke lande der er med i EU, i oversigten over EU-lande.

EFTA-landene i EØS

De tre lande uden for EU, som er med i EØS, er:

• Norge
• Island
• Liechtenstein

De tre lande er alle medlemmer af EFTA, Den Europæiske Frihandelssammenslutning. EFTA har fire medlemmer. Det fjerde er Schweiz, som har valgt ikke at deltage i EØS.

Forskellen på EØS og EU-medlemskab

EØS-landene deltager i det indre marked, men de er ikke med i EU’s politiske samarbejde. Det giver nogle vigtige forskelle.

Hvad EØS-aftalen dækker

EØS-aftalen dækker først og fremmest de fire friheder og en række tilgrænsende områder. Det gælder fx konkurrenceregler, statsstøtte, forbrugerbeskyttelse, miljø, arbejdsmarkedsregler og visse programmer for forskning og uddannelse.

Hvad EØS-aftalen ikke dækker

Visse områder ligger som hovedregel uden for aftalen. Det gælder blandt andet:

• EU’s fælles landbrugs- og fiskeripolitik
• Toldunionen og EU’s fælles handelspolitik over for andre lande
• Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
• Euroen og den økonomiske og monetære union

Det betyder fx, at Norge selv fastlægger sin landbrugs- og fiskeripolitik og selv indgår handelsaftaler med lande uden for EØS. Om EU’s landbrugspolitik kan du læse mere i en særskilt artikel.

Indflydelse på reglerne

Den største forskel handler om indflydelse. EU-landene er med til at vedtage reglerne i Rådet og Europa-Parlamentet. EØS-landene uden for EU kan deltage i forberedelsen af nye regler, fx i ekspertgrupper, men de har ikke stemmeret, når reglerne vedtages.

Nye EU-regler, der er relevante for det indre marked, skal derefter optages i EØS-aftalen gennem et fælles udvalg. Det er derfor, EØS nogle gange beskrives som en model, hvor man følger reglerne uden at sidde med ved bordet. Tilhængere fremhæver omvendt, at modellen giver markedsadgang og samtidig bevarer selvbestemmelse på områder som landbrug og fiskeri.

Betaling

EØS-landene uden for EU betaler ikke til EU’s budget på samme måde som medlemslandene. De bidrager i stedet til særlige ordninger, der skal mindske økonomiske og sociale forskelle i Europa, og betaler for at deltage i visse EU-programmer.

Schweiz og EU

Schweiz er med i EFTA, men ikke i EØS. Befolkningen stemte nej til EØS ved en folkeafstemning i 1992. Siden har Schweiz og EU i stedet indgået en lang række bilaterale aftaler.

Aftalerne dækker blandt andet fri bevægelighed for personer, handel, transport og forskning. Schweiz deltager også i Schengen-samarbejdet, som du kan læse om i artiklen om Schengen.

Modellen adskiller sig fra EØS ved, at der ikke er én samlet aftale, men mange separate aftaler. EU har i en længere periode ønsket en mere samlet ramme for forholdet, og der har været forhandlinger om en ny pakke af aftaler. Den aktuelle status kan findes hos EU-Kommissionen og de schweiziske myndigheder, fordi den kan ændre sig.

Hvad betyder EØS for danskere

For danskere betyder EØS, at mange rettigheder fra EU også gælder i Norge, Island og Liechtenstein. Det kan fx handle om:

• At arbejde eller studere i Norge
• Anerkendelse af visse erhvervskvalifikationer
• Koordinering af sociale sikringsordninger, når man arbejder på tværs af grænser
• Adgang til akut lægehjælp på samme vilkår som landets egne borgere med det blå EU-sygesikringskort

De præcise regler kan variere, og der kan være forskelle fra EU-reglerne på enkelte områder. Tjek derfor altid den officielle vejledning, før du flytter eller tager arbejde i et andet land.

Ofte stillede spørgsmål

Er Norge med i EU

Nej, Norge er ikke medlem af EU. Norge er med i EØS og deltager derfor i EU’s indre marked. Norge har to gange sagt nej til EU-medlemskab ved folkeafstemninger.

Er Schweiz et EØS-land

Nej. Schweiz er medlem af EFTA, men ikke af EØS. Forholdet til EU bygger i stedet på en række bilaterale aftaler, som giver adgang til dele af det indre marked.

Er Storbritannien med i EØS

Nej. Storbritannien var med i EØS som EU-land, men forlod både EU og EØS ved udtrædelsen. Forholdet til EU bygger nu på en særskilt handels- og samarbejdsaftale.

Næste skridt

Skal du arbejde, studere eller bo i et andet EØS-land, så start med vejledningen på borger.dk eller EU’s portal Your Europe, hvor reglerne for de enkelte lande er samlet.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

Den vigtigste forskel på direktiv og forordning er, hvordan reglerne når ud til borgere og virksomheder. En forordning gælder direkte i alle EU-lande, mens et direktiv fastsætter et mål, som hvert land selv skal gennemføre i sin egen lovgivning. Derudover findes afgørelser, som kun binder dem, de er rettet til.

EU’s retsakter kort fortalt

EU’s regler kaldes samlet for retsakter. Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde nævner fem typer: forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser. De tre første er bindende, mens de to sidste ikke er det.

Alle retsakter skal have hjemmel i EU traktater, som fastlægger, hvad EU må regulere. De fleste vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab på forslag fra Kommissionen. Hvordan det foregår, kan du læse om i artiklen om EU’s beslutningsproces.

Hvad er en EU-forordning

En EU-forordning har generel gyldighed, er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle medlemslande. Den skal altså ikke omsættes til dansk lov for at gælde. Fra den dag, forordningen træder i kraft, er den en del af retten i Danmark på samme måde som i de andre EU-lande.

Som udgangspunkt må landene heller ikke skrive forordningens regler af i deres egen lovgivning, fordi det kan skabe tvivl om, hvor reglerne kommer fra. Danmark kan dog have brug for supplerende regler, for eksempel om hvilken myndighed der fører tilsyn, og hvilke straffe der gælder.

Et kendt eksempel er databeskyttelsesforordningen, som ofte kaldes GDPR. Den gælder direkte i Danmark, men suppleres af en dansk databeskyttelseslov.

Hvad er et EU-direktiv

Et EU-direktiv er bindende med hensyn til det mål, der skal nås, men overlader det til landene selv at vælge form og midler. Hvert land skal derfor gennemføre direktivet i sin egen lovgivning inden for en frist, som står i direktivet.

Nogle direktiver er minimumsdirektiver. De fastsætter et mindstekrav, og landene må gerne have strengere regler. Andre direktiver harmoniserer reglerne fuldt ud, så landene hverken må gå længere eller kortere end direktivet.

Direktiver bruges ofte, når reglerne skal passe ind i forskellige nationale retssystemer. Et eksempel er servicedirektivet fra 2006, som skulle gøre det lettere at levere tjenesteydelser på tværs af grænserne.

Afgørelser, henstillinger og udtalelser

En afgørelse er bindende i alle enkeltheder for dem, den er rettet til. Det kan være et bestemt land, en virksomhed eller en enkelt person. Kommissionen træffer for eksempel afgørelser i konkurrencesager og sager om statsstøtte.

Henstillinger og udtalelser er ikke bindende. De bruges til at give anbefalinger eller tilkendegive en holdning. De kan alligevel have politisk betydning og blive brugt, når bindende regler skal fortolkes.

Implementering af direktiver i Danmark

Når et direktiv er vedtaget, har det relevante ministerium ansvaret for, at det bliver gennemført i dansk ret. Det kaldes implementering af direktiver. Det sker typisk med en lov, som Folketinget vedtager, eller med en bekendtgørelse, som en minister udsteder med hjemmel i en eksisterende lov.

Folketinget kommer også ind i billedet tidligere. Inden regeringen forhandler om nye EU-regler i Rådet, forelægger den sagerne for Folketingets Europaudvalg. Læs mere om Folketinget og EU.

Hvis gennemførelsen går galt

Medlemslandene skal underrette Kommissionen om, hvordan et direktiv er gennemført. Hvis et land ikke gennemfører et direktiv til tiden eller gør det forkert, kan Kommissionen indlede en traktatbrudssag. Sagen kan i sidste ende ende ved EU-Domstolen.

Borgere kan i visse tilfælde påberåbe sig klare og ubetingede bestemmelser i et direktiv over for staten, hvis fristen er overskredet. Det kaldes direkte virkning. Om det gælder i en konkret sag, afhænger af omstændighederne, og her bør man søge juridisk rådgivning.

Overimplementering

Når et land indfører strengere eller mere omfattende regler end direktivet kræver, kaldes det overimplementering. Det kan være et bevidst politisk valg, men det kan også give danske virksomheder ekstra byrder i forhold til konkurrenter i andre lande. Spørgsmålet diskuteres derfor jævnligt i dansk politik.

Sådan finder du EU-lovgivning på EUR-Lex

EUR-Lex er EU’s officielle database for lovgivning og er gratis at bruge. Her kan du søge på titel, emneord eller nummer og læse reglerne på dansk.

Mange retsakter har også et CELEX-nummer. Det er bygget op efter et fast system. Nummeret 32006L0123 betyder for eksempel, at det er lovgivning (3), fra 2006, et direktiv (L) og nummer 123. Et R står for forordning, og et D står for afgørelse.

Nogle gode råd til søgningen:

• Vælg den konsoliderede udgave, hvis du vil se reglerne med alle senere ændringer indarbejdet.
• Brug fanen om nationale gennemførelsesforanstaltninger for at se, hvilke danske regler der gennemfører et direktiv.
• Slå den danske lov op på Retsinformation, hvor en note ofte oplyser, hvilket direktiv loven gennemfører.

Ofte stillede spørgsmål

Gælder en forordning i Danmark uden en dansk lov?

Ja. En forordning gælder umiddelbart i alle medlemslande fra den dag, den træder i kraft. Danmark kan dog vedtage supplerende regler om for eksempel tilsyn og sanktioner.

Hvor lang tid har Danmark til at gennemføre et direktiv?

Fristen står i selve direktivet og varierer fra direktiv til direktiv. Ofte er der tale om et par år. Den præcise frist kan ses i direktivets tekst på EUR-Lex.

Hvad sker der, hvis et direktiv ikke gennemføres til tiden?

Kommissionen kan indlede en traktatbrudssag mod landet, og sagen kan ende ved EU-Domstolen. Borgere kan i nogle tilfælde påberåbe sig direktivet direkte over for staten. Hvordan det gælder i en konkret sag, kræver en juridisk vurdering.

Leder du efter en bestemt EU-regel, er det bedste næste skridt at søge den frem på EUR-Lex og derefter finde de danske gennemførelsesregler på Retsinformation.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.

BNP pr. indbygger er et af de mest brugte mål, når man vil sammenligne velstanden i EU-landene. Tallet viser landets samlede økonomiske produktion fordelt på antallet af indbyggere. Her får du forklaret, hvad BNP pr. indbygger i EU måler, hvorfor man ofte bruger købekraftkorrigerede tal, og hvor du finder de nyeste tal.

Hvad er BNP pr. indbygger

BNP står for bruttonationalprodukt. Det er værdien af alle de varer og tjenester, der produceres i et land i løbet af et år. Når man deler BNP med antallet af indbyggere, får man BNP pr. indbygger.

Målet gør det muligt at sammenligne små og store lande. Et stort land har næsten altid et højere samlet BNP end et lille land. BNP pr. indbygger viser i stedet, hvor meget der i gennemsnit produceres pr. person.

Tallet er dog et gennemsnit. Det siger ikke noget om, hvordan indkomsten er fordelt, eller hvordan den enkelte borger har det økonomisk.

Købekraftkorrigeret BNP

Priserne er forskellige fra land til land i EU. En husleje, et måltid eller en klipning kan koste meget mere i ét land end i et andet. Hvis man blot omregner BNP til euro, kan forskellene mellem landene derfor se større ud, end de reelt er.

Derfor bruger man ofte købekraftkorrigeret BNP. Eurostat omregner tallene til en fælles kunstig enhed, der på dansk kaldes købekraftstandard, forkortet KKS. På engelsk hedder den purchasing power standard, PPS. Enheden tager højde for prisniveauet, så tallene viser, hvor meget man faktisk kan købe for pengene.

Med købekraftkorrigerede tal bliver forskellene mellem rige og mindre rige EU-lande typisk mindre. Lande med høje priser falder lidt, mens lande med lave priser rykker lidt op.

Sådan sammenlignes BNP pr. indbygger i EU

Eurostat, som er EU’s statistikkontor, offentliggør hvert år tal for BNP i EU-landene. En meget brugt opstilling er et indeks, hvor gennemsnittet for hele EU er sat til 100.

Et land med et indeks over 100 ligger over EU-gennemsnittet. Et land under 100 ligger under. Det gør det let at se, hvor langt de enkelte lande ligger fra hinanden, uden at skulle tænke på valutakurser.

Danmark ligger typisk et godt stykke over EU-gennemsnittet. Lande i Central- og Østeuropa har generelt ligget under gennemsnittet, men mange af dem har nærmet sig det over tid. Den præcise placering ændrer sig fra år til år.

Tallene bruges også politisk i EU. I samhørighedspolitikken afhænger støtten til en region blandt andet af, hvor regionens BNP pr. indbygger ligger i forhold til EU-gennemsnittet. Læs mere om pengestrømmene i artiklen om EU’s budget.

Hvorfor tallene svinger

BNP pr. indbygger kan give et skævt billede i nogle lande. Der er flere forklaringer på, at tallene kan svinge eller overraske.

• Pendlere: I Luxembourg arbejder mange personer, som bor i nabolandene. De bidrager til BNP, men tælles ikke med i befolkningen. Det trækker tallet op.
• Store virksomheder: I Irland har internationale selskaber stor indflydelse på BNP. Når de flytter overskud eller rettigheder, kan BNP ændre sig kraftigt uden at påvirke borgernes hverdag tilsvarende.
• Revisioner: Statistikkontorerne justerer ofte tidligere tal, når der kommer nye oplysninger. Et tal fra sidste år kan derfor være ændret, når du slår det op igen.
• Befolkningstal: Ændringer i indbyggertallet påvirker regnestykket direkte.
• Konjunkturer: Kriser og opsving kan flytte BNP mærkbart fra ét år til det næste.

Nogle økonomer foretrækker derfor at se på andre mål som supplement. Det kan for eksempel være bruttonationalindkomst, BNI, eller husholdningernes forbrug pr. person.

Ledighed i EU: et andet nøgletal

Ledighed er et andet vigtigt mål for, hvordan økonomien har det. Eurostat offentliggør løbende tal for ledighed i EU og i de enkelte medlemslande.

For at kunne sammenligne landene bruger Eurostat en fælles international definition. Den bygger på spørgeskemaundersøgelser og regner en person som ledig, hvis vedkommende er uden arbejde, aktivt søger job og kan begynde inden for kort tid.

I Danmark findes der både en registreret ledighed og en ledighed opgjort efter den internationale definition. De to tal kan være forskellige, fordi de bygger på forskellige metoder. Vil du vide mere om rettigheder og regler på tværs af landene, kan du læse om EU og arbejdsmarkedet.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilket land har det højeste BNP pr. indbygger i EU?

Luxembourg og Irland har i en årrække ligget i toppen. Begge lande har dog særlige forhold, som trækker tallet op, blandt andet pendlere og store internationale virksomheder. De nyeste placeringer kan du se hos Eurostat.

Hvad betyder det, at et land ligger på 100?

Det betyder, at landets BNP pr. indbygger i købekraftstandard svarer til gennemsnittet for hele EU. Et tal på 120 betyder 20 procent over gennemsnittet, og et tal på 80 betyder 20 procent under.

Hvor finder jeg tal for de enkelte EU-lande?

Eurostat har en database med tal for alle medlemslande, som er gratis at bruge. Du kan også finde danske tal hos Danmarks Statistik. En oversigt over alle medlemsstater finder du i artiklen om EU-lande.

Næste skridt

Vil du se de aktuelle tal, kan du søge efter “GDP per capita in PPS” på Eurostats hjemmeside. Her kan du vælge de lande og år, du vil sammenligne, og hente tallene som tabel.

Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.