EU’s historie begynder kort efter Anden Verdenskrig, hvor seks lande gik sammen om at styre deres kul- og stålproduktion i fællesskab. Siden er samarbejdet udvidet både i bredden med flere medlemslande og i dybden med flere politikområder. Her får du de vigtigste skridt fra Kul- og Stålunionen over Romtraktaten til Lissabontraktaten.
Efterkrigstiden og Kul- og Stålunionen
Efter to verdenskrige var der et stærkt ønske om at gøre en ny krig mellem Frankrig og Tyskland umulig. Den franske udenrigsminister Robert Schuman fremlagde i maj 1950 en plan om at lægge landenes kul- og stålproduktion under en fælles myndighed. Kul og stål var dengang grundlaget for både industri og våbenproduktion.
Planen førte til Parisertraktaten i 1951, som oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, ofte kaldet Kul- og Stålunionen. De seks grundlæggende lande var Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Fællesskabet fik en overordnet myndighed, der kunne træffe beslutninger, som landene var bundet af. Det var et tidligt eksempel på overstatsligt samarbejde.
Romtraktaten og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
I 1957 underskrev de samme seks lande Romtraktaten. Den oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og samtidig blev Euratom oprettet til samarbejde om atomenergi. Traktaterne trådte i kraft i 1958.
Målet med Romtraktaten var et fælles marked, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit. Landene oprettede en toldunion med fælles ydre told og indførte en fælles landbrugspolitik. I 1960’erne blev institutionerne for de tre fællesskaber lagt sammen, og samarbejdet blev i stigende grad omtalt som EF, De Europæiske Fællesskaber.
De første udvidelser og Danmarks medlemskab
I 1973 blev Danmark, Storbritannien og Irland medlemmer. Danmarks medlemskab blev besluttet ved en folkeafstemning i 1972, og du kan læse mere i artiklen om hvordan Danmark kom med i EF. Norge forhandlede også om medlemskab, men et flertal i Norge stemte nej.
I 1979 blev der for første gang holdt direkte valg til Europa-Parlamentet. Grækenland kom med i 1981, og Spanien og Portugal fulgte i 1986. Fællesskabet bestod nu af tolv lande.
Det indre marked og Maastricht: fra EF til EU
I midten af 1980’erne var mange handelshindringer stadig på plads, fx forskellige tekniske krav til varer. Med Fællesakten, som trådte i kraft i 1987, satte landene sig som mål at gennemføre det indre marked inden udgangen af 1992. Fællesakten gjorde det samtidig lettere at træffe beslutninger med flertal i Rådet.
Det næste store skridt var Maastricht-traktaten, som blev underskrevet i 1992 og trådte i kraft i 1993. Den oprettede Den Europæiske Union og lagde grunden til den økonomiske og monetære union med en fælles valuta. Overgangen fra EF til EU betød, at samarbejdet nu også omfattede udenrigspolitik og retlige anliggender. Det blev organiseret i den såkaldte søjlestruktur, som er forklaret i artiklen om EU’s tre søjler.
I Danmark stemte et flertal nej til Maastricht-traktaten i 1992. Efter Edinburgh-afgørelsen, der gav Danmark fire forbehold, stemte et flertal ja i 1993. Læs mere i artiklen om de danske forbehold.
Euroen, nye traktater og de store udvidelser
I 1995 kom Østrig, Finland og Sverige med. Amsterdamtraktaten fra 1997 og Nicetraktaten fra 2001 justerede institutionerne og forberedte EU på at optage mange nye lande. Euroen blev indført som regnskabsvaluta i 1999, og sedler og mønter kom i omløb i 2002.
I 2004 kom den største udvidelse i EU’s historie, hvor ti lande blev medlemmer, de fleste fra Central- og Østeuropa. Bulgarien og Rumænien fulgte i 2007, og Kroatien i 2013. Udvidelserne var med til at samle et kontinent, der havde været delt under den kolde krig.
Forfatningstraktaten og Lissabon
Et forslag til en forfatningstraktat blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene i 2005. I stedet blev landene enige om Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009. Den afskaffede søjlestrukturen, gav Europa-Parlamentet mere magt og oprettede en fast formand for Det Europæiske Råd. Lissabontraktaten indførte også for første gang en klar regel om, hvordan et land kan træde ud af EU.
Nyere tid
De seneste årtier har EU været præget af kriser og store beslutninger. Finanskrisen og gældskrisen i eurozonen førte til nye regler for bankerne og strammere budgetkontrol. Flygtningekrisen, coronapandemien og krigen i Ukraine har også sat deres præg på samarbejdet.
Storbritannien stemte i 2016 for at forlade EU og trådte ud i 2020. Det er første gang, et medlemsland har forladt unionen. Debatten om, hvor tæt samarbejdet skal være, fortsætter i mange medlemslande. Nogle ønsker mere fælles handling, mens andre ønsker, at mere skal bestemmes nationalt.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår blev EU oprettet
Selve navnet Den Europæiske Union blev indført med Maastricht-traktaten, som trådte i kraft i 1993. Samarbejdet går dog tilbage til Kul- og Stålunionen i 1950’erne og Romtraktaten fra 1957.
Hvad er forskellen på EF og EU
EF var betegnelsen for De Europæiske Fællesskaber, som især handlede om økonomi og handel. Med Maastricht-traktaten blev EU skabt som en overbygning, der også omfattede udenrigspolitik og retligt samarbejde. Siden Lissabontraktaten bruges kun betegnelsen EU.
Hvor mange lande var med fra starten
Seks lande grundlagde Kul- og Stålunionen og senere EØF: Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg.
Næste skridt
Vil du dykke ned i de traktater, der har formet EU’s historie, kan du fortsætte med artiklen om EU’s traktater. Originalteksterne findes på EU’s officielle retsdatabase EUR-Lex.
Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.