EU’s tre søjler var den måde, samarbejdet blev organiseret på fra Maastricht-traktaten i 1993 og frem til Lissabontraktaten i 2009. Den første søjle var det økonomiske fællesskab med overstatslige regler, mens den anden og tredje søjle dækkede udenrigspolitik og retligt samarbejde, som var mellemstatsligt. Søjlerne findes ikke længere, men de er stadig vigtige for at forstå EU’s udvikling og de danske forbehold.
Hvorfor fik EU tre søjler
Før Maastricht handlede samarbejdet især om økonomi og handel inden for De Europæiske Fællesskaber, EF. I begyndelsen af 1990’erne ønskede landene at udvide samarbejdet til udenrigspolitik og til retlige og indre anliggender. Mange lande var dog ikke klar til at give EU’s institutioner samme magt på disse følsomme områder som på det indre marked.
Løsningen blev en søjlestruktur. Den nye Europæiske Union blev beskrevet som en bygning, ofte tegnet som et græsk tempel, med et fælles tag og tre søjler under. Taget var de fælles mål og principper, og hver søjle havde sine egne regler for, hvordan beslutninger blev truffet. Læs mere om baggrunden i artiklen om EU’s historie.
De tre søjler i Maastricht-traktaten
Første søjle: De Europæiske Fællesskaber
Den første søjle omfattede det traditionelle fællesskabssamarbejde. Her lå det indre marked, toldunionen, landbrugspolitikken, konkurrencereglerne og den økonomiske og monetære union. Kommissionen havde eneret til at stille forslag, Europa-Parlamentet havde indflydelse på lovgivningen, og EU-Domstolen kunne afgøre tvister.
Anden søjle: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
Den anden søjle handlede om udenrigs- og sikkerhedspolitik, ofte forkortet FUSP. Her samarbejdede landene om fælles holdninger og fælles aktioner over for resten af verden. Beslutninger blev som hovedregel truffet med enstemmighed, og Kommissionen, Parlamentet og Domstolen havde kun en begrænset rolle.
Tredje søjle: Retlige og indre anliggender
Den tredje søjle dækkede samarbejde om retlige og indre anliggender. Det omfattede blandt andet asyl, indvandring, grænsekontrol, politisamarbejde og samarbejde om kriminalsager. Også her var udgangspunktet enstemmighed og et samarbejde mellem regeringerne.
Overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde
Forskellen mellem søjlerne handlede om, hvor meget magt landene afgav. Det er to begreber, der stadig bruges i debatten om EU.
- Overstatsligt samarbejde betyder, at landene overlader beslutningskompetence til fælles institutioner. Beslutninger kan ofte træffes med flertal, og reglerne er bindende for alle lande, også dem, der stemte imod. EU-Domstolen kan håndhæve reglerne.
- Mellemstatsligt samarbejde betyder, at regeringerne samarbejder, men hvert land bevarer sin vetoret. Beslutninger kræver typisk enighed, og de fælles institutioner har en mindre rolle.
Første søjle var overstatslig, mens anden og tredje søjle var mellemstatslige. Det gav landene mulighed for at samarbejde på nye områder uden at give fuld kompetence fra sig. Samtidig betød det, at reglerne for, hvem der havde indflydelse, var forskellige fra søjle til søjle. For borgere og politikere kunne det være svært at overskue, hvilke regler der gjaldt hvor. Begreberne bruges stadig, når man diskuterer, hvordan beslutninger træffes i EU i dag.
Søjlerne ændrede sig over tid
Søjlestrukturen stod ikke stille. Med Amsterdamtraktaten, som trådte i kraft i 1999, blev en del af den tredje søjle flyttet over i den første søjle. Det gjaldt blandt andet asyl, indvandring, visum og civilretligt samarbejde. Disse områder blev dermed overstatslige.
Tilbage i den tredje søjle var politisamarbejde og strafferetligt samarbejde. Søjlen blev derfor ofte omtalt med et nyt navn, der lagde vægt på netop politi og kriminalsager.
For Danmark havde ændringerne betydning. Efter Edinburgh-afgørelsen havde Danmark et forbehold over for overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender. Da områder blev flyttet til første søjle, kom Danmark derfor til at stå uden for dem. Læs mere i artiklerne om Edinburgh-afgørelsen og de danske forbehold.
Hvorfor blev søjlerne afskaffet
Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009, afskaffede søjlestrukturen. EU fik status som én juridisk person, og betegnelsen EF forsvandt. Tilhængere af ændringen pegede på, at strukturen var blevet kompliceret og svær at forstå for borgerne.
Det meste af det tidligere samarbejde i tredje søjle om politi og strafferet blev lagt ind under de almindelige overstatslige regler. Beslutninger kan derfor nu ofte træffes med flertal, og Domstolen har fået større rolle. Kritikere så det som en betydelig overførsel af kompetence til EU, mens tilhængere så det som en mere effektiv kamp mod grænseoverskridende kriminalitet.
Udenrigs- og sikkerhedspolitikken har dog bevaret mange særregler. Her er enstemmighed stadig hovedreglen, og samarbejdet har fortsat et tydeligt mellemstatsligt præg. Selvom søjlerne er væk, lever forskellen mellem overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde altså videre.
Ofte stillede spørgsmål
Findes EU’s tre søjler stadig
Nej. Søjlestrukturen blev afskaffet med Lissabontraktaten i 2009. Forskellen mellem overstatslige og mellemstatslige beslutningsregler findes dog stadig på enkelte områder, især udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Hvilken søjle var den vigtigste
Den første søjle var den største og mest omfattende, fordi den rummede det indre marked og de fleste fælles regler. Det var også her, EU’s institutioner havde mest magt.
Hvad betyder mellemstatsligt samarbejde
Det betyder, at landenes regeringer samarbejder, men hvert land bevarer retten til at sige nej. Beslutninger træffes typisk med enstemmighed, og de fælles institutioner spiller en mindre rolle end i overstatsligt samarbejde.
Næste skridt
Vil du læse mere om de traktater, der skabte og afskaffede søjlerne, er artiklen om Lissabontraktaten et godt sted at fortsætte. Traktaternes fulde tekster findes på EUR-Lex.
Skrevet af redaktionen på eu-oplysningen.dk, et uafhængigt site uden tilknytning til Folketinget eller EU.